S_FørOgNu_1918

og roses — ligesom hans Hustru — for sit milde, menneskevenlige Sindelag. Han kunde vanskelig sige Nej til nogen, der bad ham om Hjælp, om end de „stundom tit kunde spasere uden for Lande­ vejen“. „Han var og blev altid den samme“, skrev en samtidig, „altid hin gamle, ærlige Hr. Otto K rabbe“. P aa den anden Side Helliggeistesstræde, paa H jørnet af Køb- magergade, hvor vi nu finder Postgaarden, laa paa Reformations­ tiden en stor Adelsgaard, der indtil 1558 tilhørte Jørgen Brahe, derefter Eskild Oxe og i 1645 Rigens Marsk, Hr. Anders Bilde. I 1661 var Frederik III’s betroede Mand, Sekretær i det tyske Kancelli, den snu, beregnende og hensynsløse Theodor Lente, en af de tyske Herrer, der maa bære den største Del af Ansvaret for det skæbnesvangre Fredsbrud med Sverige i 1657 og for S tats­ kupet 1660, dens Ejer, og hans Arvinger solgte den i 1670 til Peder Schumacher for 7000 Rdlr. „Halvdelen at betale i gode, vægtige Dukater og Resten i god, gangbar, grov Mønt“. Det er ikke umuligt, at denne Erhvervelse har haft en særlig Betydning for Peder Schumacher. Den store anselige Gaard paa Hjørnet af Helliggeistesstræde modSyd var kun ved et Par smaa Huse skilt fra hans Fødested, Huset paa Hjørnet af Løvstræde

truede København, som blev bombarderet fra Søsiden, gik i Spid­ sen for Byens forsvarsivrige Befolkning, medens de militære Au­ toriteter hang med Hovederne og hverken vidste ud eller ind. Under den frygtelige Pest, som i .1711 hærgede Hovedstaden, viste han sig atter som den dygtige og utrættelige Hædersmand han var. 1728 i April Maaned blev Stiftamtmand og Oversekretær Chri­ stian Moinichen Gaardens Ejer, men i Oktober s. A. gik den op i Luer under Københavns store Brand. Det gav ham dog kun Lejlighed til at opføre den endnu staaende statelige Bygning og erhverve et Grundstykke i Baggaarden med Indkørsel ud til Køb­ magergade. Han havde sin Konges Naade, førte et stort Hus og havde toogtyve Heste paa Stald, men var en lidet tiltalende Personlighed. Med Frederik IV’s Død 1730 var hans Indflydelse forbi. Han flyttede en Tid bort fra Byen, og Gaarden paa Køb­ magergade bev solgt. Først var Grev Friis til Friisenborg dens Ejer, derefter Overkammerherre Carl Adolf v. Piessen, som man sagde var hemmelig gift med Kongens Faster Sophie Hedvig og som i 1734 afstod Gaarden til Kongen, der brugte den til Bolig for sin Hofmarchal under Opførelsen af Christiansborg Slot. Det er fra denne

mod Nord. Her hav­ de hans Fader, Joa­ chim Schumacher, nedsat sig som Vin­ handler, efter at have ægtet den velstaaende Peter Motzfelds Dat­ ter Marie, og her havde han selv set Dagens Lys d. 24. Au­ gust 1685. Nu kunde man blot ved at se fra Hjørne til Hjørne faa Øje for, hvor vidt han var naaet. Og han skulde nok naa videre endnu. Faa Maaneder ef­

Tid Gaarden fik Nav­ net Marchalgaarden, under hvilken Beteg­ nelse den længe var kendt i København. Men i 1767 skænkede Christian VII den til Geheimeraad ogOver­ præsident v. d. Lühe, dog kun for tolv Aar senere at købe den tilbage og lade den indrette til Posthus. Hertil maatte den anses for særlig be­ kvem, mest paa Grund af den store Stald­ plads og Udkørslen til Løvstræde. Og saa bekvem har den vist sig at være her­ til, at den benyttes som Postgaard den Dag i Dag, trods den rivende Udvikling Byen har haft. Men i nyere Tid

ter Købet af Gaarden, i Oktober 1670, flyt­ tede Peder Schuma­ cher herind med sin neppe femten Aar gamle _Viv, Karen Nansen, en Sønne datter af den be­ kendte Hans Nansen. Og halvandet Aar se­ nere førtes hun død ud derfra, efter at have skænket sin Husbond en Datter.

