S_FørOgNu_1918

realistisk overfor den tidligere Romantik, skrev han (i 1882) til Kammerherre Fallesen: „Det er ikke af Forfængelighedshensyn, jeg ansøger om Ansættelse. Hvilke Fejl end maaske ogsaa De, Hr. Kammerherre, har fundet ved min Fremtræden — Fejl, som jeg haaber vil vise sig mindre rodfæstede, saasnart man ser mig oftere eller kender mig nærmere — saa tør jeg dog forsikkre, at jeg i min Virksomhed hverken jager eller agter at jage efter Tilfredsstillelse af det, man kalder Forfængelighed, men at jeg i den søger og ønsker at søge aandelig Sysselsættelse og Udvikling. Dette sidste vil jo enhver Skuespiller naturligt finde i rigeste Maal ved det kgl. Teater, men jeg for min Part vil have van­ skeligt ved overhovedet at finde det andet Steds. Det Rollefag, hvortil min Hu og maaske ogsaa min Personlighed henviser mig — de mere alvorlige Jeroniinus’er, de ældre Anstandsroller, pére noble Genren — er jo saa godt som fuldstændig banlyst fra de private Sceners Repertoire“. Han sluttede Brevet saaledes: „Saa lidt som det er mig en Forfængeligheds Sag, saa lidt er det mig et Pengespørgsmaal at finde Anvendelse paa den nationale Skue­ plads“. Men skønt det kgl. Teater havde god Brug for Abra­ hams i en Del af de Roller, Sophus P e te r s e n spillede, mødte han en Modstand, som ikke var til at overvinde. Paa en Maade var Afslaget smigrende, fordi det bundede i Frygt, men det havde til Følge, at han mismodig forlod Casino og bosatte sig med sin Familie i Paris. 18. Juli 1868 var han blevet gift med C a ro lin e

ske Opdagertalent taalte ikke paa nogen Maade at sammenlignes med Høedts. Hun protegerede paa den Tid H olm -H a n sen som Karakterskuespiller og troede — ligesom kort før i (Jarl W u lff — i Abrahams med det smukke, fremmedartede Ydre at have fundet Stof til en Erstatning for M icha el W iehe. Men Høedt saa’ straks, at hun anvendte Abrahams forkert. Med den sikre Dømmekraft, han ejede overfor unge Talenter, sagde han: „Det er meget muligt, at De kan blive til noget. Men det bliver i hvert Fald ikke i det Fag, De nu har valgt Dem“. Da Abrahams havde været én Sæson ved Nationalscenen, fik han sin Afsked. Han kunde endda ikke sige, at han fik den i „Naade“, for Fru Heiberg havde mistet Interessen for ham, da han efter nogle Prøver maatte afgive O e h le n sch lå g e r s Olaf, som hun trods hans alt andet end nordiske Ydre havde tildelt ham. Det gavnede ham heller ikke i Fruens altseende Øjne, at Høedt var blevet hans Lærer. Og desuden begyndte Em il P o u l­ sen at indtage sin senere Magtstilling. Efter nogen Vaklen debuterede Abrahams, tilskyndet af Høedt, den 15. Novbr. 1871 paa Kammerraad Langes Teater som Oscar Limberg i „En Kærligheds-Telegraf“. Og nu gik det fremad. Han var kommen under en Direktør, der stræbte at faa den størst mulige Værdi ud af sine Skuespillere, og under en Instruktør, hvis særlige Evne var at udvikle Personligheden hos sine Elever. Allerede i den første Sæson fik han Lejlighed til at blive Damer­

Scene at Bjørnstjerne B jørnsons Skuespil „Leonarda“, som under D em onstrationer opførtes paa F olketeatret 26. Januar 1880. Stigaard, F ru H olst.

