S_FørOgNu_1920

W e i s c h e r , der lovede at „lade sig p ræ p a rere “ til at blive Stu­ dent, som Hjælpelærer. Han fik sit Ønske opfyldt og ovenikøbet Løfte om, at Sønnen i T iden skulde blive hans Eftermand i Em ­ bedet. Men — ogsaa A lbert Weischer blev en D rukkendidrik og gjorde sig tillige paa anden Maade saa ganske umulig, at da F a ­ deren i sit 91de Aar p aa Grund a f Svækkelse m aa søge om Afsked, blev det Skoleholderen i Valby, J a c o b V i b e , der fik Embedet. G am le Weischer, der sandelig ikke havde fristet nogen misundelses­ værdig Lod i sit lange Liv, blev nu Pensionist og døde først i 1786, 100 Aar gammel, tr æ t og mæ t af Dage. Ja c o b V ib e har som Degn paa Frederiksberg en ganske sæ r­ lig Interesse, fordi han var den, der bibragte A d am O e h le n - s c h lå g e r de første nødtørftige Kundskaber for Livet. Vibe var ikke sin Plads voxen. Men til hans Undskyldning tje ­ ner, at Forholdene i Skolen stadig blev vanskeligere. Autoriteterne

vedet og lange K ridtpiber i Munden. Evangeliet, Salmer, Pontop- pidans Forklaring, Skrivning og Cramers Regnebog var de Viden­ skaber, der blev dyrkede.“ Den „Mester Collin“, Oehlenschlager i disse Linier omtaler, var den af vort Fædreland saa højt fortjente Geheimekonferensraad Jonas Collins Fader, Jo h a n B a lt z e r s e n C o llin , der døde 1770, og som havde overtaget den af Jo h . Chr. D a n n e n b e r g anlagte Klædefabrik. Med Oehlenschlagers ovenfor citerede Beskrivelse af Skolen stemmer det overmaade godt, at Sognepræsten, der nu hed W e in r e ic h , i en Embedsskrivelse af 1782 fortæller, at han har givet Hr. Vibe en Næse, fordi denne kun sørger slet for Kirkens og K irkegaardens Renholdelse og forsømmer sin Skole. Den skikkelige Biskop B a lle er lemfældigere i sin Dom, men den beherskede Resignation taler dog gennem hans Ord, naar han

Frederiksberg Slot, set fra det ældste Vandtaarn i Søndermarken (se Side 104). T. v. Koskildevej, Aar 1890.

Indgangene til Søndermarken.

e r k læ r e r : „Degnen Vibe er gammel og skrøbelig, men hans Med­ hjælper underviser ganske vel. Jeg bør altsaa være tilfreds.“ Vibes Død i 1808 gav endelig baade Præst, Provst og Biskop en velkommen Anledning til at sende Regeringen et Forslag om en Reform af Frederiksberg Skole. Navnlig skulde Reformen gælde Undervisningen, som burde udvides med „Forstandsøvelser“. Ifølge nye Skoleplaner for 1811 og 1814 blev Degneembedet for­ a ndret til et Skolelærer- og Kirkesangerembede, sam tidig med at Lønnen blev forbedret. Og man sørgede nu omhyggeligt for, at virkelig dygtige Folk kom til at e rstatte de m iddelmaadige eller rent uduelige. Men spartansk var og blev Skolen derude — ogsaa i sit ren t ydre Udstyr. E fter Inventarielisterne kan man regne ud, at dens Bekvemmeligheder i ingen Maade h ar overgaaet de almindelige Landsbyskolers, og som et Kuriosum kan det saaledes anføres, at man først i 1838 har tilladt sig den vilde Luxus at anskaffe Rullegardiner i Skolestuerne, gennem hvis lave Vinduer der b e ­ standig var en livlig Vexelvirkning mellem Børnene og de Forbi­ passerende i Pile-Alléen. Væsentlige Reformer in dtraadte nu ikke før omkring 1840’erne, e fte ra t Sogneforstanderskabet havde overtaget Bestyrelsen af

gjorde kun lidt for dens Fremgang, og da Frederiksberg efter- haanden fik flere industrielle Anlæg, som Tobakspinderi, Reber­ bane og Klædefabrik, fristedes fattige Forældre til at lade deres Børn gaa p aa Arbejde allerede i 10 Aars Alderen og derved for­ sømme Skolen, i hvilken Tonen lidt efter lidt blev siettere og siettere som en Følge af, at de skolesøgende Børn snart tilhørte udelukkende den laveste Befolknings Lag. Mange Børn gik om­ kring uden at nyde nogensomhelst Undervisning, saa a t man til- sidst regnede, at knap 40 pCt. af de Frederiksbergske Børn søgte Skole. Oehlenschlager, som i 1780’erne var Discipel i dette højst pri­ mitive Institut, giver det i sine „Erindringer“ et alt andet end smigrende Skudsmaal. „Degnens Skole“, skriver han, „var en Skole for Gadedrenge, hvoraf der var mange i min Barndom paa Frederiksberg, thi der boede en stor Hob fattige Folk, som spandt paa „Skotrok“ i Me­ ster C o l l i n ’s Fabrik. I Laser, P ja lte r og Træsko kom disse Drenge i Skolen, der saa ud som en Svinesti med optraadt Sten ­ gulv og Borde og Bænke som i den sletteste Kro. I Skolen gik vor Præceptor, L a s s e n , eller naar han var fraværende, Degnen Hr. Vibe selv, begge tykke, i Slobrokke med N athuer paa Ho-

107