S_FørOgNu_1918

Det er betegnende for Hr. Politimesteren, at han betragter det som en Anbefaling for sin Opfindelse, at de ulykkelige Kvinder ikke ved den vilde komme til at lide nogen Skade paa Kroppen. At man ved en saadan Behandling vilde nedbryde den sidste Rest af Personlighedsfølelse, formaaede han ikke at se. Og noget maatte der jo dog være at bygge paa endnu hos disse Kvinder, naar denne Narreudstilling kunde skræmme dem mere end Spinde­ huset. Det har dog ellers ikke været noget lysteligt Sted at være. Den uhyggelige Hværvningsmetode har ogsaa fremkaldt mange livlige og stormende Scener i dette Kvarter med dets mange Øl­ huse. En Beretning om en saadan er opbevaret og knytter sig til et af de mest berygtede Steder her, nemlig „Nørre Paradis“, der laa i Frederiksborggade, nuværende Nr. 9 og 11. Værten her var i 1721 Militær og hed Abraham Leth. Hos ham sad en Dag en Bryggersvend og en Underofficer af Livgarden og drak, og for at tilfredsstille sin Trang til endnn mere Drukkenskab, laante Bryggersvenden 2 Rdl. af Værten. Hvis han har trakteret paa

Herlighed og Glæde. Indtil en Soldat af Patrouillen fra Nørre Ports Vagt kom ind med „sin Flint“ (sit Gevær) og drak et Krus 01. „Nu kunde jeg have tjent til Øllet,“ sagde han, „om jeg havde arresteret de to Borgere, der gik ude paa Gaden saa silde!“ Det kunde den ene af de to Vægtere ikke lide at høre. Den borgerlige Selvfølelse kom op i ham og han lod Soldaten vide, at Patrouillen kunde nok putte Soldater i Hullet, men han havde ikke nogen Ret til at arrestere Borgere i Byen. Straks blev der Skænderi, og en Officer af Artilleriet „melerede sig udi Diskursen“. Hans Indblanding synes at være gaaet mere ud paa Handling end paa Ord, ti man faar kun at vide, at han tog den ene Vægters Morgenstjerne, som denne pænt havde sat fra sig ved Døren, inden han gik paa Brændevinet, gik ud i Gaar­ den med den og kastede den op paa Taget af et Sidehus. Og det var meget ondskabsfuldt gjort. Ti der tænkte hverken Vægterne eller de to Piger paa at lede efter den, da de lidt efter kom ud

Samme Parti som Pendanten, efterat de nye Ejendomm e er opførte.

Fot. „Fpr og N u 1' ved E lfelt.

med en Løgte for at finde den. Og den maatte findes, om ikke det skulde gaa den Mand galt, som havde mistet den. Instruksen lød nemlig paa, at den Vægter, som lod sig sin Morgenstjerne berøve, skulde straffes. De to Vægtere havde da intet andet Valg, end at søge at tvinge den, der havde taget Morgenstjernen, til at udlevere den igen. Den endnu bevæbnede Vægter stillede sig som Post ved Døren til Paradiset, den anden stødte i sin Fløjte, og dens Toner kaldte hurtig andre Vægtere til, hvis Flertal nu besatte Huset udvendig, medens tre Mand gik ind og forlangte Værget udleveret i Mindelighed. „Men de Militære uddrog Kaarderne paa Vægterne, som retirerede sig ud paa Gaden. De Militære stødte og huggede ud af Døren og Vinduerne, Vægterne derimod stødte og slog til dem med Morgen­ stjernerne ind ad Døren og Vinduerne og kaldte til sidst Hjælp til fra Nørre Ports Vagt. Men da Patrouillen kom og hørte, at det var Slagsmaal mellem Vægterne og Soldater, tog de — hvad enhver anden end en Natvægter straks kunde have sagt sig selv — deres Kammeraters Parti, satte Bajonetterne paa og gik løs paa Vægterne, der nu kom mellem dobbelt Ild. Ti nu fik de Belej­ rede Luft, styrtede ud paa Gaden, og nu gik det først løs for Al­ vor. Vægterne maatte trække sig tilbage, men de bragte dog en 87

Underofficeren, hvad ikke fremgaar af Sagens Akter, bliver dennes Optræden meget nederdrægtig. Ti han erklærede pludselig, at Bryggersvenden havde taget mod Haandpenge og ladet, sig hværve. Og nu var han Soldat. Med Tvang og Hug iførte man ham Vær­ tens Mundering og derpaa slæbte Underofficeren og et Par andre Bondefangere Bryggersvenden ned i Vagten foran Slottet „i den Tanke, at han skulde lade sig forføre eller overtale til at tage Militærtjeneste“. Men det skete nu alligevel ikke. Karlen holdt sig stiv og svor paa, at han havde modtaget de 2 Daler som et slet og ret Laan, og slap fri. Men Underofficerens og Værtens Optræden er snarere bleven betragtet som et Udslag af priselig Nidkærhed for Kongens Tjeneste, i Stedet for det, det var, rent og skært Bondefangeri. Et Par Aar i Forvejen havde en Rytterkone en Søndag Aften sat en Guldring paa Spil her i Nørre Paradis. Det kunde dei nok tjenes noget paa, særlig naar der her som denne Helligaften var en femten—seksten Mennesker tilstede, mest Soldater, og hvert Terningkast blev betalt med en 4-Skilling. De havde haft Musik og havde drukket og danset, og da Klokken var bleven halv- gaaen et, inviterede man de to uden for Døren posterede Aægteie ind, trakterede dem med for 2 Skilling Brændevin, og alt vai