S_FørOgNu_1917

P ræ ster i København til deres store Harme ikke faa Haand i H anke med. Men i 1663 hæ ndte det, at den Danske Gesandtskabspræst i W ien — i øvrigt en Tysker — i sin fromme Iver for den rene Lære blev uforsigtig og holdt evangelisk Gudstjeneste paa Gaden. Og der var man ikke m indre nidkæ r end her. Præsten blev p u ttet i en Vogn og tran sp o rte reto v e r Grænsen med Anmodning om ikke at lade sig finde mere i Kejserens Lande. Men da d ette ry gte­

Tiden tra k ud, og han kom stadig ikke. Da endelig Suhm tog af Sted for at se, hvor han blev af, fandt han ham siddende ved sit Arbejdsbord med sine Breve og sine Papirer foran sig, men med Fraaden om Munden og hylende som et vildt Dyr. Han havde faaet et Slagtilfælde og Admiralens Middag havde faaet en tilpas krydret Tilsætning: noget at snakke om, en sensationel Nyhed at udbrede sig over og at bringe videre. Dog, lad Samtiden selv tale. Det er Hans Vilhelm, forrige Lakaj

lios Hr. Envoyé Moreau, der aflægger sin Beret­ ning for Borgerretten paa Københavns Slot: „Den 9de Oktober, Klokken kunde være henimod 6, gik jeg ud i Haven til Gaarden, da Hr. Kammerraad Sulims Tjener, navnlig Jørgen, kom til mig og sagde: Hans Vilhelm! Gaar I lier og vod ikke, a t eders Herre ligger halvdød paa hans Kam­ mer? Hvilket jeg ikke vilde Iro; dog løb jeg straks op og fan dt hos hannem Hr. Kammer­ raad Suhm og Kam ­ mertjeneren Carolus, som stod og havde han­ nem imellem Armene. Herpaa blev jeg straks skikket efter Dr. Bøhm med Hr. Kammerraad Suhms Hyrevogn,og saa snart Dr. Bøhm var kommet, blev jeg skik­ ket efter Barberen, Mr. Meisen, som var straks følgagtig og søgte paa sal. Herrens Arme ef­ ter Lægeaaren, men beklagede sig ingen at kunne finde. Dr. Bøhm ordinerede Medicamen- ter til hannem og gav hannem ind, og et Glas holdt han hannem før Næsen. Siden blev han lagt paa to Stole

des i København, mente de to fromme Jesuiter- fædre, der var vore hjem lige Herrens T je ­ nere som Salt og P e ­ ber udi Næsen, a t det var bedst a t komme bort i Tide og forlod skyndsomst Staden og L andet. L e har m uligt ikke følt ganske trygge, da Baron de Goes netop da var borte paa en Kejse og deres fornem ­ ste P a tro n og Beskyt­ te r saaledes berøvet dem. Men Sandsynlig­ heden taler for. at de har faaet Ordre fra den Danske Regering til at forsvinde, iflg. den gode gamle Grundsætning: Slaaf Du mine Præster, slaar jeg dine Præster. Endnu i 1668 boede de Goes i Nr. 20 paa Østergade, men nogle Aar derefter solgte han Gaarden og flyttede hen paa Købmagergade i Hr. Jørgen Bjælkes Gaard. Og i Grund­ tak ste n af 1689 nævnes Hr. Ober-Rentemester Brandt som Ejer til Nr. 20 med tvende Vaa- ninger ud til „Slip­ pen“, nemlig P isto l­ stræde. P eter B randt var

1882 blev Sønnen Anders Fonnesbech Associe i Firmaet, i 1895 optoges hans yngre Broder Johan Hen­ rik og i 191S J. P. Lund, Firmaets mangeaarige Prokurist. Der er i Perioden 1880erne til Dato sket Udvidelse paa Udvidelse af Lokalerne; nu spænder Forretningen over Ejendommene Nr. 41, 49, 45 og 47 i Østergade og 36, 38, 40 og 42 i Lille Kongensgade. Etablissementet klassificeres som ot af H o­ vedstadens mest mondæne og fashionable Dame-Etablissementer. O«

paa den højre Fod blev aabnot en Aare. Dr. Wollf vom imidlertid ind og ta,lede med Dr. Bøhm, men hvad deres Sam tale var, ved jeg ikke, formedelst jeg stod og holdt Herrens Hovede op, medens Carolus (Moreaus Kammertjener og Sekretær) to r­ kede hans Mund med Servietter. Derefter blev han af os samtlige baaren ind i et andet Kammer og lagt paa en Seng og straks en halv Time derefter døde. Dr. Wolff kørte bort og Mr. Suhm straks derpaa. Ilvad Tid Dr. Bøhm kørte bort ved jeg ikke til visse“. Envoyeens Tjenestefolk gav sig ikke Tid til lang Lamenteren. Livet var af Manden, det var sikkert og vist, og saa fik han finde sig i at blive behandlet som en død Mand. 1 vore Dage m aa man vænne sig lidt til at have Døden i Stuen og lader i Reglen den nylig dode have Ro i sin Seng et Døgn eller saa, men Datiden gik mere resolut til Vajrks. Inden to Timer var gaaet, var Liget anbragt paa en Løjbænk nedenunder i Mel­ lemstuen og „klædt“. Imidlertid var Piessens Sekretær, Lesser, kommet til Stede. Omtrent ved Midnat blev der dundret stæ rk t paa Porten. Som en klog Kone holdt Fru Oberhofmesterinden en haandfast Portner, en Baadsmand, Hans Pedersen. Det kunde nok gøres nødig i slige lovløse Dage. Han og hendes Fuldmægtig Carsten Jochumsen gik

Sønderjyde og havde fra jævne Kaar i hin for Sønder­ jyder gunstige Periode arbejdet sig og sig b u k k e t frem til sin indflydelsesrige Stilling, som han ikke kunde magte, og som han blev sty rtet fra af den dygtige Christian Siegfred v. Piessen. Han døde som en slagen Mand i 1701, men Kongens Naadc havde han beholdt, og hans Enke blev Ober- hofmesterinde for Kronprinsen Christian VI og sad saaledes som en fornem Frue paa Gaarden. Og hos hende boede i det Herrens Aar 1703 en anden fornem Person til Leje, nemlig den pol­ ske Gesandt Mr. Moreau. Den 9. Oktober hændte der noget i Gaarden Nr. 20 paa Østergade, der satte Københavnernes Sind i den stæ rkeste Bevægelse og længe gav dem noget at snakke om. Ti det drejede sig her ikke om gemene Folk, men om liøjo og fornemme Standspersoner Den nævnte Dag var Mr. Moreau indbudt til Middag hos Holmens Chef, den dygtige og myndige Admiral v. Støcken, der havde sin Embedsbolig paa selve Holmen. Der kom lutter fine Folk, hans Væ rtinde Oberhofmesterinden, Geheimeraad Christian Sieg­ fred v. Piessen, Kammerraad Burchardt v. Suhm og flere andre. Oberhofmesterinden var forlængst kommet kørende i sin fine Kareth, v. Piessen og andre af hans Rang lige saa. Hr. Suhm var ligeledes kommet anstigende, kort sagt Selskabet var samlet, kun Hs. polske Majestæts R epræsentant havde ikke ladet sig til syne endnu.

Anders Fonnesbech, f. 1852.

til Porten og spurgte, hvem der bankede saa. „Lukker op!“ svarede en myndig Stemme.

223