S_FørOgNu_1916_2

2. AARGANG N r . 17

FØR OG NU

1. SEPTEMBER 1916

til deres Hus. Det allerynkeligste er dog, at ingen af de Døde lindes uskadte, saa at ikke enten Hoved, Arme, Ben eller Laar er borte og saa vansirede, a t man har h aft største Møje med at kende sine Egne. Og de, som have undgaaet Ulykken, ere saa ilde medfarne af Ilden, a t de aldrig kunde forvinde det.“ Over tre Fjerdedele af de Omkomne hørte til Byens fornemste Slægter og mest ansete Borgerfam ilier. Og i mer end én Fami­ liekreds savnes tre til fire Personer. Geheimeraad v. P iessen . der selv. var i London, da Ulykken fandt Sted, mistede saaledes sin Hustru og D atter, sin Svigerinde og sin Brodersøn. Kancelli- raad G ie se og Kammersekretæ r L in c k e r mistede hver tre Børn, og i Hofapotheker B e c k e rs H u s ligger fire Lig, hans Hustru, hans to Døtre og en B roderdatter. — Dagen efter den store Ulykke udgik en kgl. Anordning, hvor­ efter det ltundgjordes, at alle de ved Branden omkomne Menne­ sker skulde begraves uden Godtgørelse til Kirke, P ræ st og Skole

ikke lader sig beskrive. En Samtidig skildrer Rædslerne i et langt Digt, af hvis naive Linier vi gør enkelte Uddrag:

Her misted mangen Fader sin Søn og sin Ven, Foruden Moder staa de Døttre her igjen. — — Den raske Heltemand, hvis Mod var som en Løves, Hvis Tid fra Ungdom og i R idderdrifter øves, Hvis Ansigt var en Sol, hvis Haar var klar som Guld, Se, hvor han ligger her forbrændt til Støv og Muld! De Kvinder silkeklædt, som vare meget kræsen, Som aldrig vilde gaa, men altid aag’ i Chaisen, Hvis Legem som en Sol af D iamanter skjøn Som Dronninger i P rag t og Prydelser frem tren, Se, hvor de ligger her af Ilden led og hæslig, Saa sorte som en Mohr, forstegt, ophoven græs’lig!

Laant af Raadhusbibliotckel

Det gule Palæ, Nr. 18 i Amaliegade.

sam t „deres b etien ter“, medmindre Vedkommende „af egen go Vilje dennem med noget ville betenke“. I alle Landets Gudshuse holdtes Sørgetjeneste til Minde om de frygtelige Begivenhed. En af de Prædikener, der stammer b denne Lejlighed, blev befordret i Trykken og bevaret til Nutiden den er fo rfattet af Sognepræsten, Magister H ow s lan'de Hustr i Lynge og Uggerløse, en D atter af den kgl. Konfessionarius betl hvilket viser, a t der dengang, ligesom nu i det 20de Aarhimdred var Damer, der dyrkede Theologi og skrev Prædikener, selv o de — ogsaa ligesom nu, ialfald foreløbig! — m aatte overlade t Mænd at holde dem. Hvor dybt Begivenheden har ram t Befolkningen, beviser d( Omstændighed, at endnu fyrretyve Aar efter Ulykken udkomnr „en Sørge-Sang over den forunderlige Forandring, den 19de Ap] 1689, da en Comoedie blev paa en kort Tid omvexlet til en rU goedie“. Og om hvilket uudsletteligt Indtryk den store l lyk har gjort paa E n k e l t e , kan følgende Kendsgerning vidne. En paa den Tid meget bekendt Mand, E tafsraad J ø r g e n E ler mistede ved Ildsvaaden sine to Børn S o p h ie og E g g e r t El er hvilket gav Anledning til, at han et Par Aar senere test-amerO

Al Guld saa ud som Kul, og Sølv som sorte Brande, Der ellers pryded for Jomfruens Hals og Pande. Her sankes op en Haand, der sankes op en Fod, Som fordom sirlig var paa Jomfrukroppen groet. —

Sørgeligst og mest oprivende har dog sikkert væ ret det Syn af lemlæstede og forbrændte Børnelig, som B randstedet frembød, og hvorom Forfatteren af omstaaende Vers fortæ ller i Vendinger, der selvfølgelig er velmente men for en Nutidslæser saa ubehjæ lp­ somme og næsten la tte rlig t naive, at de neppe kan refereres uden at frembringe Smil snarere end Medfølelse. Under Indtrykket af den tunge Sorg, der ruger over Byen, skri­ ver den svenske Gesandt faa Dage efter Katastrofen til sin Mo­ nark: „Paa Slottet og i alle Stadens K irker blev der prædiket saa saare gribende, at Alle brast i Taarer derved, hvortil selve Evan­ geliet, Ohristi Bortgang, der indtraf meget passende, gav Anled­ ning. Der er snart in tet Hus i Staden, hvem denne Ulykke ikke har ram t, og har det ikke m istet sine Egne, da sine nærmeste Venner, Slægt og Paarørende. Man ser hele Dagen, de Døde bæ­ res paa Gaderne, nogle til Graven, andre fra Brandstedet hjem

202