S_FørOgNu_1920

det levende Dyr e rstatted e s da af en udstoppet K at eller af en almindelig K ludedukke. I hvide Benklæder, sølvknappede Trøjer og brogede flagrende Baand red Sognets Bønderkarle i lange Rækker ind under den svingende Tønde og bearbejdede den med Kniplerne, indtil Baandene b rast og Staverne fløj for alle Yinde, hvorefter man, med Kattekongen i Spidsen, drog ru n d t paa Gæsteri fra Gaard til Gaard, drak p a a Husets Velgaaende og gantedes med de smukke Piger, for om Aftenen a t mødes med dem i Kroen til Fastelavnsballet, der altid tr a k ud til den lyse Morgen. Der fortælles, at den berømte, folkekære L a r s M a t h i e s e n , den glade, ty k k e Væ rt fra Allégaden, ham med det tørre vittige Lune, udødeliggjort i Hostrup’s evigunge „Genboerne“, i en Aar- række var Sjælen i disse k aade Løjer, og det var da ogsaa som Regel i hans navnkundige Beværtning, man endte den herlige Dag. Lars Mathiesen op-

denne kom man um iddelbart ind i Kirkerummet. — Denne lidt primitive Indretning blev afhjulpet, da man opførte e tV a a b e n h u s paa den Side af Kirke o, der vendte ud imod Pile-Alléen, til hvil­ ken man altsaa samtidig henlagde Kirkegaardens Hovedindgang. Den oprindelige K irkegaardindgang fra Runddelen havde im id­ lertid, forstaaeligt nok, vundet saa stæ rk en Hævd i Folks Be­ vidsthed, at den endnu i vore Dage benyttes nok saa meget som den sidst anlagte, hvortil Grunden naturligvis ogsaa m aa søges i den Omstændighed, at den gamle Indgang ligger nærmest og d er­ for tillige bekvemmest for den langt overvejende Del al Folke- tilstrømningen, der sker gennem Frederiksberg Allé inde fra Kø­ benhavn. Ved venlig Imødekommenhed hos Hr. Kirkegaards-Inspektør L a r s e n , hvem vi ligesom Hr. Klokker H a n s e n k an ta k k e for mange værdifulde Oplysninger, har „Før og N u “ faaet overladt et

meget sjeldent Bil­ lede, der viser Frede­ riksberg Kirke, før den tik sit Vaaben- hus, og som u dm æ r­ k et illustrerer oven- staaende Beskrivelse af den forhen eneste Indgang til K irke­ gaarden. „Før og N u “ har bragt Afbildninger af en Del Gravsteder paa F rederiksberg Kirke- gaard, som har alm in­ delig Interesse. Min- deværdigst b landt dem er vel nok det. hvorunder A d a m O e h l e n s c h l a g e r hviler, og dernæst det, der gemmer Stø­ vet af K n u d L y n e R a h b e k , hans elske­ lige Hustru K a m m a og hans Svoger, den ædle, stilfærdige Men- neskeven C a r l H e - hvem E l i t h R e u r n e r t for et Par Aar siden satte et fortjent Mindesmær­ ke i sin Bog „En Race- Slægt, Konferensraad Heger og hans Søn­ n e r“. En anden, men rigtignok langt mere praktisk anlagt, Men­ neskeven, den højt- ansete Gehejmeraad

naaede næsten en Art litteræ r Berømmelse ved Siden af sin fol­ kelige, og han nød den sjældne Ære, at den udmæ rkede P o r­ træ tm aler G e r t n e r tegnede hans Billede, der i 1846 udkom som Lithografi og uden Tvivl har fundet god Afsætning paa R egen­ sen og de andre S tu ­ denterkollegier. Thi lige fra den gamle studiosus perpetuus K n u d L y n e R a li - b e k og ned til Musa- sønnerne fra en langt senere Tid var han alle Studenters Afgud, og som et Bevis paa det fortrolige Forhold mellem ham og dem, opbevares endnu en morsom Anekdote. Da Rahbek var bleven Ridder af Danne- broge, var han i sin Festglæde inde for at drikke et Bæger med Lars Mathiesen, der pludselig gjorde ham det m indre festlige Spørgsmaal: „Hør, Rahbek, — kan Du sige mig, hvad For­ skel der er mellem Dig og et Æ s e l ? “

<

Marle Villads, Kildekone I Søndermarken som, foruden at passe Kilden, skrev smaa Digte, 1895.

J o n a s C o l l i n , har ogsaa fundet sin Hvileplads p a a K irk egaar­ den her. Det Collin’ske Gravsted er et af de rummeligste og skønneste herude og virker stæ rkt ved sin ædle, prunkløse Sim­ pelhed og gammeldags Hygge i paafaldende Modsætning til en­ kelte andre — f. Ex. Skuespiller E m i l P o u l s e n s — der ved Allegorier og grelle Farveblandinger virker uroligt og frastødende. Blandt Mænd, hvis Gravsted findes paa Frederiksberg Kirke- gaard, og hvis Navne har Interesse, kan forøvrigt nævnes den for sin Tid mægtige Statsm inister M ø s t i n g , endvidere Gartner B u c h w a l d , der indlagde sig stor Fortjeneste ved Omdannelsen af Frederiksberghave og Søndermarken, — Raadm and B iilow , hvis Navn vil mindes fra de store Ombygningers Tid i Valby og paa Vesterbro, — Skolemanden B o k k e n h e u s e r , — den altfor tidligt afdøde Prof. jur. G r u n d t v i g , — Justitsraad S e l m e r , en af de første og mest ideale Forkæmpere for Afholdssagen i D an­ mark, — endvidere den joviale Krovært L a r s M a t h i s e n , der neppe har væ ret nogen T ilhænger af nogensomhelst Art Afholden­ hed, men ikke dostomindre vil leve i Mindet, saa længe Hostrups Mesterværk „Genboerne“ læses og opføres paa Scenen, — frem ­ deles A d o l f P r i c e , vor uforglemmeligste Fremstiller af P a n to ­

„Nej — mænd om jeg k a n ,“ svarede Rahbek. „Jo,“ sagde Lars Mathie­ sen, „Æslet, ser Du, bæ rer sit Kors paa Ryggen, men Du bærer Dit paa B rystet.“ „Ser man det — ser man det,“ svarede Rahbek, der derpaa b etæ n k te sig lidt, før han vendte sig til Lars Mathiesen og sagde: „Saa véd Du vel ogsaa, hvad Forskel der er paa D ig og en Æsel, min gode L a r s ? “ „Nej, gu’ om jeg véd! svarede Lars Mathiesen. „Ja, jeg véd det helleriklce,“ sagde Rahbek saa, tog sig en Pris Tobak og gik sin Vej med et smørret Smil. — Da Lars Mathiesen endelig døde, højt oppe i Aarene trods et ret storm fuldt Liv, var det en hel Begivenhed i Datidens Køben­ havn. Følget var mæ rkelig forskelligartet og saa mægtigt, som man sjeldent havde set det før, og kunde lan g tfra rummes i Frederiksberg Kirke. — — — Hovedindgangen til Frederiksberg Kirke har ikke altid ligget dér, hvor den nu ligger. For om trent et halvt Aarhundrede siden var der kun den ene Indgang til Kirkegaarden, som er bibeholdt endnu til den Dag idag — nemlig den fra Runddelen. Den er blot nu flyttet lidt tilhøjre. Man gik før den Tid fra Runddelen over en dyb Grøft gennem en Stakitdør ind paa Kirkegaarden, hvor en Sti i lige Linie førte hen til Kirkedøren, og igennem

*

101