S_FørOgNu_1920

Det er øjensynlig hans hidtidige Stilling som Vognmand, der virker stødende. Man mener, han har glem t sine pædagogiske Lærdomme i de Aar, da han ikke har beskæ ftiget sig med Skole­ væsen, hvad man dog re ttest burde have b etæ nkt, før m an gav ham Embede. Alligevel foreslaar den højæ rværdige Provst, a t han nok m aa fungere som Skoleholder, men at han bør antage sig en H jælpelærer. Og denne Ordning holdt sig da frem tidig — hvilket vi iøvrigt e rfarer gennem Oehlenschlågers E rindringer — lige in d ­ til 1813. Degnen bliver Skoleholder imod at have en Assistent ved sin Side. Og den første H jæ lpelæ rer er S ø r e n K j ø l s i n g , som faar det Skudsmaal, at han »er en from og kristelig S tu ­ dent«. Denne for Degnen Weischer noget ydmygende Ordning u d try kk es i Kaldsbrevet i følgende diskrete Vendinger: „Vi have allernaadigst besk ikk et og forordnet, saa og hermed beskikke og forordne J o h a n W e i s c h e r til at være Degn og

den Mangel p a a Tillid, man næ rer til Degnen Weichers Evner til a t varetage Embedets alvorligste Forretninger. Det hedd er n e m lig : „Degnen skal fornemmelig forestaa Sangen, a t skrive og regne med Børnene, men S tu den ten skal være forbunden a t c a t e c h i s e r e med Børnene og ellers ved alle forefaldende L ejligheder a t tale og handle med dem og deres Sjeles Tilstand, hvorudi Degnen ej i nogen Maade m aa hindre, corrigere eller mestre h am .“ Endvidere hedder det i Kaldsbrevet, at „til Logemente skal S tudenten have Skoleværelset og den Stue, som Børnene læser udi (hvorfor man m aa haabe, at Hr. Kjølsing ikke h ar forsømt daglig at lufte godt ud), og Degnen har at forskaffe ham en for­ svarlig Jern-Kakkelovn, et Bord og tvende Stole, en forsvarlig Seng og et Spejl. S tudenten skal og nyde sin frie Kost ved Deg­ nens Bord med 01 og Mad til al Fornødenhed, saa godt som Deg­ nen nyder det selv, og noget Thevand om Morgenen. Degnen og

Frederiksberg Slot, set fra Søndermarken (ældre Billed).

Tilh. Overlæge Halks Samling.

Skoleholder ved Friederichsberg Kirke og Menighed, saafrem t han ellers til samme Embede dygtig befindes, men saasom han ikke kan forestaa Skolen saa tilstrækkeligt, som fornødent gjøres, deels formedelst a n d r e O m s t æ n d i g h e d e r s S k y l d , saa have vi allernaadigst resolveret, at Studiosus K j ø l s i n g skal være hans Medhjælper. Vi have og allernaadigst bevilget, at Hand aarlig m aa nyde af Vores p articulaire Casse otte Rigsdaler til Brænde i Skolen, og skal bemeldte Weischer være os huld og troe, Vores og Vores kgl. Arveliuses Gaun og Beste søge, vide og ramme, Skade og Fordærv af yderste Magt, Evne og Formue hindre, fore­ komme og afvæ rge.“ Da Kaldsbrevet giver et morsomt Billede af hine Dages Skole­ forhold, vil vi yderligere citere enk elte af dette mærkelige Doku­ ments Forskrifter, der gør Rede for Forholdet mellem Degnen og hans Assistent. „Degnen skal være til Stede i Skolen dagligen fra først til sidst, fornemmelig at begynde Skolen med Sangen og siden i Sær­ deleshed skrive og regne for Børnene, uden alene hans Degne- Embede det forhindrer.“ I en af de paafølgende P aragraffer læser m an mellem Linierne

I Studenten paa hver sin Side forpligter sig til a t skikke og for­ holde efter d e foreskrevne Poster, og om Uenighed skulde fore­ falde, andrages det først for velærværdig Sognepræst Hr. Kinast, som da enten med det Gode fa ar alle Ting til Enighed eller giver et Vidnesbyrd til Øvrigheden om den Skyldiges Ubillighed mod den anden!« I den første Tid gik det helt fortræffeligt med Sam arbejdet mellem Weischer og den unge Kjølsing, som endogsaa nød den store Æ re at komme i Præ stens Hus og endda staa Fadder til hans Børn, — men desværre, — Hr. Kjølsing holdt for meget af den ædelige Brændevin. R entud sagt, h an forfaldt, hvorefter Deg­ nen bad sig befriet for hans tvivlsomme Medhjælp, saa meget mere som det fald t ham meget besværligt a t udrede Lønnen til ham, hvad m an ^ jo nok begriber, n aar m an af Datidens Doku­ m enter erfarer, at Degnen som Skoleholder kun oppebar et V eder­ lag af — — 2 p ugentlig for hvert Barn, og hele Degneembedets Indtæ gt knap beløb sig til 100 Rdlr. Den stakkels Weischer m a a tte im idlertid beholde den uheldige Hjælpelærer, indtil man kunde se Udveje til at skaffe denne en lille Pension, hvorefter Degnen ansøgte om at faa sin Søn A l b e r t

106