S_FørOgNu_1915
PRÆMIE-KUPON Nr. 2. „FØR OG NU“ 1. MARTS 1915.
FØR OG NU
N r . 5
1. MARTS 1915
sig fra Sans og Samling. Vi listede os der for bort og skjulte Brændevinen bag nogle Kornsække. Der var nu gaaet fire Døgn, siden Skibet havde krænget- over, og hele Tiden havde vi været beskæftigede med vort opslidende Arbejde. Naar en Havnearbejder i ni Timer har tum let med Kasser og Sække, mener han, at han har gjort et forsvarligt Dags værk og har fortjent sin Nattesøvn. Men vi havde allerede arbejdet ti Gange saa længe uden at faa Søvn i Øjnene, og nu var det ogsaa snart forbi med vore Kræf ter. Nu og da segnede en Mand ned paa en Sæk, naar han vilde tage fat i den, og faldt i Søvn oven paa den, og vore Hæn der var bievne saa ømme, at vi næppe kunde løfte Sækkene. Endelig, da den sidste Rest af Kræfter var i Begreb med at forlade os, begyndte Skibet at rejse sig. Hvad Dødsangsten ikke havde været i Stand til, det bevirkede nu Haabet: vi gik paany i Gang med at flytte Sækkene, skønt vi stadig arbejdede som i en Døs, og ende lig Kl. fem om Eftermiddagen var vort Skib igen paa ret Køl. Kaptajnen kaldte alle Mand paa Dækket og befalede dem at tørne ind i deres Køjer, medens han selv tog Vagten. Jeg kan huske, at jeg tum lede som en beruset ind i mit Lukaf, hvor jeg smed m ig paa min Køje, ___________________ som jeg V a n d t i n i t g i k O g stod, med 4 T im er; thi skønt den værste Fare var over- staaet, var der endnu m eget at gøre i Skibet. Først maatte Maskinrummet igen sæ ttes i brugbar Stand. Sugepumperne blev bragte op paa Dækket og rensede for Snavs og Kulstøv, som havde sat sig i Rørene, der paa blev Vandet pumpet op fra Rummet, og Kul og Smuds, som Vandet havde ført med sig, blev fjernet. Omsider blev Fyrene tændte under Kedlerne, og snart piskede Skruen igen A tlanterhavets Bølger. 1 disse fire skrækkelige Døgn havde vi ikke set en eneste S ejler; men et Par Timer før vi blev færdige med vort Arbejde, pas serede et Barkskib tæ t forbi o s ; men nu faldt det os ikke ind at forlade vort eget Fartøj. Jeg hørte en af vore Matroser mumle over til det fremmede Sk ib : „Din fordømte Kasse! Hvorfor kom du ikke noget fø r? “ Men nu, da vi havde frelst Livet ved egen Hjælp, var jeg glad over, at vi ikke havde mødt noget Skib; thi man føler altid størst T iltredsstillelse ved at være kommen over en Vanskelighed uden at tage mod Bistand fra fremmede. Saasnart vi. kom til London, forlod jeg Skibet og saa det aldrig mere. Jeg har hort, at det senere gjorde mange Ture over Verdenshavet, indtil det til sidst forliste ved Stranding. For mit eget Vedkommende havde jeg ingen Efterveer af vore næsten overmenneskelige Anstrengelser, og det ene ste Mærke, jeg bærer til Minde om Begi venheden, er et stort Ar, som vil pryde min Næse til min Død. Men nu kan Læserne selv afgøre, om denne Oplevelse, jeg her har fortalt, ikke er lige saa mærkelig som Historien om Manden, der flyttede 1 Million Pund Ster ling Guldstykker. Støvler og alle Klæder - ne paa. Vi fik kun Lov til at sove i S fti6 et.d a det uar kränget ouer A B a r r i k a d e n . B " R u m m e t , i j u o r t i l Scefckene. ¿teue jfgfledo
jeg et Tov glide gennem Haanden paa mig. Jeg greb til og fik mig halet om Bord igen, men opdagede, at jeg havde flækket Næsen mod den skarpe Kant af en Luge. I Salo nen fik jeg noget Salve og en Linnedklud anbragt paa Saaret, men maatte sæ tte mig lidt derinde, fordi Slaget havde været saa voldsomt, at jeg var bleven ganske for tum let deraf, og da jeg atter vilde fort sæ tte mit Arbejde, smertede Saaret saa stærkt, at jeg maatte holde op og i Stedet for tage Vagten den første Nat. Jeg glemmer aldrig disse tolv ensomme Timer paa Dækket af et halvkæntret Skib midt i en hylende Storm, og jeg skammer mig ikke ved at tilstaa, at jeg var nær ved at opgive alt Haab om Redning. Som jeg sad der i Mørket, gennemblødt af Regn og Havvand, og hørte Vandet skvulpe op ad Væggene i Maskinrummet, forekom det mig, at jeg saa ned i min egen Grav, og jeg op- sendte et inderligt Ønske om, at Dagen snart vilde indfinde sig. Omsider brød Morgenen frem, og jeg var glad ved at kunne forlade min Vagt og gaa ned fo l at hjælpe til med at stuve Korn sækkene om. Dette Arbejde foretog vi paa følgende Maade. Langs med Støtterne m idt skibs, som bærer Dæksplankerne, blev der slaaet Brædder, saa disse dannede en Slags Barrikade. Derefter blev Sækkene løftede ikke me re glide nediLæ- siden. Fyrbø derne bar sig ad paa samme Maade med Kullene. Vi arbejdede ivrigt, da