S_FørOgNu_1916_2

2. AARGANG N r . 4

FØR OG NU

15. FEBRUAR 1916

Æra, og dette første Udslag af den nye Regeringsform var just ikke velset af Befolkningen, og det fortælles, at Heinrich Riise endog havde gjort sig saa forhadt, at han mærkede sit Liv efter­ stræbt. Man havde baade fra gejstlig og borgerligt Hold gennem D eputationer forsøgt at faa Kongen til at afstaa fra det pompøse Anlæg. Man havde kunnet spare sig Ulejligheden. Kongen blev, sin K arakter og V iljestyrke tro, ved sit Forsæt. K astellet har ikke endnu fundet sin egentlige Historieskriver, men Hr. V ic to r K ro h n har i „Historiske Meddelelser om Kø­ benhavn“ baade interessant og dygtigt skildret en enkelt Side af Kastellets Fortid og rige Minder — den Rolle, det har spillet som Statsfængsel — netop den Side, som vi her ønsker at skildre for Læserne af „Før og Nu“, og som umuligt kunde forbigaas under Redegørelsen for vore Fæstningsværkers Historie. Selv om Kastellet i sine første Aar vistnok neppe har fungeret som Fængsel, var det dog som Helhed nærmest at betragte som

feld, i Marts 1676, erklæ ret for A rrestant af Livgardens Chef, Generallieutenant A re n s to rf, og ført over i Bibliotheksbygningen, som Frederik den 3. havde opført, og hvor det kongelige Biblio- thek har været installeret indtil 1906. Senere paa Dagen blev han under streng Eskorte bragt ned i en Baad i Tøjhushavnen og ført som Fange til Kastellet. Dommen lød paa Fortabelse af Ære, Liv og Gods. Hans Ophold i Fængslet var hans høje Stand værdigt. Det for­ tælles, at han blev behandlet med skyldigt Hensyn, a t han f. Ex. sad til Bords med Kommandanten, og at hans Forplejning var mer end rigelig. Ligeledes var det ham tillad t a t beholde sin trofaste Kammertjener, Jens Friis, omkring sig. Til hans aande- lige Behov var baade Helligaandskirkens Sognepræst, E s a ia s F le is c h e r , og Magister M ik k e l H e n r ik s e n fra Nikolaj Kirke stillet til Raadighed, og det var maaske under Indflydelse af disse to Præ later, at han to Dage, før hans Henrettelse skulde foregaa,

saadant. Det var utilgænge­ ligt. Først efter skarpe Kryds­ forhør af talrige Skildvagter og efter at have passeret Vindebroer og Porte kunde man opnaa Adgang. Og i de paafølgende Aar skærpedes endda S ikkerhedsforanstalt­ ningerne. Sagen var jo den, at Kongemagten efter Re­ geringsforandringen følte sig vaklende i Sadlen, ikke mindst overfor den halstarrige Adel, der måaske i Stilhed pønsede paa ved et Kup at genindføre de gamle Tilstande. Man kunde aldrig vide det. Ogsaa af Hensyn til det paa Kastellet internerede Mandskab var det nødvendigt at give det nyopførte Fæ st­ ningsværk K arakteren af Fængsel. Det var jo for Størstedelen hvervede Folk, paa hvem Pligterne overfor Fædrelandet just ikke vir­ kede med særlig Styrke, og som man derfor m aatte be­ handle med Strenghed. Flugt­ forsøg hørte ikke til Sjelden- hederne, og tiltrods for de barbariske Straffe, der ven­ tede Desertørerne, lod disse sig ikke skræmme, særlig ved V intertid, naar de tilfrosne Voldgrave begunstigede deres

