S_FørOgNu_1921

Ogsaa Kvindedragten undergik i Slutningen af det forrige og ind i nærvæ rende (19de) Aarhundrede mange Forandringer. I min Barndom og tidlige Ungdom brugte alle Fruentimm er F risu re ; de, som havde nogenlunde Raad dertil, lod sig hver Søndag frisere af en H aarskæ rer, som satte Papirkrøller, eller som de k ald tes: Papillotter, i H aaret og klem te disse sammen med et liedt Jern. Pudder brugtes dengang af alle, saavel Mandfolk som F ruentim ­ mer, og til ingensomhelst Festlighed kunde nogen vise sig uden med denne Prydelse. I min Barndom gik de simplere Klasser af Borgerstanden og tillige Tjenestepiger om Søndagen med et Hoved­ tøj, som kaldtes „Sæ t“, og som var udstafferet med kunstige Blom­ ster. De fornemme bar de saakaldte Turbaner eller H atte enten af S traa eller Silketøj, men altid udstyrede med mange kunstige Blomster. Den hvide Farve var dengang

komsten fra K irkegaarden var det ikke sjældent, at der var a n re tte t et ordentlig Middagsbord for alle de indbudte. Endnu ind i det næ r­ værende (19de) Aarhundrede foretoges mange Begravelser indenfor Voldene paa Stadens K irkegaarde, og det varede længe, inden at især de mere velhavende kunde bekvemme sig til at lade Lig be­ grave paa Assistenskirkegaarden, som man endnu imin Barndom plejede at kalde „de fattigesK irkegaard“ ; det. var først længere ind i næ rvæ rende Aarhundrede, a t det blev befalet, at alle Be­ gravelser skulde finde Sted udenfor Portene og ikke mere inden­ for Hovedstadens Volde. Dragten, saavel den mandlige som kvindelige, var i min tid ­ lige Ungdom aldeles forskellig fra den nuværende. Frakke var ikke dengang saa udelukkende en Dragt, som det er n u ; man gik

alm indelig til daglig Brug, og n aar V ejret var godt, i Kjole, og det var lang tfra ikke dengang Skik, at al elegantere Paaklæd- ning skulde være sort; man saa ofte Mænd i røde, brandgule eller blaa K joler; Sko og Strømper vare alm inde­ lige, og alle gik med korte Benklæder. Om V interen var det ikke sjældent, a t især æ l­ dre H errer gik med Muffe; saa,ledes erin­ drer jeg ofte at have mødt H ertugen af Au­ gustenborg og ligele­ des Professor Munter med denne Bekvemme­ lighed. Æ ldre Mænd, baade af højere og rin ­ gere Stand, bare altid Paryk enten med en Pung i Nakken eller med en Pisk; det før­ ste var især T ilfæ ldet med de mere ansete. H attene var paa den Tid som oftest tre k a n ­ tede, de runde kom først senere i Brug, endogsaa Drengebørn bare tr e ­ kantede H atte, som jeg selv i min Barndom. De trek an ted e H atte for­ svandt im idlertid e fte r- haanden, tildels maaske formedelst deres større Dyrhed; im idlertid be­ holdtes de dog længe af Gejstlige og af de

mere alm indelig ved Fruentimmer dragt, end den forekommer mig senere at være blevet, og Stoffet var dengang meget alm indeligt det saakaldte S irts ; Silke­ tøj brugtes vel, men mest ved højtidelige Lejligheder og af mere velhavende. Kaaber brugtes vel i Alminde­ lighed af alle Stænder, men altid korte, og ud­ gjorde for Tjenestepi ger altid deres Søndags­ dragt; en anden Pynt, som senere er forsvun­ det, var den saakaldte Saloppe, der brugtes om Sommeren ligesom Kaaber om V interen. En Hovedbeklædning, som især bares af T je­ nestepiger, var de saa­ kaldte Kyser, sædvan­ lig af sort Fløjl. Fiske­ bensskørter var for­ svundne længe før min Erindring, men derimod var det i min Ungdom en længe vedvarende Mode, at Livet i Fruen- timm erkjoler var meget kort, saaledes a t N eder­ delen næsten begyndte under Armene. F ruen­ timmere af enhver Stand gik dengang med Sko, enten af Læder eller til Stads af Silke­ tøj, ofte forsynede med

K gl. S k u esp illerin d e E m ilie R osin g, -¡- 1811.

Spænder, og altid med høje Hæle (som nu), hvad der medførte for Fruentimm er en trippende og undertiden besværlig Gang. En Tidlang var det ogsaa Mode at klæde smaa Pigebørn i Bondedragt“. Forlystelser og Adspredelser, fortæ ller W erlauff videre, var langt fæ rre end i vor Tid, og man var i den Henseende langt nøjsom­ mere. En yndet Spadseregang havde „Philosophgangen“ været, men den blev mere og mere forladt og tilsidst ikke besøgt af andre end Vartouslemmer og enkelte gamle nærboende Folk samt Børn og Barnepiger. En anden i en vis Tid meget yndet Spadseretur afgav Buegangene ved Christiansborg, ligesom ogsaa Gangene paa selve Slottet, der aldrig var ganske afspærrede. Især om V interen blev de meget besøgte af Spadserende, men dette ophørte n a tu r­ ligvis efter Branden 1794, og uagtet in tet havde Været til Hinder for a t spadsere i Buegangene, blev ogsaa disse dog nu mere og mere forladte. Man søgte mere og mere til Stadens Volde, hvor Spadseren im idlertid dengang ikke var saa fri som den senere b le v ; man m aatte ikke gaa uden paa selve Volden, ikke paa de højere liggende Gange ved Siden og endnu mindre paa Bastionerne, lige-

fornemme Stænder . . . Det var først adskillige Aar ind i næ r­ værende (19de) Aarhundrede, at de korte Benklæder begyndte at vige Pladsen for de lange; det var vel især, efter at under den sidste Krig mod Napoleon de russiske Tropper var komne til Tysk­ land, hvor Kosakkerne bar denne D ragt, hvorfor ogsaa disse lange Benklæder i Begyndelsen kaldtes Kosakbenklæder, ligesom de korte Støvler, som Englænderne navde brugt under det spanske Felttog, efter deres Anfører benævnedes W ellington-Støvler . . . Med Skæg kunde paa den Tid ingen have viist sig uden at faa Gadedrengene efter sig, og ligesaa lidt kendte man til at gaa med B riller paa Gaden . . . Tobaksrygning var ligesaa alm indelig som nu, men aldrig uden for H u sen e; man mødte aldrig nogen med Tobakspibe i Munden uden Folk af de simpleste Klasser. C igarer kendtes ikke før efter 1808, da Spanierne var komne ind i Landet, og Cigarrygning ved disse blev udbredt her, ligesom Cigarerne sam tidig ved de franske Tropper, som i flere Aar havde Ophold i Spanien, efterhaanden udbredtes til Tyskland og saaledes ogsaa fra den Kant kom herind i Landet.

196