vi vel vidste, at det gjaldt Liv eller Død. Men det var et frygteligt anstrengende Arbejde, og af og til maatte vi standse en kort Tid for at hvile os; men ingen tænkte paa Søvn eller regelmæssige Maaltider. Naar vi følte Trang dertil, skyndte vi os at sluge en Bid hen kogt Kød og en Beskøjt og saa tilbage til Arbejdeti Om Madlavning var der ikke Tale, Ilden i Kabyssen var slukket af Vandet, og det var desuden forbundet med Fare at komme derné|d. Uafbrudt fortsattes Arbejdet. Vi vidste ikke, om det var Dag eller Nat, og saa ikke andet Lys end de døsige Lanterner nede i Lasten. Jeg havde ikke troet det muligt, at Mennesker kunde arbejde saa længe uden H vile; men desuagtet var der ingen, der tænkte paa at unddrage sig Ar bejdet. Da det første Døgn var forløbet, tog Stormen lidt af, og vort Mod voksede; men alligevel var Udsigterne alt andet end lyse, og dersom en ny Storm rejste sig, hvilket meget let kunde ske paa denne Aarstid, vilde vi være fortabte. Det næste Døgn g ik ; men endnu viste Skibet intet Tegn til at ville rejse sig. Om vi dog blot kunde faa en Sejler i S ig te ! \ i vilde øjeblikkelig have forladt vort Skib, dersom et andet Fartøj havde vist sig; men det skete ikke, og der var ikke andet at gøre end at vedblive med at flytte Kornsækkene. Efterhaanden som Time for Time forløb, og vore Kræfter svandt, uden at vort Ar bejde lod til at ville give noget Resultat, begyndte Besætningen at tabe Modet. Jeg talte med anden Styrmand derom, og vi blev enige om, at det vilde være det bed ste at gemme al Spiritus, for at Folkene ikke skulde bemægtige sig den og drikke Snit ajSkikt paa Ttf Kot, visende,, hvorledes SceKKent vare stuueåe, meA ¿1 tomi üum ooer dem over den og an- • bragte i den luv Side af Last rummet og kun de nu paa Grund af Barri kaden
S m a a f o r t æ l l i n g e r , korte Historier, spændende Episoder in teressante Selvoplevelser morsomme Hændelser, satiriske Betragtninger over Døgnets Begivenheder etc. Redaktionen indbyder herved Bladets Læ sere til at indsende originale Bidrag til denne Afdeling. Manuskriptet maa ikke op tage mere end to, højst tre, trykte Spalter i Bladet. For det Bidrag, der efter Redaktionens Skøn er det bedste, giver vi en Præmie, bestaaende af Varer fra Zachariaes Maga siner efter Vedkommendes eget Valg til en Værdi af 1 0 K r o n e r . Manuskriptet m aa indsendes i Konvolut mrk. „Sm aa fo rtæ llin g e r“ og være forsynet med Indsenderens Navn og Adresse samt være paaklæbet den øverst paa denne Side anbragte Præmie-Kupon. Redaktionen paatager sig intet Ansvar for de ind sendte Manuskripter, der ikke benyttes, og forbeholder sig Ret til at trykke saavel de præmierede som de ikke præmierede Bidrag i Bladet. A t jeg i Aften Ordet ta ’r for Værten og Værtinden, det skyldes — rent ud sagt — min Fa’er, han sa’e til mig, forinden jeg tog herhen: „Min kære Dreng , snart Dine Ben Du bru’er paa Dansegulvet, mens i Seng jeg ligger sødt og snuer; men vis, Du har, som det sig bør, ej Bentøj blot, men Ho’ede, og mens de andre Drenge gør med Maden sig tilgode, Du skal paa Glasset dristigt slaa og aabne Talens Sluser til Vældens Pris og Ære, saa om Ørene det suser.“ Jeg svared: „Nej, det gaar ej an, jeg tør min Sandten ikke, den Sten man ikke løfte kan, den lader kønt man ligge; thi sæt med eet i Staa jeg gaar og standser midt i Talen, saa al Ting Sludder for mig slactr, saa har vi jo Skandalen.“ Men Fa'er han tordned ud: „Jeg tror, at Paul er rent dl lave, M i n f ø r s t e S k a a l t a l e . H o ld t p a a e t B ø r n e b a l.
der hjælper ingen kære Mo 'er, Du gør, som jeg vil have!“ Nu staar som lydig Søn jeg her, benmiet og forlegen, og ryster baade her og der, foroven og forneden; for De maa tro mig, om De vil, men vist og sikkert er ’et, der grumme lidt behøves til at gøre mig forvirret. Den allermindste Støj jeg hø’r — en Knappenaal, der falder, imens jeg taler, Indtryk gør som frygteligt Rabalder — og tabes Traaden, er det slemt, for det, er ikke saad'n saa overmaade let og nemt igen at komme paa den. Men tale maa og skal jeg jo — hvor er jeg dog i Vinden; velan — en Skaal da for de to, for Værten og Værtinden!
H v o r f o r s n o r k e r u n g e D a m e r i k k e ? D er er opstillet utallige Teorier for at forklare dette Emne. D a r w in mener, at ingen snorker, med mindre han sover lig gende paa Ryggen, og at unge Damer, er næsten altid sover sammenkrøbne ligesom Katte, slet ikke kan snorke, selv om »e • i i . . .i n« i i i____________ TavhPa,
Made with FlippingBook