S_FørOgNu_1918
om at kunne skjule sig. Men deres eget Køn var lige saa ubarm hjertigt som de raa Mandfolk. Fruen kørte dem ud igen, og paa ny gik den vilde Jagt gennem Gaderne tilbage til Frue Kirke gaard, hvor endelig Københavns Præsident, den humane og dyg
dat i rød Uniform. De satte sig op i Vognen til den første Pas sager, hvorpaa .„han kørte lidt fort ad Voldgaden“ lien imod Nørreport, dog ikke hurtigere, end at en anden fransk Soldat, som de mødte paa Vejen, kunde gaa ved Siden af Vognen og snakke med de an dre. Da de kom til Por
tige Peder Resen, der boede paa det Sted hvor man nu finder Metropolitanskolen, optraadte som en frelsende Engel. Han lod de to Kvindfolk med Magt tage fra deres Forfølgere, slap dem ind i sin Gaard, og beholdt dem der indtil de under sik ker Bevogtning kunde føres i Arrest paa Raadhuset. Og saa fremkom der en lang og ro mantisk, men for en stor Del usandfærdig Beretning fra Anne Eriksdatter, om at hun var født i Trond- hjem, men gift i Al- tona, hvor hendes Mand, der var Kon stabel, laa i Garnison. Hun var for atten
ten og vilde køre ud, faldt Skildvagten her den Soldat an, der sad i Vognen. „Hvor vil Du hen, din Hunds- fot! Herut med Dig!“ raabte han og halede Franskmanden ud af Vognen. Saa blev Kusken lidt betænkelig, ryk kede tilbage med sin Vogn, fik den vendt i en Fart og kørte ad Fiolstræde, Ski denstræde og Nørre gade til Vestergade. Her stod den ene af Damerne af, og Ku sken kørte nu med Resten af sit Selskab hen til Vesterport for at komme ud der. Ogsaa her raabte
V aisenhusets Ejendom paa K øbm agergade (nu Nr. 44), ned revet Aar 1889—90; paa Grunden opførte Grosserer Holger Petersen den paa nederste Billede viste Ejendom.
hvor han vilde hen. Men da han erklærede han, at de ikke kunde nogle Soldater sprang til og greb
Uger siden kommen til København paa Rejse til Helsingør for at se til sit Barn, som havde Ophold et Par Mil derfra hos sin Far far. Først havde hun boet hos Morten Kukkenbager i Christen Bernikovstræde, siden hos en Kaptajns Frue i Endeløsstræde —
Vagten ham an og spurgte, saa de to Kvinder i Vognen faa Lov til at komme ud, og Hestene i Hovedtøjet. Nu blev det den skikkelige Kusk, der aabenbart ikke har haft det Kendskab til sine Passagerer som Soldaterne, for broget. Han sprang af Vognen og spurgte naivt hende med den rødbundne Nattrøje, hvad hun var for én, siden hun ikke maatte komme ud af Porten. Hun var en ærlig Kone, sagde hun, og lied Anne Eriksdatter, og den var en Skælm, der sagde hende noget paa. Men Kusken forlangte Betaling for Vognen, før han kørte videre. Ja, det skulde han faa, naar han blot vilde køre bort fra Porten og 0111 i en af de nærmeste Gader. Saa kørte han ned ad Vartov til og ind i Farvergade. Der holdt han, medens hun fandt en fransk Daler frem og gav ham. Men da han saa vilde køre videre, kom der en Hob rødkjolede Soldater, en Snes Stykker eller saa, De greb fat i Hestene, spurgte Kusken om han havde faaet sine Penge, og da han havde sagt ja, rev de Dørene op paa Vognen og tog de ulykke lige Kvindfolk ud. Og af den Maade de behandlede den ene, Anne Eriks datter, paa, kunde Kusken nu nok skønne, hvad hun var. Soldaterne rev først Hovedtøjet af hende og flaaede dernæst Klæderne af liende, men saa slap hun og hendes Led sagerske fra dem. Og i vild Flugt gik det nu gennem Gader og Stræ
Fruens Navn vidste hun ikke — og nu sidst tre Dage hos en Skomager ved Kongens Have. Nu vilde hun have rejst ud af Byen, men hun havde ikke kunnet slippe for Nor ske Anne, og havde derfor faaet en fransk Soldat med for at hjælpe sig mod denne slemme Kone. Pigen, der havde været med paa Vognen til det sidste og som var sluppet nogenlunde, erklærede, at hun tjente Norske Anne for Kost og Løn. Og saaledes forklares det hele. Norske Anne, der havde salveret sig i Tide ved at staa af Vognen, var en kendt Rufferske, hendes Navnefælle ogLandsmandinde kendt af Soldaterne som hørende til hen des Bataillon, og Sikkerheden for den Slags ulykkelige Kvinder ikke meget værd paa Københavns Gader, naar de raa Instinkter kom op i Byens Pøbel. For at hindre Gadeuorden og Spektakler var der faa Aar før det her skildrede Optrin fandt Sted, bleven oprettet Vagtposter rundt om i Byens Hovedgader, bl. a. paa Købmagergade, paa Hjørnet af Kla- reboderne. Gaarden, hvori „Ordinarie“ var indrettet, tilhørte 1679 Otto Krabbe, Herre til Holmegaard, Bækkeskov, Egholm, Aakær og Krabbesholm, og 1728 hans Enke. Otto Krabbe havde været Kammerpage hos Fre
Den af G rosserer H olger P etersen, tildels paa V aisenhusets M til sin Forretnings A fbenyttelse opførte store Ejendom , hvor „M essen“ benytter Lokalerne i Stueetagen. Man studser uvilkaarlig over, at ovennævnte smukke gamle Byg nødvendigvis maatte ofres til Fordel for denne „Efterfølger“
der med de røde Krigere og en stadig voksende Menneskesværm bag efter op ad de smalle og krogede Gader Helligkorsstræde, V 0111 - badstuestræde, Vestergade hen over Frue Kirkegaard, ned ad Dyrkøb, Ulfeldts Plads og Tugthusporten til Store Helliggeist- stræde, hvor de jagede Stakler slap ind i en Frues Gaard i Haab
derik III, siden Kammerjunker og stod højt i Gunst hos sin Herre, som ønskedealtid at have ham om sig. Paa sit Dødsleje satte Frederik IIIsinRing paahans Finger til Tak for god og trofast Tjeneste, og Otto Krabbe holdt sin Herre i sine Arme, da denne drog sit sidste Suk. Han blev siden Stiftsbefalingsmand i Sjælland
54
Made with FlippingBook