S_FørOgNu_Supplement2

da være endnu meget mere mangelfuldt, end det er, hvis ikke Romerne, der selv var ivrige Samlere af gammel Skulptur, havde lavet saa mange Kopier efter berømte græske Kunstværker, som de pyntede deres egne Haver og Bygninger med. Det er disse Efterligninger, den italienske Jord har bevaret os saa mange af, og som nu fylder en stor Del af Antikmuseerne. De kan være fortrinlige, som vi vil se ved nogle Eksempler i selve Glyp­ toteket. Men en Kopi giver dog aldrig det samme som det ori­ ginale Kunstværk — mindst for os moderne Mennesker, der læg­ ger saa megen Vægt paa Kunstnernes Individualitet, deres Manér, saa at sige deres „Haandskrift“, som paa Originalerne ses indtil de mindste Detaljer, men aldrig kan reproduceres paa en Kopi. Mængden af Kopier viser os, hvilken Betydning selv disse Gen­ tagelser har haft for det antike Publikum; men for den moderne Kender vil det være en Selvfølge, at han med sin Samleiver og

stiliseret, med et temmelig stærkt asiatisk Præg. Da nu disse Ting udbødes til Salg, vilde Museerne ikke byde paa dem, fordi Sam­ lerne syntes, at det i alt Fald var nok at have én Prøve af en saa ensformig og maniereret Kunst. Men netop for dens Ejen­ dommeligheds Skyld maatte det være morsomt at eje en hel Samling, fandt Carl Jacobsen, og derfor meldte han sig som Køber. Samlingen blev senere yderligere forøget, til den nu er bleven til et ganske enestaaende Vidnesbyrd om gammel-palmy- rensk Kultur, som netop i den sidste Tid gennem de nye Udgrav­ ninger i Palmyra og Syrien har faaet ny Interesse. Hr. H. Ingholt, Glyptotekets Under-Inspektør, der selv har deltaget i den franske Ekspedition til Palmyra, vil nu bearbejde Samlingen og dens rige Indskrift-Materiale. Det var kun Skade, at det maaske inter- essanteste Stykke i denne Afdeling af Glyptoteket ikke har kunnet holde sig. Det var en palmyrensk Mumie (Afb. 4), den

æstetiske Sans vil sætte mest Pris paa Kunstværket selv, ikke saa meget paa Kopien. Man vil saaledes forstaa, at Købet af Tête Rayet var en heldig Begyn­ delse for Carl Jacobsen. Hovedet er en græsk Original, fundet i selve Athen, og det har oprinde­ lig hørt til en hel Statue; vel­ sagtens en Gravstatue, forestil­ lende en fremadskridende Yng­ ling, maaske af samme Type som den kendte „Apoll fra Tenea“ i München. Hovedet er saa godt bevaret som vel muligt — man ser endog endnu en Del af de Farver, det oprindelig har været bemalet med. Knøsen var rød- haaret, havde røde Læber og mørke Øjne. Han smiler sundt og kraftigt — et Billede paa Ungdom; og han har været en dygtig Nævefægter, det viser hans Øren, der er deforme og lidt opsvulmede, som vi kender det fra andre græske Statuer; det var Tegn paa overstandne Nævekampe, altsaa nok et Hæ­ derstegn. Men den er ogsaa en udmærket Skulptur, denne Grav­ statue. Alle Ansigtets Træk er udtrykt i store kraftige Former, Haaret ligger tæt om Hovedet som en Hue. Det er et Skulp­ turværk fra det gamle Athen,

eneste, som hidtil er kendt, og som var kommen sammen med de øvrige Ting fra Beirut. Men da den blev aabnet og Bindene taget af, opløstes den ved Luftens Ind­ virkning; saa den kunde ikke reddes. Aaret efter lykkedes det igen at gøre en betydelig Erhvervelse, den store Sarkofag Casali (Afb. 6), som blev tilfals i Begyndelsen af 1883. Det giksaadan til, at Julius Lange sammen med Pietro Krohn var rejst til Rom for at købe et Maleri af Rafael, „Madonna di Loretto“. Det viste sig, at Bil­ ledet ikke var ægte, saa de kom tilbage med tomme Hænder; men til Gengæld fortalte de om den skønne Sarkofag, og Jacobsen blev interesseret i den. Han købte Sarkofagen endnu i samme Aar. Det var første Gang, Carl Jacob­ sens Navn vakte Opmærksomhed blandt de romerske Kunstken­ dere og -handlere. Han fortæller selv, at „det vakte Fortrydelse i Italien, at dette skjønne Kunst­ værk gik ud af Landet, og mange Aar efter gik Sagnet, at det var købt af en norsk Hvalfiskefan- ger“. — Det var et berømt Stykke, Jacobsen fik her, længe kendt blandt de romerske Antiker, og

Afb. 3. K vinde-Buste. Palm yrensk.

