S_FørOgNu_1917

et stort gejstligt Følge. Poul Helgesen, der u fortjent har faaet N avnet „Vendekaabe“, skulde først ved en lærd teologisk Dispu­ ta ts maale Hans Tausen Skæppen fuld, sæ tte ham Stolen for Døren og blotte ham for Københavnerne som en Sinke, det ikke var værd at spille Ord og Blæk paa. Og derefter, mente K ato­ likkerne, skulde det nok lykkes at faa den nidkære Reformator, som ingen uden de galne L utheranere havde h aft Bud efter, dømt til Baal og Brand. Dommen lød ogsaa, paa, at Mester Hans skulde straffes efter Loven d. v. s. som en Kætter. De tilstedevæ rende R epræ sentan­ te r for Borgerskabet fik dog sat igennem, at det ikke blev op­ fa tte t som en Dødsdom, men som en delvis Landsforvisning d.v. s. en Forvisning fra Sjælland og Skaane. Men uden for Raadhuset — altsaa mellem det nuværende Springvand og Raadhuset, paa Gaden og Stentrappen foran Hoveddøren, hvor Københavnerne nu spadserer paa Fliserne mellem Nygade og Frederiksberggade, —

gennem den forbitrede Folkemængde hjem til Bispegaarden paa det nuværende Universitets Plads. Det var ikke blot Hensynet til den københavnske Almues tru ­ ende Holdning, der havde bragt det katolske P arti til at gaa paa Forlig, men nok saa meget Frygten for den lybske Flaade, der laa uden for Dragør med Tropper om Bord — for, som man troede, at gribe ind til Fordel for Christjern II. Desuden vidste man, at Jørgen Wullenwewer, det lutheranske P artis Fører i Lybæk, op­ holdt sig i København og havde slu ttet sig til den fangne Konges Parti, Ambrosius Bogbinder, Jørgen Kok o. a. Og det katolske P arti inde i Raadhuset har næppe væ ret uvidende om, at Jørgen Wullenwewer havde lovet sine københavnske Venner sin Hjælp, og at der alt var kommet Matroser og Landsknægte fra Dragør ind til København, hvor de i smaa Flokke havde søgt op paa Gammel Torv. Den Dag var det saa nær som nogen Sinde kommet til Borger­

Udsigt fra Nytorv (Begyndelsen af 19. Aarhundrede) gennem Porten til Slutterigaden (5te Raadhus).

O verlæ ge H a lk s S am ling.

p in x E ørbye.

I krig paa Torvet foran Raadhuset. Men ved Præ laternes og Bi­ skoppens Bøjelighed drev Faren over. Forliget blev bekræ ftet 15. August, da Landsforvisningen for Hans Tausen ved „Danne- mænds Forbøn“ som det hed, blev hævet og han selv fik Lov til „uden al Skænds Ord og Tale paa Biskopper, P ræ later“ eller an ­ dre, a t præke i Staden. Da Grev Christopher af Oldenborg 22. Juni 1534 ved Skovs­ hoved var gaaet i Land med sin Hær for at kæmpe for gamle Kong Christjern gjorde Biskoppen endnu et Forsøg paa a t standse den nye Tid, som brød frem. Han stævnede Københavnerne til a t møde paa Bytinget (foran Raadhuset) og fremstillede her de nye Magthaveres T y r a n n i 0g Troløshed samt besvor Københavns Borgere for Guds og Rigets Skyld at holde deres Troskabsed og ikke lade sig forlede af Lybekkernes Løfter. Han vilde staa paa deres Side og vove Liv og Gods. Men Lybekkerne havde alt vundet et stort P arti i Byen ved underfundig at fremstille sig som Forkæmpere for den fangne Konge og for Reformationens Sag. Biskoppen fik det a t høre hin Dag paa Bytinget. Der faldt mange skarpe og truende Ord. Og han var nær ved at faa det a t føle, Forbitrelsen imod ham —

havde der efterhaanden sam let sig en stor Skare af Byens Folk. Rygtet om Dødsdommen var træ ngt ud, — noget kunde der vel altid høres gennem de aabenstaaende V induer — og Stemningen derude blev mere og mere truende. At Dommen af Klogskabs­ hensyn mulig vilde blive form ildet, var der ingen, der tænkte paa. De luthersksindede Københavnere, der i Hans Tausen saa deres Ven og Fører, frygtede at Dødsdommen skulde fuldbyrdes, og mere og mere højrøstet forlangte de, a t Præ sten skulde sættes i Frihed og det straks, — hvis ikke vilde de sprænge Porten og selv hente ham ud. Der blev et saa stort Bulder paa Torvet uden for, a t R igsraa­ d et og P ræ laterne derinde ikke ansaa det for raadeligt at trodse Almuens Stemning. Dommen blev som meldt forandret til For­ visning, og Hans Tausen fik Lov til i Frihed at forlade Salen. Næppe viste han sig i Døren, før der udbrød en vældig Jubel. Men den slog om i samme Nu som Biskoppen, Joachim Rønnov kom frem. Han blev modtaget med Hujen og Hvinen, Piben i Fingrene og Skældsord og hvad der nu ellers hører til et saadant Optrin i København. Og kun ved Hans Tausens Hjælp og Be­ skyttelse lykkedes det Bispen saa nogenlunde uskadt at komme „ F ø r og N u “. 3die A arg . N r. 24.