S_FørOgNu_1916_2
15. MARTS 1916
FØR OG NU
2. AARGANG N r . 6
i ubehersket Vildskab! — Den 7de Juli 1771 fødte Caroline Ma thilde en D atter, „hvis virkelige Fader man ikke kunde være i Tvivl om“. Om trent sam tidig lod Struensee sig udnævne til Ge- hejme-Kabinetsminister, og faa Dage efter ophøjede han baade sig selv og sin svigefulde Ven B randt i den danske G revestand! Even
han dyrt bøde for. Hemmelige Truselbreve sendtes de to ny bagte Grever, og navnlig lod man B randt vide, a t baade han 0 » Struensee inden føje Tid vilde miste deres Hoveder. Bægret var fuldt. Det danske Folk havde m istet Taalmodigheden. Alen Struensee, var tilsyneladende hævet over al Frygt. Alis
tyreren spandt det fa r lige Net fastere og fa stere omkring sig. Fra nu af havde han of ficielt — th i i V irke ligheden havde han længe havt det! — en Magt, som i Danmark ingen Undersaat hid til havde siddet inde med. Han var Lan dets Rigsforstander, og hvad det betød, naar man ved sin Side hav de en elendig, sinds svag Konge og en Dronning som sin E l skerinde, behøver in gen Forklaring. Ved en egenhændig Ordre af Christian den 7de, hvem Struensee selvfølgelig havde lagt Ordene i Munden, fik han den uhørte Fuld magt til frem tidigt at udfærdige K abinets befalinger ogsaa u d e n Kongens Underskrift! Stæ rkere kunde Buen vejede Beskyldningen om, at Struensee berigede sig paa Statskassens Bekost ning, ikke synderligt, seb. om man fandt det forarge ligt, at han, paa samme Tid som han overalt ind førte et utroligt Kniberi, ødslede med Penge til sin egen Fordel. Uviljen mod ham havde naaet sin Kulmination. skamløs Parvenu, der hav de misbrugt Kongens Navn og havde opbygget sin eksempelløse Lykke paa Landsfaderens Skændsel. Ligesom Verdenshisto rien neppe kan opvise Mage til den Struensee’ ske Periode i Danmark, frembyder den neppe hel ler et Eksempel paa en Mand, der i Løbet af saa forbausende kort Tid er naaet saa højt i Magt og faldet saa dybt, og vel ikke heller paa en Mand, dér har væ ret saa levende opfyldt af Ønsket om at gøre N ytte og virke for det alméne Vel, men som paa samme Tid har sam let en saa lidenskabelig Forbittrelse imod sig som Struensee. Man kan døm me ham saa strengt, man vil, — der var i hans Livsskæbne et tragisk Moment, der i ikke ringe Grad forsoner med hans Karakters store Mangler Pamfleter og Skandskrif te r af pøbelagtig Fræ k hed bredtes nu over Lan det. Den Pressefrihed, han selv havde indført, m aatte Alle hans Fortjenester Man saa formastelig Frækhed næsten utvivlsomme var glemte, ham kun en Person, hvis og Overmod var fantastisk, en
stemningen vilde læg ge sig. Han fortjente ikke dette Had. Hans H ensigter var redeli ge, og hans Samvit tighed god. Sandheden var dog den, a t han var gre bet af dyb Bekymring. Faren var for aaben- bar, til a t han ikke skulde kunne se den. Men vige v ild e han ikke. Hans Ærgær righed var stærkere end hans F ry g t.------ Den giftige Sæd modnedes langsomt men sikkert. I Slut ningen af Aaret 1771 havde Byen været Vidne til alvorlige Pø- belrevolter, og det nye Aar, det skæbnesvang re 1772, begyndte un der Auspicier, der lod ane nærforestaaende, store Begivenheder. København ventede hver Dag en alminde
H ovedvagten i K astellet, til højre Sjæ llandsporten. V agtparaden m usicerer.
ikke spændes. Hans eneste trofaste Veninde, Dronningen selv, havde indtrængende raad et ham fra at gøre dette sidste, dum dristige Skridt, — men forgæves. Kongen var jo enevældig Mo nark, saaledes ræsonnerede han, og naar Kongen havde udstedt Dekretet, var Alt i Orden. — Ved Siden af en saadan Anmasselse
lig Folkeopstand, der skulde styrte Rigsforstanderen, og Adel skabet, der hidtil havde holdt sig forsigtig tilbage, mentes at have faaet mere Alod til a t puste til den ulmende Ild. Og navn lig var Grev Rantzau virksom. Hans Had til Struensee lod ham ikke et Øjeblik i Ro, og det paastaas med Sikkerhed, at de hef
tigste Skandskrifter, som spredtes ud til Byens Pø bel, stammede fra ham. Han var Sjælen i den store Sammensværgelse mod Struensee og Dron ningen, den, som baade støbte Kuglerne og skød dem ud. Og til ham slut tede sig Æ ventyreren Ge neralkrigskommissær Be r in g s k j o1d, der paaGr und af personlige Fornærmelser og Tilsidesæ ttelser nærede et glødende Had til Stru ensee, og som snart viste sig som en Alester i Kon spiration. Til disse to Alænd sluttede sig efter haanden to andre som vil lige Redskaber; General major E ic k s t e d t, en li denskabelig og ærgerrig dansk Officer, og Oberst K ø lle r , en stortalende Skryder, en dumdristig tysk Soldat af den Type, der paa de Tider hyppigt søgte fremmed Krigstje- Det gjaldt fremfor Alt om a t formaa Enkedron ning J u l i a n e og Arve prins F r e d e r i k til at del tage i Sammensværgelsen. Ved a t spille en opdigtet Proklamation fra Struen see, angaaende Kongens snarlige Afsættelse, i Hæn derne paa disse to konge lige Personer, lykkedes Anslaget. Og i Enke dronningens Gemakker blev P lanerne fastslaaede under Ledelse af hendes nærmeste Fortrolige, den pietistiskeE tatsraadG u 1d- b e rg , der var Kabinets sekretæ r hos hendes Søn. Alt var h u rtig t b e re d t. Struensee og hans „Ven Brandt, disse to Vampy rer, der havde snyltet sig
O pfyldning af Stadsgraven im ellem Ø sterport o g Langelinies Prom enade i 1880erne; den æder sig frem fra Sm edelinien over m od Østre G lacis. — 1ste Stadium , se Teksten og Bil ledet Side 66, som gen giver Fortsæ ttelsen af Stadsgraven forbi Ingeniørernes Barakker.
Made with FlippingBook