nes Ven ved sin Romancesang som Grev Baudelot i „Den sidste Nat“, og i de følgende Aar (indtil 1879) var han til det store Publikums Tilfredshed Folketeatrets jeune premier, Helten og Ræsonnøren, Galningen og Forføreren i Sardous, Dumas’, Feu- ill e t s og Au giers kolorerede Virkelighedsdramer. Han slut­ tede sig med Fanatisme til Høedt og blev Mesterens betydeligste mandlige Elev, som ved sin klare, rolige Tale altid var behagelig at følge, men som ikke evnede at individualisere sine Figurer eller give dem selvstændigt virkende Liv. Sit egentlige Omraade fik Abrahams som Konversationsskuespillets Ræsonnør, den for­ nuftigt tænkende, ikke spydige og farlige, men elegant og selv­ bevidst talende Verdensmand. Han kunde føre sig som en for­ vænt og fornem Markis og tale om sin Klub, sine Heste, Elsker­ inder og Millioner saaledes, at alle troede ham. Han medbragte til disse Roller det Fortrin frem for andre mere talentfulde Kol­ leger at være født og opdraget i det bedste Selskab, hvis Dan­ nelse han beherskede. Hans Kultur holdt ogsaa hans kunstneriske Samvittighed vaagen. Derfor tilfredsstilledes han ikke i Længden af alle sine letkøbte Sejre i de franske Samfundskomedier. Da han i otte Vintre paa Folketeatret og tre Sæsoner (1879—82) paa Casino havde spillet alle mulige Elskere og Bonvivanter — alt, hvad der ligger mellem Vaudevillen „Den sidste Nat“ og Sardous Lystspilaandrigheder i „Lad os skilles“ — længtes han inderligt efter et bedre Repertoire, som dengang kun var at finde paa Nationalscenen. Den Skæbne, han som ung fristede derovre, pinte ham alle Dage. Han mente, at en Plads tilkom ham blandt de Ypperste paa Grund af hans Dannelse, velskolede Diktion og statelige Optræden. Da han stod som en typisk Repræsentant for den Skuespilkunst, der i Halvfjerdserne og senere virkede

Marie G am m e lto ft, Datter af Kammerraad Gammeltoft til Herløvgaard ved Hillerød. Under Opholdet i Frankrigs Hovedstad erfarede han, at der forestod en Forandring i Folketeatrets Styrelse. Robert Watt havde for 80,000 Kr. tilbudt Otto Zinck Direktørstillingen, men den 60aarige Mand manglede baade Lyst og Penge. Mod for en Aarrække at blive konsolideret i sin udmærkede Stilling som Skuespiller og Sceneinstruktør afstod han Førsteretten til Abra­ hams, der havde megen Lyst, nogen Formue og blev drevet frem af en vis Harme over at være sat udenfor. Han forpligtede sig til efterhaanden at udrede de 80,000 Kr. til Watt, overtog med Justitsministeriets Tilladelse Bestyrelsen af hans Bevilling og lejede Teatret af Aktieselskabet „Hippodromen“ for 28,000 Kr., et Beløb, som i Tidens Løb steg til 31,000 Kr. om Aaret. Afstaaelsessum- men var altfor stor, — Beløbet svarer til Værdien af over 200.000 Kr. nu — og den vedblev da ogsaa at tynge Abrahams under hans 16aarige JDirektorat. Dertil kom, at Tiden fra Midten af Firserne viste nedadgaaende Konjunkturer, og at ,Dagmar- teatrets Konkurrence blev meget følelig, efter at den smarte Casino-Direktør, Th. Andersen, samtidig med Abrahams’ Start var blevet dets Leder. Bevillingen blev straks deponeret hos Aktie­ selskabet til Sikkerhed for Opfyldelsen af Abrahams’ Forpligtel­ ser. Dersom han ikke evnede at overholde disse, havde Selskabet betinget sig Ret til, uden Indsigelse fra Watts Side, at indtræde i Abrahams’ Sted i Kontrakten, saaledes at Udøvelsen af Privi­ legiet i dette Tilfælde overgik til Aktieselskabet. I 1886 tillod Ministeriet, at Bevillingen tillige maatte tjene som Sikkerhed for en til Abrahams af Landmandsbanken ydet Kassekredit paa 18.000 Kr., som han Aaret efter saa sig nødsaget til at forhøje 246