S_FørOgNu_1920

„Vi have gjort et Besøg i det nye Asyl; lad os standse et Øie- blik! “ „Hvilken kjøn, lille D reng,“ sagde Dronningen, der var bleven opmærksom ved Onkels Haandbevægelse. „Er det Deres Søn?“ „Nei, Deres M ajestæ t,“ svarede Onkel og bukkede paany, „det er en Søstersøn, som jeg har tag et i Barns Sted. — Skynd Dig op!“

væ rket og kiggede ned. Nei, det var kun Fuldmægtigen, som i aandeløs Iver kom styrtende forbi mig, saa a t K joleskjøderne vif­ tede som en V ipstjertehale. Ligeud for mig faldt han, saa lang han var, idet han med stor A lteration raabte: „Luk Dørene op, Christoffer, M ajestæ ten kommer! Det har allerede behaget Aller- høistsamme at trin e ud af K arethen.“ Jeg kunde, trods min høi-

Tallerkener. Varianter af det nationale danske blaamalede Mønster. (U nder-G lasur). (Folke M useet).

„Nei, nei, lad ham blive,“ udbrød Dronningen. „Jeg holder saa meget af Børn“ — og med disse Ord traad te hun op paa det sid­ ste T rappetrin, bøiede omkring Pillen og tog mig, der vilde flygte, ved Haanden. Gudbevares, hvor det kneb. „Skal Du ikke ind og see paa V asen?“ spurgte Dronningen og tog mig igjen ved Haanden. „Nei, nei,“ stammede jeg. „Det maa jeg ikke for Onkel. — Jeg har heller ikke min nye Trøie paa,“ lagde jeg lidt dristigere til ved Tanken om at have antydet, at jeg virkelig eiede et saadant Stykke. „Det gjør ikke no­

tidelige Spænding, ikke lade være at !ee, men fortrød det strax igjen, th i Fuldmægtigen var ikke til at spøge med. Dog saa stor var hans altererede Tilstand, at han uden at sige et Ord foer ind i Udstillingssalen, hvor han begyndte at exercere med Arbeiderne tilhøire og tilvenstre, saa at de snart dannede en sort Halvramme omkring den prægtige Vase, der prangede m idt i Rummet paa det purpurrøde Fløil. Jeg samlede alt m it Mod for at blive og tæ nkte saa paa, hvor­ ledes en Konge vel egentlig m aatte see ud. Jeg kjendte hans

Ansigt saa godt fra de store Toskillinger og Chokoladepapirerne hos U rtekræmmeren, men hvordan var han klædt? Havde han monstro endnu Krone paa Hovedet og H er­ melinskappe om Skul­ drene ;havde han Scep­ te r og Rigsæble i H aan­ den ligesom H jerter­ konge, eller var han kun klædt som Husar — det fandt jeg vilde være allerkjønnest. Der lød Larm af mange Fodtrin paa Trappen, jeg titte d e ud — ja nu m aatte det være Kongen! Onkel kom, stiv og alvorlig, med H atten i H aan­ den og iført det hvide Kammerdugshalsbind, som jeg kjendte saa godt. Mit H jerte bæ ­ vede af Angst; jeg skjulte mig helt bag­ ved Pillen. — H erre­ gud ! Var en Konge ikke anderledes? Han var jo klædt ligesom Onkel, naar han gik i Selskab, men han var meget tykkere og hav­

get,“ sagde Dronnin­ gen smilende. „Du er meget kjøn, som Du er. Du kan godt følge med os.“ Uden egentlig at vide, hvorledes det gik til, kom jeg ind i Magasinet, m idt imel­ lem Kongen og Dron­ ningen, og da jeg slog Øinene op for at see paa Vasen, lagde jeg Mærke til, at alle Arbeiderne saae paa mig med forundrede Blikke. Kun Onkel be­ holdt sin sædvanlige Ro, og som der slet in te t var forefaldet, tra k han de hvide Handsker af, lagde dem paa Piedestalen, og gav sig derpaa til at forklare D ekoratio­ nerne og O rnam enter­ ne paa Vasen. Med en Ro som holdt han et af sine sædvanlige Fore­ drag i Industriforenin­ gen, gjennemgik han hele dens Fabrikation, ligefra Blankovnen til Guldpolererstuen, og fremhævede særlig,

Fad og Tallerkener med blaafarvet Mønster. (U nder-G lasur). (Kgl. Porcelains F ab rik ).

de et bredt, b laat Baand over Brystet. Forresten saae han saa mild, god og fornøiet ud, at jeg ordentlig fik hele m it Mod til­ bage, navnlig naar jeg saa paa den deilige Dame, som med vaiende S trudsfjer paa H atten og i en kulsort Fløils Kaabe skred frem ved hans Side. Der var noget saa m ildt og dog saa kongeligt udbredt over hendes Væsen, at jeg rak te Hovedet langt frem for rigtig at tage hende i Øiesyn — hun m aatte være Dronning — det kunde der ingen Tvivl være om. Lige i samme Øieblik stand­ sede hun paa Trappens øverste Afsats og henvendte et Par Ord til Onkel, som lige havde faaet Øie paa mig og nu med en tru ­ ende Haandbevægelse vinkede mig bort. „Dronningen er noget træ t,“ sagde Kongen pludselig til Onkel.

hvormange og hvor dygtige K ræ fter der vare nødvendige til et saadant Arbejdes Fuldendelse, sam t hvormange Smaauheld der kunde standse et saadant Stykke paa sin Vej. Men jeg lagde Mærke til, at han, medens han gled temm elig løselig han over de første Stadier, med særlig K jærlighed dvælede ved Dekora­ tionen og navnlig fremhævede, hvormange Vanskeligheder dens vexlendem atte og blankeForgyldninger havde forvoldt den Ar- beider, hvem disse fintudførteGuldornamenter vare overdragne. Im idlertid nævnte han ikke en eneste Gang Olsens Navn, men imod Slutningen af sin Tale lagde han Haanden paa Vasens Fod, pegede paa de u tallige Guldperler, Arabesker og a la grecque Borter, som vare anbragte der, og sluttede med paa sin tørre 238