S_FørOgNu_1920

„Ah,“ udbrød Kongen. „Nu forstaar jeg Dem. Er der noget jeg kan gjøre for Dem?“ „Deres M ajestæ t,“ sagde Olsen og retted e sig pludselig i Vei- ret, som samlede han al sin K raft; „maaskee er min Begjæring for dristig, jeg veed det ikk e.“ „Tal kun frit,“ sagde Kongen og lagde Haanden paa hans Skulder. Der blev et Røre imellem A rbeiderne, som h id til i Taushed, men med spændt Opmærksomhed havde fulgt denne eiendommelige

Slør af Melankoli og haabløs Resignation, som jeg saa tid t havde I seet, n aar han tvivlede om sig selv, og Modgang kuede ham for dybt; men i saadanne Ø ieblikke kunde han være smukkest. „Hvorfor synes De ikke om Deres Arbeide? Det er dog en smuk Beskjæ ftigelse og et v ak k ert R esu ltat,“ sagde Kongen og pegede paa Vasen. „R esu ltat?“ gjentog Olsen og smilede denne Gang næsten iro­

nisk. „Hvo tæ nker paa R esultatet, og hvem husker paa Arbeideren, naar denne ligger knust. Man husker ikke paa en Maskine, Deres Majestæt, selv om den u d retter sit Arbeide nok saa tro ­ fast, men kun paa Mesteren, der har konstrueret den.“ „Er det Deres Me­ ning,“ sagde Kongen og saae opmærk­ somt paa Olsen, „at en Maskine kunde ud rette d ette Ar­ b eid e?“ „Nei, Deres Maje­ stæ t,“ sagde Olsen med en let Rødme, „ikke dette. H ertil fordres det menne­ skelige Øie og den

Sam tale; men Olsen lagde ikke Mærke dertil, han syntes hverken at høre el­ ler see, det var, lige­ som hele hans Sjæl laae sammentrængt i de Ord, han nu skulde sige. Han forsøgte et Par Gan­ ge, men det var, som hans Stemme slog Klik, og der opstod den uhyggelige Taushed, som naar En, der ellers har Ordet i sin Magt, pludselig forlades af sin Genius. Jeg kjendte im id­ lertid dengang kun denne Dødsstilhed

Bowle, til E rin d rin g om Slaget paa R lieden, 2. A p ril 1801, flerfarvet og rig t forgyldt. (Folke M useet).

fra Skolen, naar vor L atinlæ rer slog i Bordet og med sin snerrende Stemme udraabte sit bekjendte: „Vorwärts, Æ sel!“, men jeg kjendte ogsaa Midlet derimod. Jeg havde allerede den Gang en ikke ringe Øvelse i den ædle Kunst at soufflere, og nu da Olsen stod med sænket Hoved og nedslaaet Blik foran Kongen, ganske som man paa Skolen kunde staa foran den frygtede Latinlæ rer, saa meente jeg, at et P ar Ord kunde gjøre godt, saameget mere som jeg stod temmelig nær ved ham. Jeg stak derfor Hovedet frem saa langt jeg kunde, og dækket af Dronningens Fløilskaabe hviskede jeg til ham: „Laborant, Olsen! — Siig, Du vil være Laborant, det kan Du godt.“ Men enten det nu var den aandeløse Spænding, hvori jeg ud­ ta lte disse Ord, eller det hvælvede Lofts Resonnants, eller den dybe Stilhed rundt omkring, nok var det, de kom ikke som en

menneskelige Haand. Men det tunge dagligdags Arbeide, som sløver Tanken sam tidig med at Haanden træ ttes, dette triste Dag­ værk, som gjør Arbeideren mørk og tungsindig — det lod sig vel udføre paa anden Maade.“ „A ltsaa alligevel paa en M askine?“ spurgte Kongen. „Nei, Deres M ajestæ t,“ sagde Olsen. „Maskinen kan ikke er­ sta tte den menneskelige Haand, hvor det gjæ lder Finhed og Blød­ hed. Arbeider den for stæ rkt, vil den slide Guldet af, arbeider den for svagt, vil det ikke komme frem. Men,“ føiede han dæm­ pet til og rødmede dybt, „der gives vel andre Veie. Enkelte have gaaet dem før.“ „Ah!“ sagde Kongen, „nu veed jeg, hvad De mener. De tæ n ­ ker paa den Maade, hvorpaa man forgylder i Meissen? Men veed De af, at det er en stor Hemmelighed?“

Tallerken (1827). Onkel sendte Olsen et opmuntrende Øiekast, og denne vedblev: „Den kongelige Fabrik har væ ret i Besiddelse af denne Hemme­ lighed, Deres Majestæt; men den gik ta b t med den Laborant, som indkaldtes i den Anledning. Maaskee kunde den findes igjen.“ Olsen u d talte disse Ord saa roligt og fordringsløst, at Kongen tra ad te et Skridt tilbage og udbrød: „Hvad mener De med det? Har De beskjæ ftiget Dem med disse T ing?“ „Meget, Deres M ajestæ t,“ sagde Olsen og blev ganske bleg. „Jeg er egentlig Kem iker.“ „Kemiker? — Og De polerer Guld?“ spurgte Kongen forbauset. „Hvad har De til Deres Exam en?“ „Jeg har ingen, Deres M ajestæ t,“ sagde Olsen. „Examiner og videnskabelige Bestræbelser gaae sjelden Haand i H aand.“

Tallerken (1822). Hvisken, men som en temmelig høit u d talt Mening, med et vist komisk E ftertryk. Onkel sendte mig et Blik, som i en F art fik mig til at forsvinde bagved Fløilskaaben, men Kongen loe og sagde: „Det lader til, at Deres Neveu ogsaa giver sig af med Fabrikens Anliggender — men Laborant; hvad mener De, Hr. A dm inistator?“ Onkel traad te et lille Skridt frem, bukkede paa sin stive Maade og sagde: „Deres M ajestæ t behagede engang at give mig Løfte om en fast Laborant, saafrem t Fabrikens D rift tiltog. Jeg har ikke senere tillad t mig at minde Deres M ajestæ t om dette Løfte, der allerede ligger noget tilbage i T iden.“ „Ja, det er godt nok,“ sagde Kongen, „men Fabrikens Personale synes mig allerede temmelig talrig t, og en Laborant vilde fordre en betydelig aarlig U dgift.“

(Decadence Perioden).

240