S_FørOgNu_Supplement2

og de gamle Broer, som spejled sig smukt dernede i Vandet — og Udsigten lige til Kjøgebugt — og Synet af Landet, naar Solen gik ned, og i Aften sval den første Stjerne tændtes paa Himlen — mens Hornsignal lød fra det Fjerne! Forsvinde skal det nu Alt for det Ny — der maa Plads til Mængden! Ja, nu skal du voxe, min kjære By, i Breden og Længden! Boulevarder faar du som i Paris, hvor vi kan os sole og nyde i Mag vor Konditor-Is paa Fortovets Stole. Jeg seer i Aanden, livor du bliver fin: hvilke Gader lange, efter Snore bygged som i Berlin og Spadseregange med Træer, som plantes paany hvert Aar — saa naaes Idealet, og du bliver lig en Grønnegaaxd ved Hospitalet! — Bevares! Jeg nærer den største Respekt for en modsat Mening. Jeg hører jo halvt til den yngre Slægt: jeg er ingen Forstening. Jeg er m ed! Jeg holder med Tiden Skridt — men gjælder det Smagen, da tilstaar jeg: m in — jeg siger det frit — er lidt uopdragen. — Jeg har nydt deroppe mine bedste Glæder;

Disse brogede Prøver paa hver en Maneer — disse nypittoreske, forfløjne, forlorne Mursteensideer — italienske og græske — normanniske Taarne — Rokokkopalæer — affekteerte, — groteske! Af oprindelig Stil har jeg fundet meer i en Legetøjsæske! Det lyder lidt sært — nu ja, om De vil, men De maa betænke, det er Tiden alene, jeg sigter til — jeg vil Ingen krænke! Jeg har Mod til at tage det med Humør, om saa Verden vakler; jeg er bare bleven en Smule ør af de nye Mirakler. Det gjør mig ondt for de Skove af Siv, som dernede suse, det gjør mig ondt for det Fugleliv, som Buskene huse, for de grønne Skrænter, de prægtige Træer og de stille Bænke og de gammeldags Folk, som hvilede der og holdt af at tænke; for de jublende Smaa, som deroppe sprang i Paradisspillet, for de fattige Stakler, hvis Frihedstrang blev deroppe stillet, for den Syge, som med den blege Kind søgte bort fra Vrimlen for at aande en Smule Livsluft ind lidt nærmere Himlen!

Jeg ønsker det Skjønne ufrisert, ej slikket og p lejet! Jeg ynder Naturen ugenert, ej pyntet og fejet! Jeg kan see paa en gammeldags Navneklud med godmodige Øjne — Men jeg synes de Huse, man nu ryster ud, er mestendels Løgne.

H. V. Kaalund.

— Det er mig som en vemodig Drøm, naar jeg seer tilbage fra den vilde, brusende Nutids Strøm paa de gamle D age! Som Digter staar jeg i Æresgjæld til de gamle Minder: dem maa jeg sige et rørt Farvel, før de forsvinder.

som lille Pog

jeg kjender ved Stadsgraven hver en Krog, de skjulteste Steder. Der fik jeg alt Syn for en stor Horisont, den Gang jeg var lille, da jeg troede endnu, at Solen gik rundt og Jorden stod stille.

! det samme, da en yderligere R asering fan d t Sted i 1895, den G ang Ø stbanegaarden skulde anlægges, og senere igen, da de sidste R ester ved Stokhusgade og i den idylliske A borrepark skaan selslø st delte Skæbne med a lt det øvrige. De af os, der i vo r Barndom og Ungdom h a r færdedes p aa Voldene, da vi endnu havde dem nogenlunde ubeskaarne, ser ingen E rsta tn in g for den velgørende Fornemmelse af F risk lu ft, F rih ed og Hygge, som disse Volde frembød, m odsat den stive, kedsommelige Ø rstedspark, hvis K arak ter re t træ ffende angives ved den med en ty k Stok bevæbnede Opsynsmand, der passer p aa, a t man holder sig p æ n t p aa de afstukne Stier. Mindes man saa, hvorledes Voldene er bievne til, hvorledes vore F o rfæ d re gennem en Række af A ar ved p erson lig t A rbejde og store Ofre møjsommeligt h a r slæ b t sammen til disse Volde, og hvorledes de h erfra heltem odigt h ar fo rsv aret vor By mod — maaske for be­ sta n d ig t — a t falde i en fremmed Magts H aand, sa a bliver man unæ gtelig endnu mere forund ret over, a t den sidste Smule Minde om F o rtid en s Arbejde og F o rtidens B edrifter ikke kunde faa Lov til a t blive staaende. De kloge H errer i Stadens og S tatens R aad bliver D ag for D ag mere og mere indifferente lige overfor Fæ d reland ets Minder, der er knyttede til F o rtiden. Læ g nu b lo t Mærke til den Staahej, der h ar sta a e t p a a i flere A ar for a t skaffe N ation al­ museet en udvidet eller ny Residens.

J e g elsker a t mindes K aalunds D ig t, hvergang jeg tæ nk er p a a de sløjfede Volde; der g aa r en Vemods A and igennem disse Vers, de er følte og U d try k for den dybe Sorg, K aalund og alle vi andre følte ved a t se alt, hvad vi havde elsket og væ re t stolte af, blive tilin te tg jo rt. D ig tet, som illu strerer den b ru tale A dfæ rd imod Minderne, burde læ ses af enhver dansk Mand, som elsker sin By, for a t han kan føle den Varmebølge, der gennem trænger H jertet, n a a r Mindernes F o rtab else gør os b evæ g et; maaske dette ogsaa kunde fo rstaas af de M agthavere, i hvis Hænder Hovedstadens Skønhedsvæ rdiers Skæbne ligger, og stemme deres svigtende N ationalfølelse, N ation alsto lth ed og K æ r­ lighed til vor H o v e d s t a d s M in d e r i V e j r e t , og la d e dem b e t æ n k e s ig , f o r i n d e n de s l ø j f e r v o r e s i d s t e n a t i o n a l e M in d e s m æ r k e r . De T anker og F ølelser, jeg her gør m ig til T alsm and for, er hverken rørstrøm ske eller blødagtige, nej — tvæ rtim od, de er sunde og gode og ab so lu t norm ale for en Beundrer af den P ietet, som endnu fandtes i D anm ark i 1860erne, men som fra 1870 successiv konverteredes til Materialisme og R adikalism e, to hø jst upoetiske Begreber. Men man behøver slet ikke a t væ re nog et sæ rlig poetisk Gemyt for a t blive stem t til Vemod over, a t Voldene uden videre i 1870 blev døm t til a t forsvinde. D er er sikkert, n a a r a lt kommer til alt, ikke mange af os, som ikke følte

529