S_FørOgNu_1916_2

FØR OG NU

15. MARTS 1916

2. ÅARGANG N r . 6

ak ku rat det Samme som Struensee havde gjort, hvad hun havde virket for det danske Folk. E fter P ligt og Samvittighed havde hun stræ bt a t fremme baade Kongens og Landets Vel! Hun var en Afmagt nær, og Taarerne løb ned ad hendes Kinder. Og da hun endelig faldt i Ro, y ttrede hun kun et eneste Ønske: at faa sine Børn, som hun elskede, med sig. Man imødekom hende del-

et langt og hæsligt Mareridt. I jublende Skarer forsamledes man paa Slotspladsen og helmede ikke, før man, under ustandselige H urraraab, tvang Kongen til at vise sig. Ledsaget af Arveprinsen traad te han frem paa Slottets A ltan og viftede med sit Tørklæde, og op ad Dagen lod man ham køre i Guldvognen, der ikke var bleven b eny ttet siden hans Formæling, gennem Byens Gader for

vis. Med sin faa Maaneder gamle Datter, en Goldamme og en Hofdame sam t en af Dragonregimentets Majorer steg hun ind i en Vogn, der’i den tidlige Morgen, under stæ rk Militærbevogtning, førte hende til Kronborg. Kørslen har væ ret stærk. Den varede kun akkurat tre Timer. Ved Afskeden ,i Slotsporten skal Rantzau med trium ferende Mine have tilra ab t hende et „Adieu Madame!“ Saa snart som E fterretningen om Paladsrevolutionen var naaet ud i Byen, var det, som om man følte en lykkelig Befrielse efter

at hyldes af sit Folk. Han var blev som et Lig, og den dybeste Sjæleangst stod malet i hans Ansigt. D erefter var der stor Kur ved Hoffet, og Hovedmændene i Morgenens celebre Begivenhed belønnedes efter Fortjeneste. Og om Aftenen var København illum ineret, og det fortælles, at Caroline Mathilde fra sit Fangeværelse paa Kronborg kunde se Lysskæret over Hovedstaden. Man fortalte hende Anledningen, og det rystede hende dybt. Hun nævntes ikke mere i de offentlige Bønner ved 64