S_FørOgNu_1920

støre Alburum. Og saa fik man allernaadigst overladt den for­ nemme Søndermark til Tumleplads. Ikke blot det, — L iberaliteten strak te sig saa vidt, at Kongens Chatolkasse udredede Omkost­ ningerne til Rejsning af Telte, og Konditoren fik Ordre til at for­ syne Festdeltagerne med forskellige Anretninger, Kager, Vin og Konfekter. Men — Kugler og K rudt var Contrabande, det var kun tillad t at skyde med Flitsbuer. K rudt og Kugler var forbeholdt Majestæten, naar han i Sønder­ marken lod afholde den aarlige Rævejagt, i hvilken han dog ikke selv personlig tog Del, idet han allerede fra Barndomstiden havde afskyet Jag t som en Idræt, der forekom ham raa og derfor ikke kunde tiltale ham som Forlystelse. Ved Fugleskydningerne benyttedes to massive Flitsbuer af Staal, som ved Optrækningen m aatte betjenes af et h elt Maskineri. De indledende Skud blev gerne afgivet af et Par Hofkavallerer, der beærede Festen med deres Nærværelse, og det Hele gik ceremo­ nielt til ligesom ved de rigtige Skydebanefester og endte med Udraabelse af en Fuglekonge. En Gang var den gamle Slots­ forvalter bleven Fuglekonge, og da Adam og Sophie Oehlenschlager saa deres Fader spankulere forbi med det grønne Baand over

Hvert et Træ i disse Gange Mig et Minde staar ; Alle disse Fugles Sange Skjaldens H jerte naar.

Og som Noah hist i Arken Hver en Skabning fandt, Finder jeg i Søndermarken Hver en Fryd, som svandt.“ — —

Endnu skal vi med Hensyn til de forskellige Data, der knytter sig til Søndermarkens historiske Udvikling, kun bemærke, at man i 1858 opførte det bekendte V andtaarn og V andværkets Reservoir med det ejendommelige Springvand i Midten, og at dette i 1891 omdannedes til et underjordisk Bassin. — N aar vi fra den Indgang til Søndermarken, der ligger paa H jørnet af Vesterbrogade og Pilealléen og lukkes af den oftere om talte gamle Jernport, bevæger os videre frem ad Pilealléen op imod N y C a r l s b e r g , og paa dette Sted kaster B likket ind i Søndermarken, ser vi gennem Løvet H a l l ’s skønne Statue. Hvor den har sin Plads, laa i vore Bedsteforældres Tid et Hus, der af

Adam G otlob O ehlen schlæ ger.

Slotsforvalter O ehlenschlæ ger (D igterens Fader).

B rystet i Spidsen for den højtidelige Procession, bankede deres H jerter af Stolthed, og i deres Uskyldighed formente de, at naar deres Fader var Konge, m aatte de selv jo være Prins og P rin ­ sesse. Men for at de ikke skulde synes hoffærdige, raadede Sophie sin Broder til at holde deres kongelige Ophøjelse hemmelig for de andre Børn, saa at de ikke følte Misundelse. Adams Kærlighed til Søndermarken, hvor han færdedes med vemodig Glæde lige til sine sidste Dage, har givet sig mange digteriske Udtryk. Her vil vi citere et P ar Vers, der alluderer til den mærkelige Erem it og hans Hytte, som vi ovenfor har om talt. „Hvor romantisk, sær til Mode, Men med lange Skridt Gik jeg, hvor Din Hække groede, Gamle E rem it! Trængte mig i Tidsel, Burre Til Dit Alters Lag, Hørte Dine Duer kurre Under Hyttens Tag. Gud, jeg ser, hvor Dagen brænder I Din Rudes Glød.

Grunde, vi ikke har kunnet efterspore, havde det sære Navn S n a p oph u s e t, der tjén té til Bolig for Parkens Opsynsmand og hans Familie. Den 15. Sept. 1890 afsløredes det for afdøde Gehejmekonferens- raad H a l l rejste Mindesmærke ligeoverfor hans mangeaarige Bolig paa N y B a k k e g a a r d . Midlerne, for hvilke Standbilledet er rejst, er ikke sam let ved offentlig Subskription men privat blandt den Afdødes mange Venner og Beundrere, de, der i ham saa det en Gang saa mægtige nationalliberale P artis Fører. Inden Afsløringen holdt Kammerherre B ille en Tale, hvori han ganske betegnende sagde, at den Politik og den Slægt, for hvilken Hall var Leder, var ikke, som der synges om Kong V o lm e r, født til Lykke og S e jr; thi da vilde denne S tatue ikke være bleven rejst her, men paa en af de første Pladser. Nu er den rejst her paa dette Sted, hvor Hall har levet saa længe, til Minde om ham, om hvem det kan siges: Hil Dig, Du Tankens højbaarne Høvding! Hil Dig, Du Ordets hugprude H e lt! Det er den Resignation, der ta ler ud af disse Ord, som har væ ret ledende ved Mindesmærkets Tilblivelse. Man vilde ikke paakalde Offentlighedens Hjælp, thi man vilde ikke have Spørgs- m aalet taget op til offentlig Behandling, hvorvidt der overhovedet burde rejses Hall noget offentligt Mindesmærke, man vilde ikke have hans Minde kræ nket eller selv føle sig saaret ved den mu­ lige Modstand mod dets Rejsning. Saa gjorde man det tak tfu ld t og smukt til en Privatsag og bad kun S taten om den lille, afsides

Alle hellige Legender Mig velkommen bød. N aar da ned sig Lemmen sænkte, Og han bleg opfoér, Liget jeg paa Baaren tænkte, V akt ved Herrens Ord.

120