Det Indre af V ajsenhusets Gaard paa Købm agergade Nr. 44 i 1820erne. Trappen tilhøjre førte op til Apotheket.

har man ogsaa maat- tet lægge Beslag paa de nærmeste Nabohuse mod Nord, deriblandt Joachim Schumachers gamle Hus paa Hjørnet af Løvstræde. Vinkælderen her, fra hvilken Griffenfeldts Fader med megen Ruelse, men aabenhjertigen bekender, han ofte ved sen Aften­ tid er kommen ret belastet i Seng — dog ikke mere end at lian altid har kunnet gøre sin Aftenandagt, hed „De tre Rømere“, d. v. s. de tre Rhinskvinsglas. Det giver Apicius i den ældste Udgave af „Den Vægelsindede“ Anledning til at aflevere en sagtens den Gang almindelig Vittighed, idet han siger, at der paa „Købmagergade ligger et \Tinhus lige over for „Capo de bonne Esperance“ ved Navn „De tre Rømere“, hvilket jeg og Monfrére Henning gerne kalder „Die Romer am Dritten““, som i Theolo- gernes Sprog betyder det tredie Brev til de Romere. I 1772 boede der en „Theskænker“ Anders Karsberg i Schu­ machers gamle Kælder. Men man skal ikke lade sig narre af den uskyldige Betegnelse. Han kunde godt skænke Vin for sine Gæster alligevel. Man faar altsaa af Apicius at vide, at der paa det modsatte Hjørne, i nuværende Nr. 39, ogsaa var en Vinkælder, der prangede med det skønne Navn „Capo de bonne Esperance“. Og det kunde man endnu mere end hundrede Aar senere faa at vide paa anden Maaae, nemlig af Huset selv. Indtil 1831 sad der indmuret over Kælderhalsen en Sandsten med et udhugget Relief, der forestillede en Bakkus. I den ene Haand holdt han, som sig hør og bør, et Bæger, i den anden et Skjold, hvori der saas en Fremstilling af en Fæstning, og under neden læstes i gyldne Bogstaver Navnet: Capo de bonne Esperance.

Den 10. Marts 1676 lidt før Kl. 9 forlod Griffenfeldt for sidste Gang sit Hjem paa Købmagergade. Straks efter at være kom­ men op paa Slottet blev han fængslet, og om Eftermiddagen i en Baad fra Christian IV’s Galleihavn mellem Proviantgaarden og Tøjhuset ført ud til Toldboden og in d s a t i Fængslet i Kastellet. Men Københavnerne har sikkert i de Dage gjort sig mangt et Ærinde gennem Købmagergade og skottet op til Vinduerne med de nedrullede Gardiner i den faldne Stormand, deres mærke­ lige Bysbarns Gaard. Og hans hele eventyrlige Liv gled forbi Københavnerne igen: fra de borgerlige Stuer i Vinkælderen paa, det ene Hjørne af Købmagergade, rundt om Biskop Brochmands Studereværelse, de fremmede Universiteter, Kongens Lønkammer og Bibliotek, den marmorerede Stue paa Rosenborg, hvor han Vintappersønnen fra Købmagergade! under Paukers og Trompeters Klang var bleven udnævnt til Ridder af Danebroge som Peder Griffenfeldt, og som endnu for et Par Dage siden sad i sit store Hus paa det andet Hjørne af Gaden som den mægtigste Mand i Riget næst Kongen selv, paa Nippet til at blive tysk Rigsgreve og til at ægte en fransk Prinsesse af kongeligt Blod. Kort efter Griffenfeldts Fald blev General Frederik v. Arenstorff, en af de Mænd, der mest havde bidraget til hans Fald og som havde paataget sig det Hverv at arrestere ham i Kongens For­ gemak, Gaardens Ejer. Derefter tilhørte den Justitsraad Hans Nansen; senere, fra 1714, Københavns Stadshauptmand og Præsi­ dent, den dygtige Johannes Meller, oprindelig Brygger paa Chri­ stianshavn, der i 1700, da Carl XII havde gjort Landgang og