S_FørOgNu_1920

rar Tomark“ til Belønning for den smukke Tanke, og da en Maler­ svend, ¡L o ren z W u lf f , var kommen til Skade under Arbejdet, fik han af Kongens Haand et P laster paa Saaret i Skikkelse af hele 10 Rigsdaler! D ette skal være det eneste Ulykkestilfælde, der er forefaldet under Slottets Opførelse, og enten er der ikke hændet flere, eller ogsaa h ar den kongelige Bygherre, efter F. I. Meiers Formodning, ladet de andre Tilskadekomne sejle deres egen Sø. Denne sidste Formodning har i høj Grad Sandsynligheden for sig, eller ogsaa har A rbejdet ved Frederiksberg Slot væ ret fulgt af et sjeldent Held. Ialfald er det sikkert, at der ved Arbejdet paa M a r m o r k ir k e n i Midten af det 18de Aarhundrede kom saa mange Haandværkere til Skade, a t man ansaa det for nødvendigt

Slyngninger, og foran dette regelmæssige Firkanter, indhegnede med klippede Buxbomhække, over hvilke igen kuglerunde eller pyramideformede Træer løftede sig, hist og her mindre Vand­ spring og Bassiner, omgivne af snørklede og sæ rt forvredne Ind­ fatninger af Bremersten, og overalt, hvorhen man vendte Blikket, saa man Rækker af hollandske Taxtræer, selvfølgelig kunstigt formede som Kegler eller Pyram ider, med faa Alens Mellemrum, nedplantede i grøntmalede Ballier, der atte r omfattedes af Sten­ sætninger, ligeliniede, stive og stramme som et Regiment op- marscherede Soldater. Midt ind imellem al denne kedelige Kor­ rekthed var der hist og her opstillet en stor, k lun tet Vase i Ba­ rokstil eller en mægtig „Gevæxtpotte „af Bremersten og Sten-

statuer. Det var alt andet end smukt og hyggeligt, — ligemeget, det var efter Tidens Smag og gjorde et „kongeligt“ Indtryk. Den Rigdom af Blomster, der fyldte Luften med deres krydrede, søde Duft har ialfald havt en forsonende Virkning m idt i al den unaturlige Kunstfærdighed. En sam tidig Poet har givet sit H jerte Luft af Glæde over den brogede Flora i følgende prosaiske Linier:

at træffe ganske extraordinæ re Forholdsregler til de Forulykkedes Kur og Pleje. Hvad Ilaveanlæget angaar, gjorde man sig ingen letsindige For- haabninger. Det hedder sig i 1702, at der vilde hengaa en rum Tid, før man turde vente at finde Skygge under de nedplantede Træer, rimeligvis fordi Jorden, som vi ovenfor antydede, har manglet den fornødne „G ivtighed“. Men A rbejdet var allerede, før det nævnte Aar udløb, skredet rask frem, Alléer og Gange var forlængst afstukne i snorlige Linier og overskærende hver­ andre under rette Vinkler, saaledes som den uforfalskede franske Stil krævede det. Ligesom nu førte Marmor- eller Stentrapper fra Terrassen foran Slottets Nord-Facade ned ad Bakkeskraanin- gen. Paa denne Skraaning, midt for Slottet, anlagde Ernst Bran- denburg i 1705 et Kaskadeværk af henved hundrede murede Trin, over hvilke Vandet skulde styrte ned. Og paa begge Springvan­ dets Sider — i det saakaldte P a r t e r r e — saa man Kongepar­ rets kronede Navnechiffre, udførte i brogede Blomster og barokke

Her kunde Næsen da med læcker Desmer-Dunster, Som ellers raadis til ved Apotheckers Kunster, Sit Ryge-Kar faa fyldt, og balsomere sig Med all den Salve, som Jord-Blomster bæ rer Dig.

Haven havde i hine alleræ ldste Dage to Hovedalléer, af hvilke den ene gik fra Vest til Øst, udmundende ved Prinsens Gaard, den anden fra Syd til Nord, overskærende den første i en ret Vinkel og udmundende i den nuværende Smallegade i Nærheden af Frederiksberg Gadekær. Gennem denne sidste Allé har der fra Slotsvinduerne været en fjern og skøn Udsigt udover Marker og Enge mod U tterslev og Brønshøj. 155