S_FørOgNu_1920

Næ rhed af Kirkens Hovedindgang og gemmer tillige Støvet af Anders Sandøe Ørsteds første Hustru, S o p h i e Ø r s t e d , Adam Oehlenschlågers højtelskede Søster, der døde i 1818 og over hvem M indesmæ rket oprindelig er rejst. E rindringen om denne højtbegavede Kvinde fo rtje n te p a a Grav­ stenen a t være m a rk e re t p a a mere iøjnefaldende Maade, end det n u er Tilfældet, et Krav, der hu rtig st m uligt burde imødekommes af de nulevende Medlemmer af den Ørsted’ske Slægt eller af dem, der h ar det æ refulde Hverv at frede om de tte m indeværdige Gravsted, og dobbelt fordi det vilde, være i Overensstemmelse med Anders Sandøe Ørsteds egen Vilje og Aand. Sagen er nem ­ lig den, at h a n ved sin Hustru Sophies Død forsynede den Side af Mindestenen, d e r n u e r s k j u l t f o r B e s k u e r e n , med en længere Inskription tilligemed nogle allegoriske Figurer. De sidste findes endnu, men Inskriptionen er fjernet. En Grav som denne tilhører i den alm indelige Bevidsthed Offent-

mimernes Pjerrotfigur, — C. V. R i m e s t a d , den højtbegavede Folketaler, S tifte re n af A rbejderforeningen af 1860, — E w a l d - s e n og G l a h n , to af Frederiksberg Kirkes ansete Præ ster, og endelig B aadebyggeren I. B e n t z e n , hvis Navn fortjener at re d ­ des fra Forglemmelsen, fordi han er den, der skænkede Døbe- fonden til Frederiksberg Kirke, — en mærkelig, højst original Skikkelse, om hvem der endnu g aar adskillige ka rak teristisk e Frasagn. I. Bentzen var Ejer af en stor Del af de Skuder, Ja g ter og smaa Skonnerter, som ældre Københavnere sik k e rt endnu vil mindes fra Nyhavn, hvor de laa lastede med Brænde, der e fte r­ haanden opstabledes i Favnemaal langs Bolværkerne, og hvorfra det solgtes videre til Byens Forhandlere. Bentzen var en overordentlig driftig Mand og uden Tvivl en Forretningsmand med genialt Fremsyn og Vovemod. E fter hvad der fortælles, dirigerede han engang hele sin lille Handelsflaade

Det norske Hus i Søndermarken, Aar 1865.

Tilli. Overlæge Halks Samling.

ned til Hamborg, da han havde fa ae t at vide, at h an dér havde Udsigt til at kunne gøre et meget stort og meget fordelagtigt Brændeindkøb. Den ganske jævne Skipper, iført sin islandske Nattrøje og med sin grove, laadne Kabuds p aa Hovedet, var frej­ dig tr a a d t ind p a a den paagæ ldende Hamborger-Matadors for­ nemme Kontor, og var, fo rstaaeligt nok, bleven modtaget med ret overlegne Miner, da han begyndte at tale om det kæmpemæssige Indkøb af Brænde, som han agtede at gøre. Men — de overlegne Miner forsvandt, da han ganske sindigt tr a k den ene store Pen ge­ seddel frem af sin Lædertaske efter den anden. Forretningen kom istand, og med sin tun g t lastede Flaade vendte h an Kursen tilbage mod København, hvor han e fte rh aan d en blev en ligesaa velhavende som velgørende Borger, — og, som sagt, til F rederiks­ berg K irke forærede han den Døbefond, af hvis Vand Tusinder og a tte r Tusinder af smaa Børn i Tidernes Løb h ar m odtaget D a a ­ ben. — B landt de mæ rkbare Mindesmærker paa Frederiksberg Kirke- gaard, hvoraf „Før og N u “ brag te Afbildninger i forrige Hefte, skal vi endnu kun notere følgende tre: D igteren J e n s C h r i s t i a n H o s t r u p ’s, den uforglemmelige Skuespiller N i c o l a i P e t e r N i e l s e n ’s og Danmarks største Retslærdes, A n d e r s S a n d ø e Ø r s t e d s . Det sidstnævnte Gravsted har sin Plads i um iddelbar

ligheden, og man h ar god Grund til a t spørge, med hvilken rim e­ lig Ret unænsomme Hænder har tillad t sig at fjerne den Indskrift, som Anders Ørsted selv har sat p aa Stenen, og som skulde minde E ftertiden om, a t her er Hvilestedet for en af de ju st ikke mange Kvinder, som ved personlig Ejendommelighed og ved deres aande- lige Betydning for Sam tiden har indskrevet deres Navn i dansk Kulturhistorie. Hvem har Ansvaret? Den Mangel paa P ie te ts­ følelse, som her uden Indsigelse har faaet Lov til at manifestere sig, og hvortil der ogsaa paa andre Om raader kunde opvises ikke fa a Exempler i vor kære Hovedstad, burde snarest gøres god igen. Mindet om Sophie Ørsted lever k la rt og stæ rkt ved Siden af de to navnkundige Mænd, hendes Æg tefæ lle og hendes Broder, der hver paa sin Vis elskede og beundrede hende, og for hvem hun med sit rige H jerte og sin udmæ rkede Dømmekraft betød saa meget. Strax ved Kirkens Opførelse i 1734 blev K irkeg aarden anlagt omkring den og har, saa længe der har k u n n e t skaffes tilliggende Grunde, væ ret Genstand for Udvidelse. Mæ rkbare Udvidelser fik den saaledes baade i Aarene 1824 og 1837 og b estaar nu a f for­ skellige afgrænsede Dele. E fterh aan d en som Sognets Folkemængde steg, kom da det Øjeblik, da den gamle K irkegaard m a a tte søge om Plads udenfor selve Stedet. Det var i 1865, at man ved H jør­

102