S_FørOgNu_1916_2

2. AARGANG N r . 6

FØR OG NU

15. MARTS 1916

uden en eneste menneskelig Følelse eller Tanke. Stakkels Caroline M ath ild e! Har hun forbrudt sig. har hun haardt m aattet bøde derfor. — — — — Vi kunde til Slut have Lyst til a t tilføje nogle Ord om Enevold Brandt, Struensee’s Lidelsesfælle. Ligesom Brandt historisk set staar dybt i Skygge for Struensee’s langt betydningsfuldere Skikkelse, er ogsaa de E fterretninger vi har om hans Personlighed og Livsførelse forholdsvis karrige og faa. B randt studerede Jura og fik i Aaret 1764 Udnævnelse som Assessor i Højesteret. Allerede tidligt var han paa Grund af sine Fam ilieforbindelser bleven k n y ttet til Hoffet (1755 faar han Titlen af Hofjunker og fem Aar senere forfremmes han til Kammerjunker), men som en Følge af udvist Taktløshed, foranlediget ved Skinsyge paa den favoriserede Hofsnog, Grev Holck, falder han i Unaade og fjernes. Da er det, a t han under Christian den 7des Udenlandsrejse faar Lejlighed til at komme i Kongens Nærhed og til at se sig reha-

vælge Vaaben. Kong. Christian foretrækker de bare Næver, som han er mest vant til a t bruge. Og i den paafølgende Nævekamp for glemmer Brandt sig i den Grad, at han trykker Majestæten op mod Væggen, overfuser ham med de groveste Skældsord, griber ham om Halsen og giver ham en regulær Dragt Prygl, der hen­ sæ tter Kongen i dødelig Angst. Han vrider sig af Smerte og beder bønligt om Forladelse. Samme Dag fortæ ller Kongen uden Omsvøb sin Negerdreng og sine Kammertjenere, hvad der er passeret, og Rygtet derom bre­ der sig h u rtig t fra Hoffet ud over Byen. Brandt, der tidligere havde modtaget Mathildeordenen sammen med Struensee, udnævnes ved dennes Indflydelse, kort efter den komprommiterende Katastrofe, til G randmaitre de la Garderobe, der giver ham T itlen af Excel­ lence og skal tilkendegive, at Kongen har tilgivet ham. Men hans sørgelige Skæbne e r beseglet. Dette Overfald er B randt’s Brøde, den hvorpaa han fældes. Men tager man alle Forhold i Betragtning, ikke mindst den Kendsger­ ning, at Slagsmaal til enhver Tid var en af Christian den 7des

:n blev klemt ned i et dybt Hul. — Hvorfor disse sørgelige Rester ligger tilbage

er en uløselig Gaade. De skamskænder kun Minderne om den fordums Idyl.

biliteret. Ved Struensee’s Indflydelse vender han tilbage til det danske Hof, hvor han ved sine T alenter som munter Selskabs­ broder vinder mere og mere Tærræn og for saa vidt fortsæ tter sin Families Hoftraditioner, som hans Fader havde indtaget S til­ lingen som Dronning Sofie Magdalenes Kabinetssekretær. Omslaget i hans tilsyneladende straalende Kariére sker den Dag, da han lægger Haand paa „Herrens Salvede“, Hs. Majestæt Kon­ gen og gennemprygler ham. Struensee og han havde i Selskab med Andre været tilstede ved Dronningens Frokosttaffel sammen med Kongen, der som sædvanlig ikke deltog i den skem tefulde Under­ holdning, men sad upaaagtet, bestandigt stirrende sløvt hen for sig. Pludselig vender Christian den 7de sig mod Brandt, paa hvem han af forskellige Grunde har et Horn i Siden, og raaber højt: „Jeg skal give Dem en D ragt Stokkeprygl! Det er til Dem, jeg taler, Hr. Greve, Forstaar De m ig ?“ Derved finder Brandt, der tillige forlængst er træ t og led ved altid at skulle færdes omkring den gale Monark, sin Æ re som Adelsmand krænket. I yderste Ophidselse følger Brandt efter Kongen ind i hans Gemak, udfordrer ham og overlader ham at

kæreste Adspredelser, føles B randt’s Dødsdom som oprørende og som en Skændsel for dansk Retspleje. Enevold Brandt var efter den almindelige Mening oprindeligt • en højmodig Natur, tapper og viljefast. Men Hoffets giftige Luft ødelagde lians gode Anlæg. Af Person var han nærmest styg og hans Ansigtsdannelse frastødende. Desuden blev hans Sundhed og hans glade Ungdomssind tidligt nedbrudt. Det fortælles, at han udmærkede sig som en elegant Danser, u agtet hans Figur var daarlig, og at hans Sangstemme, som han gerne lod høre, lang tfra flatterede ham. At han i sin Tid faldt i Unaade skal efter flere Beretninger skrive sig fra, at han forsmaaede Juliane Maries ømme Tilnæ r­ melser, og hans Dødsdom udtydes tildels som den forsrhaaede Dronnings Hævn. Det bør maaske ogsaa noteres, at da man hin Januarmorgen 1772 trængte ind i B randt’s Soveværelse, gav han ikke efter for den væbnede Magt. Han greb i Hast sin Kaarde og forsvarede sig længe og tappert, inden man fik ham overmandet. Da B randt’s Dødsdom var falden, henvendte Guldberg sig til