S_FørOgNu_1915

N r . 3

FØR OG NU

1. FEBRUAR 1915

spørger mig om nogen Ting. Der var noget derude“ — han pegede ud i den Retning, hvorfra han var kommen — „som gjorde mig ganske syg. Hvad er det dog for et Hus, dette Hazelmount ? Løber der vilde Dyr løse her omkring?“ „Det var da vel ikke saadan et lille ét med Rottehoved og lang H ale,“ sagde Paula foragteligt, aabenbart med Tanken paa Miss Traills Kæledægge. „Ak nej, M issW ynne; De maa ikke gøre Nar af mig, for det er sandt, hvad jeg siger. Det var virkeligt et f a r l i g t Dyr.“ Det faldt mig ikke ind, at Paula og Je- rome kunde have Hemmeligheder sammen. Jeg havde ganske vist allerede sét, at hun havde nedladt sig til at sende ham et Par kokette Øjekast; men Paula plejede at kokettere lidt med alle Mænd. Der var intet m istænkeligt deri. Og den skikkelige Jerome hensatte disse ømme Blikke sand­ synligvis i en Lyksalighedstilstand, som jeg gerne undte ham. Han havde om Efterm iddagen undskyldt sig med Hovedpine og ikke vist sig ved Middagsbordet, skønt Lady Towers paa den venligste Maade havde bedt ham spise med os andre. Jeg formodede, at han var bleven paa sit Værelse og havde faaet Maden bragt t il sig der. Nu stod han hernede, aandeløs, uden Hat, drivvaa,d og stammende, som om han var flygtet for en overhængende Livsfare. Jeg havde aldrig haft synderlig Respekt for denne Fyr med det kvindagtige Væsen, hans Skelen ud til Siden, men nu syntes jeg, der var noget ligefrem komisk ved ham. Jeg fandt det ikke nødvendigt at gøre de to opmærksom paa min Nærværelse. Det vilde jo have været en Fornærmelse mod Paula at tro, at hun kunde have andet at tale med sin Onkels Sekretær om, end hvad alle og enhver m aatte høre. „Hvad er det, De taler om?“ spurgte hun utaalmodig. „De sér jo ud, som De var gaaet fra Forstanden!“ (fortsættes)- >

Dagligstuen, blev jeg staaende i en Krog af Salen og lod dem passere forbi. Der var noget inden i m ig, der holdt mig tilbage fra at vise mig for Miss Hope. Jeg trak mig tilbage til en orientalsk Divan; der stod bag en Kamin; og lod mig synke ned i dens mangefarvede Silke­ hynder. Saavidt jeg kunde høre og se, var Sel­ skabet gaaet gennem Dagligstuen og over i det lyse, elegant møblerede Værelse paa den anden Side, hvor der stod et Flygel, og som derfor benævntes Musikværelset. Jeg ventede, at nogen vilde komme og kalde paa mig, men indtil dette skete, vilde jeg følge min Lyst og hvile mig et Øjeblik alene. Hun v a r altsaa her! Jeg skulde komme til at tale med hende, om ikke just i Aften. Hvordan vilde hendes Optræden være over­ for m ig? Vilde hun give en Forklaring paa det Skuespil, hun havde opført for os, eller var der ikke noget at forklare? Gemt i Skyggen af Kaminen sad jeg og grundede, da Lyden af en Silkekjole fik mig til at løfte Øjnene. Det var Paula, der med sagte, men hurtige Skridt gik tværs over Salens Parketgulv; jeg vilde just til at rejse mig i den Tro, at det var mig, hun søgte, da hun pludselig gjorde kort omkring og blev staaende med Ryggen imod mig,- øjensynlig ventende paa noget — eller nogen. I næste Øjeblik kom en lille, undersætsig ung Mand med drivvaadt Haar i Tjavser omkring et blegt, sygeligt Ansigt, pludselig frem af en Sidedør, der førte ind fra en Korridor. Hans graatærnede U lster drev af Vand, og i det stærke elektriske Lys kunde jeg se Vandet perle ned ad hans Kinder og hans Pande. „Naa — der er De! Hvad bringer De saa?“ sagde Paula i aandeløs Iver og i en bydende Tone. „For Himlens Skyld, M issWynne, giv mig Tid til at samle mig',“ stammede min Onkels Sekretær — for ham var det — „før De

oplyste Sal paa et ganske alm indeligt Land­ sted. Det var, som om vi pludselig var ble­ ven kaldte tilbage fra et Trylleland, hvorfra det Angstskrig, der havde lydt, endnu rin­ gede i vore Øren gennem Stormen. Vi gjorde alle som een omkring og saa’ paa hinanden. Om ikke min første, saa i hvert Fald min næste Tanke gjaldt Onkel W ilfrid. Han var bleven bleg, og der var en ejendommelig Feberglans i hans Øjne; men han var rolig som før og smilede for­ bindtligt til Lady Towers, som stod tæ t ved ham, og hvis graa Krøller næsten berørte hans Skulder. „Gjorde de det ikke godt?“ spurgte hun, idet hun med et Smil saa’ sig om blandt sine Gæster. „1 Sandhed, Mrs. Lord-Lorton, jeg maa komplimentere Dem for den mage­ løse Mand, De har. Som h a n kan arrangere! En saa udmærket Aandemaning har jeg al­ drig set af nogen p r o f e s s i o n e l Spiritist, og jeg er vis paa, alle de andre Herrer og Damer siger det samme. Og den kære Con­ suelo — var hun ikke henrivende som „Aand“ ? — Consuelo! Min egen ameri­ kanske H ek s!“ kaldte hun højt — „kom og lad os se Dem lyslevend e!“ Fortieren under det hvide Draperi var trukket for igen; men atter hørte vi Rin­ gene rasle paa Metalstangen over Døren, Portieren blev slaaet til Side, og denne Gang saa vi ind i et fuldt oplyst Værelse; i Døraabningen viste sig Mr. Lord-Lorton med en Dame ved sin højre Side, begge bukkende og smilende, som besvarede de en Fremkaldelse.paa et Teater. Onkel W ilfrid og nogle andre gik ind til dem, og jeg hørte Beundringsudbrud og Spørgsmaal summe im ellem hinanden; jeg saa’ Miss Hope i sit klassiske Draperi sm i­ lende se min Onkel i Øjnene, som om alle de andre Mænd ved Siden af kun var Luft for hende; jeg hørte Mr. Lord Lorton i et Hydende Foredrag beskrive, hvorledes han havde arrangeret det interessante Skuespil; og medens Selskabet derefter, livligt sam­ talende og gestikulerende, gik tilbage til

ZACHARIAE M A G A S I N E R

D e t

s t o r e

U d s a l g

s o m b e g y n d t e 15de J a n u a r f o r t s æ t t e s i F e b r u a r !

(e g e t S k ræ d e ri)

S a a v e l : A f d e l i n g e n f o r f æ r d i g e H e r r e k l æ d e r

S o m : A f d e l i n g e n f o r „ S k r æ d e r i e t e f t e r M a a l “ rea lise re r nu i L ighed m ed de andre hervæ rende s tø r r e F irm a er sine Lagre

t i l „ b e t y d e l i g n e d s a t t e P r i s e r “ .

Telefon 3788

Telefon 3788

1 6 - K u l t o r v e t - 1 6 .

J

Kbhvn.•NielienåLydich« (Ax.|