S_FørOgNu_1920

liggende Plads til at rejse Statuen paa, og Frederiksberg Kom­ mune om a t frede denne for Frem tiden. Dette var sikkert i alle Maader rigtigt. Den samme uanfægtede Sympathi, der bar Hall gennem Livet, har nu b aaret hans Minde til Eftertiden, uden at en eneste P rotest er fremkommet derimod. Dette er i Harmoni med hans Personlighed og Liv. Der, hvor han staar, staar han ingen i Vejen. Men København har faaet et smukt Mindesmærke mere i Hall- Statuen. Den er som Billedhuggerværk betragtet fortrinlig, vid­ nende om et fint Blik for Mandens Ejendommeligheder og en varm Sympathi for Mennesket. Den vil sikkert blive regnet til V ilh . B iss e n s bedste Ting. H all staar med Ryggen mod Kavalergangen; i den højre Haand holder han sin Hat — der er en ypperlig Be­ vægelse i denne Haand — i den anden, som han havde Vanen at holde paa Ryggen, bar han sin Stok. Paa Fodstykket staar kun: CARL CHRISTIAN HALL F ø d t d e n 25. F e b r. 1812 D ød d e n 14. Aug. 1 888.

Og i ham selv var Malmen god, En Strøm af Varme, Haab og Mod, Der steg i Livets D igel! O, Søndermark, som Høst og Vaar Gav Svalhed ham og Skygge, Som saa hans Fjed de mange Aar I Vemod som i Lykke — Som saa ham vanke rank ogung, Som saa ham vandre træ t og tung — Staa Vagt nu om hans Billed! Og naar ved Høst Dit gule Løv Du drysser ham i Haaret Og hvisker os, at Alt er Støv, Hvad ej er himmelbaaret — Fortæl hvert Foraar os igen Om en af Slægtens bedste Mænd, Og krans paany hans M inde! -— —

Kong Frederik VI med Fam ilie paa Sejltur i Frederiksberg Haves Kanaler (se Teksten senere).

Fra H all’s Statue gaar vi ind i Søndermarkens Dyb, og efter at have passeret S n e g le b a k k e n og den bekendte E w a ld s Bøg, der, sammen med H o lb e rg s K a s ta n ie i Fiolstræde, siges at være det af alle vore Træer, der springer først ud, naar Foraaret kommer, staar vi foran det gamle Slot, der er og bliver det Midtpunkt, som baade ved sin Beliggenhed og sin ualmindelige historiske Interesse behersker hele den Frederiksberg’ske Idyl. — Vi har allerede tidligere om talt P r i n s e n s G a a rd , der laa paa det Sted, hvor nu Indgangen er til Frederiksberg Have, og som Frederik den 3die i 1668 havde ladet opføre som en Gave til sine fire unge Døttre og derfor fra Begyndelsen havde givet Navn af P r in s e s s e g a a r d e n . Denne Lystejendom gav Stødet til Opførel­ sen af det store Slot paa Bakken, og en kortere Redegørelse for dets Skæbne i Tidens Løb vil forhaabentlig ikke være vore Læsere uvelkommen. Noget særlig kongeligt Indtryk har dette Bygningsværk neppe gjort paa Beskueren. De smaa Prinsesser residerede jo ikke her men kom kun herud i Ny og Næ, ledsaget af et Par Hofdamer og Kavalerer, for at forlyste sig i den frie N atur og se til deres Kaniner og Kanariefugle og Duer. Det synes endog, at en Del af Gaarden har været straatæ kt. Ialfald har man forefundet et Do­ kument, der indeholder en kongelig Ordre til Bønderne i Frede

E fter Afsløringen blev nedenstaaende, skønne Sang af Ch r. R ic h a r d afsunget. Der staar han i sin Dagligdragt, ■Som vi ham Alle kendte, Med busket Bryn, med Mankens Pragt — Som standset for at vente. Her vented han i grønne Lund Med Længsel paa en Solskins-Stund For Danmark, som han elsked. Paa høje Sokkel høj han staar — Og højt han stod i Livet, Gik ud og ind i Kongens Gaard, Fik Magt og Ære g iv e t! Men lige jævn han gik omkring

Og læ rte aldrig høje Sving, Saa aldrig ned paa Nogen. I Malmen staar hans Aasyns Drag Med Tankens Hvælv det høje, Med al hans danske „Far i Mag“ Og med hans kloge Øje.