Athen før 480 før Chr. I dette Aar kom Perserne, brændte og øde- lagde Byen. Det er rimeligt nok, at ogsaa denne Statue dengang ødelagdes — den mistede Næse tyder jo paa Fald og voldsom Ødelæggelse — men derved blev den netop bevaret under Jorden, til den i vore Dage kom for Dagens Lys igen og efter mange Tilskikkelser endte med at faa sin Hædersplads i Carl Jacobsens begyndende Samling. — Dog fandtes der paa den Tid i Glyptoteket ogsaa nogle andre Antiker — især den palmyrenske Samling. Købet af denne skyl­ des Carl Jacobsens Hurtighed til at beslutte sig — og træffe en Beslutning, der gik gængse Meninger imod. Hovedmassen af denne Samling, der bestaar fortrinsvis af Portrætbuster, kom nemlig dengang til Glyptoteket fra Konsul Løytved i Beirut. Denne havde i Begyndelsen ret ondt ved at finde Købere til sine Ting; de var ikke rigtig ansete. Palmyra var i Oldtiden en temmelig stor By i Syrien, nordøst for Damaskus. Der boede en semitisk Befolkning, som drev Byen frem til en kort Blomstring, der va­ rede ca. 200 Aar. Saa blev den i 273 e. Chr. ødelagt af Romerne, den eventyrlige Dronning Zenobia blev ført til Rom, og derefter kom Byen aldrig mere til Kræfter. Nu ligger der mellem de store gamle Tempelbygninger en tarvelig lille Araberby. Men der paa Stedet fandtes altsaa ikke saa faa Rester af Palmyrenernes gamle Skulptur, mest Portrætter, som de brugte meget i Templer og Grave. Det er en ganske ejendommelig Kunst, altid under Paa- virkning af den øjeblikkelige Mode i Rom, men mærkelig stiv og

det havde allerede tidligt tiltrukket sig Arkæologernes Interesse. Sarkofagen er helt igennem af Marmor, den er et romersk Arbejde fra Tiden omkring 150 e. Chr., funden i en af de mange Grav­ hvælvinger ved Via Appia, den gamle Landevej Syd for Rom, hvor de rigeste Romere havde deres Begravelsespladser. Den bestaar af den egentlige Kiste og et lavt Laag, begge rigt prydede med hin Tids dybt udborede Relieffer. Fremstillingerne har ikke noget at gøre med Døden og dens Sorg; de viser tvært­ imod, hvad der ikke er saa sjældent paa romerske Sarkofager, Li­ vets frodige Gud og hans glade Følge: Dionysos, Vinguden, hviler i Midten og rækker en lille Skaal frem til sin lille Panter, og overfor ham sidder hans skønne Brud, Ariadne. I Forgrunden nedenunder har der været en Kampscene. Kampen er endt med, som man ser, at den besejrede Pan, Hyrdernes og den vilde Na­ turs Gud, bortføres af to Eroter. Det er aabenbart den Scene, Dionysos’ glade Skare morer sig over. Paa Laaget gaar det maaske endnu mere muntert til. Her ligger igen Dionysos og Ariadne i Midten, der drikkes og spilles paa Lyre og Fløjter. Kun Guden Pan gaar det ilde ogsaa her — han er falden i Hænderne paa to Kvinder (Mænader), som nærmest synes at mishandle ham. Men midt i hele denne glade Livsudfoldelse ser man hist og her Dionysoskultens hemmelighedsfulde Symboler, Kurven med Slan­ gen og den tilhyllede vannus. Denne sidste var til Hverdag ikke andet end et Redskab, hvori man skilte Kerner fra Avner; men den forfinede Bybefolkning udtrykte med disse landlige Redska­

310