med sin D iamantring skrev det bekendte angerfulde Vers paa Fængselsruden: Da Verden blev mig vred, da læ rte jeg at kende For Alvor først min Gud, mig selv, min Ven, min Fjende. Min Fjende var mig gram, min Ven var svigefuld, Jeg selv var skrøbelig, Gud blev alene huld! Griffenfelds Dom var haab- løs. Han skulde degraderes fra Grevestanden, miste Gods og Formue, og naar hans Vaaben, Hjelm og Skjold var sønderbrudt af Bødlen, skulde hans Person overleve­ res til Skarpretteren, „som ham paa tilforordnet Sted skal ham Hovedet afhugge og fra Livet til Døden hen­ rette, saadant ham til ved- børlig S traf og Andre til et afskyeligt og eftertænkeligt Exempel“. Aftenen før Exekutionen skulde foregaa i Kastellet, blev hans Ligtøj og hans Ki­ ste sendt derud. Tidlig næste Morgen blev han berettet og førtes derpåa af de to P ræ ­ ster til R etterstedet, der rimeligvis har været anbragt lige udfor den nuværende

Griffenfeld.

Forehavende. Man udsatte store Pengebelønninger for dem, der angav et Deserterings-Komplot, selv om vedkommende Angiver var Deltager i Komplottet. Omvendt fik den, der undlod at an­ give et planlagt Flugtforsøg, strax skaaret Ørene af sig og yder­ ligere straffet med den behagelige Udsigt til „auf Zeit seines Lebens auf dem Bremerholm in Eisen zu gehen“. Saa snart Voldgraven ved V intertid blev tillagt, var man øje­ blikkelig parat til Isning. Og manfaar etlevende Indtryk af, hvor megen Vægt der laa paa denneSag,naarmanerfarer, at den Dag, Isen var stærk nok til at bære sin Mand, udhuggedes der en lille Isblok, der under en højtidelig Ceremoni blev den ældste af Regimentscheferne overrakt, hvorpaa den bragtes videre for at præsenteres selve Kommandanten! Kastelsfængslet, — — dette Ord er for de fleste Danskes Be­ vidsthed sammenvoxet med Navnet P e d e r G r if f e n f e ld , der vel ikke helt var uden Skyld i den haarde Skæbne, der ram te ham, da han var stegen til Magtens Tinder. Han legede uforsigtig med sin Konges Taalmodighed, handlede ofte hovmodigt og egen­ sindigt, som om han selv var Majestæten og ikke hans under­ danige Tjener. Hadet og Misundelsen over hans næsten exem- p'elløse Held har vel besørget Resten. Paa Vejen til Drabantsalen paa Københavns Slot blev Griffen­

Kommandantbolig. Bøddelen var nylig død, og Enken forestod derfor Exekutionen og havde engageret Natmanden Jørgen til at udføre Henrettelsen. Med høj og tydelig Stemme udtalte Griffenfeld, at han døde uskyldig. Han havde aldrig forraadt hverken Konge eller sit Fædreland. D erefter tog Jørgen hans Vaaben og sønderbrød det, idet han sagde, at Griffenfeld havde m istet sin Ære, og at hans Navn fra nu af var S c h u m a c h e r som før. Bøddelens Kone henvendte derefter en Forespørgsel til ham gennem Magister Mikkel, om han ønskede sine Øjne tilbundne, hvortil han svarede et kort Nej, idet han aftog sin Paryk og bad Natmanden hugge dristigt og has.tigt til med sit Sværd, naar Øjeblikket om lidt kom. Saa bad han med foldede Hænder en kort Stund, hvorpaa han knælede ned paa den lille Forhøjning af Sand, der var dæk­ ket af et sort Klæde med Silkekvaster i Hjørnerne. Da kom det dramatiske Øjeblik, som man sikkert erindrer, naar man blot en Gang har hørt eller læst derom: Natmanden løfter Sværdet og skal netop til at føre det dræbende Hug, da Generaladjudanten raaber „Holdt — der er Pardon!“ Griffenfeld har neppe K raft til at rejse sig, Præsterne griber ham under Armene og hjælper ham. Han synes ikke overvættes lykkelig ved Tanken om at skulle beholde Livet, nu da han gatiske har

47