S_FørOgNu_1919_5

D er handles paa K væ gtorvet. I Baggrunden ses Staldene og til liøjre Ø ksnehallen.

gaas af en Wagners’sk Ouverture. Mellem det brølende Kvæg, der af og til misfornøjet snuser til det gode Foder, der alligevel ikke er det hjemlige, eller svaler en hed Mule i Vandrenderne,

det er altid en Krogst ok — hænger over venstre Haandled, højre Haand griber et lille Tag tæt ved Dyrets Halsrod, hvad der faar Dyret til at fare sammen, saa glider Haanden dvælende

færdes Kom­ missionærerne og Byens Slag­ tere. Mange af dem er i hvide Kitler, og alle har de Stok. Mest gule Ege­ træskæppe. Man skulde tro, at netop Kæp­ pen var Sym­ bol paa Vær­ d igheden . Den bruges og- saa flittigt.

hen over Dy­ rets Flanker, og saa — ja, saa pr an ges der. Betænk­ somme Blikke fra Køber og Sælger, nogle dæmpede Ord, en kort Udreg­ ning i Lomme­ bogen, endnu nogle kritiske Blikke over den røde eller den brogede, indtil man omsider naar til Enig­ hed om Prisen: Saa og ' saa mange Ri gs ­ dal e r (man regner paa Kvægtorvet

Snart peger den over Dyrenes Rygge for at betegne et en­ kelt, der sær­ ligt falder i Smagen, snart falder den rapt og behændigt ned over et Dyr, der selv­ opgivende har lagt sig til Ro og nu med et Spjæt farer op. Men let og næ­ sten kælende falder Kæppen, og halvt kil- drende giver den et Prik i Dyrets Flanker. Et for haardt Slag vilde jo sætte Mærke i „Kydet“. Saa gaar Handelen. Alvorligt og adstadigt bevæger de Herrer sig rundt med Lommebogen og Blyanten i Haanden. Stokken —

kun i Rigsda­ ler), og Akkor­ den er sluttet! Hænderne mø­ des til det ob­ ligate Haand­ slag, omfatter hinanden med et lille diskret Klask (man er aldrig støjende paa Kvægtorvet) og Kr e a t ur t række r e n , der længe interesseret har fulgt Scenen, nærmer sig. Disse Kreaturtækkere er en mærkelig Race. Synderlig fine ser de ikke ud, og for de fleste er en eller flere „Runde“ eller

262