S_FørOgNu_1915

Telefon Central 3788.

Iste Aargang. Nr. 4.

UDGIVET OG REDIGERET AF ZACHARIAE, KULTORVET 16.

1 C 17 K IO. T ØDrllclr i <71 O . 1Q1

Bladet koster 60 Øre pr. Kvartal, enkelte Numre 10 Øre og bestilles gennem Expeditionen, Kultorvet 16 , 3 .

Bladet faas i alle Bladudsalg (Bog- og Papirhandlerne, Kioskerne og paa de kjøbenhavnske Banegaarde).

Herrem anden og Greven. En Greve kom en Gang i Besøg hos en Herremand paa et andet Gods. Blandt an­ det faldt Talen paa Oplysningens Tilstand blandt deres Bønder. Greven holdt paa, at hans havde Forrangen, medens Herreman­ den lige saa paastaaeligt holdt paa sine. De blev da enige om at anstille en Prøve med det samme. Greven lod hente sin Kusk og viste ham tre Billeder, der hang paa Væggen i Stuen, forestillende Herremanden, Kristus og Greven. „Kan Du sige mig, Søren, hvem de Bille­ der forestiller?“ sagde Greven til Kusken. „Ja, det er den ærede Herremand, Gud og vor naadige Hr. Greve.“ Herremanden lod nu sin Røgter kalde, viste ham Billederne og gjorde ham det samme Spørgsmaal. „Ja, den ene véd jeg nok, hvem det skal være,“ svarede Røgteren, „for det er jo vor Herre Kristus, men hvad de to Røvere hed, han hang sammen med, har jeg aldrig faaet at vide.“ Hvad Mening Herremanden og Greven kom til efter de to Prøver, melder Histo­ rien ikke. I Vidne kam ret. Prokuratoren spurgte Vidnet: „Er ingen af Deres Familie nogen Sinde bleven hængt?“ „Jo.“ „Ah, ha! Tænkte jeg det ikke nok. Hvem var det?“ „Det var mig selv.“ „Dem selv? Hvad er det for noget Snak? De maa ikke gøre Ijøjer her i Retten.“ „Det er slet ikke Løjer, Hr. Prokurator. Ser De, det var ovre i Amerika. En Mand var slaaet ihjel, og jeg blev antaget for at være Gerningsmanden. Saa omringede Byens Borgere mit Hus, slæbte mig ud i Skoven og klyngede mig op i et Træ. Men saa var der en af dem, der kom til at sige, at den Myrdede var en Prokurator. Sikken en Fart de fik mig ned i ! Der blev holdt et stort Gilde, hvortil jeg blev indbudt som Hædersgæst.“ Første Vagabond: „Hvis jeg havde Hun­ drede Tusind Kroner —“ Anden do.: „Føj, Ole, det vilde være en fæl Fornemmelse. Tænk Dig at skulle holde op med at spise, naar Du havde Penge nok til at købe mere!“ Fuglehandleren: „Dette er den bedste Papegøje, jeg har; men jeg vil ikke sælge den uden at gøre Fruen opmærksom paa, at den er slem til at skrige og bande, naar den Mad, De giver den, ikke smager den.“ Fruen: „Giv mig den kun; den vil minde mig saa rart om min salig Mand.“

En B r y llu p s s k a a l. Den ældre Herre, som holder Talen til Brudeparret, siger blandt a n d et: „Bliver lykkelige, I kære unge Mennesker, og tænk paa, at naar Ægteskabet ikke falder hel­ digt ud, saa gives der et Middel derimod, og det er -— Skilsmissen. Græd ikke, dyre­ bare Moder! Deres Datter vil maaske en Gang vende tilbage til Dem .“ H e lte m o d . A .: „Olsen siger, De er en Kujon, for Dé er bange for ham .“ B .: „Bange for ham! Det vil jeg nok sige! Det er ikke længere siden end i Gaar, at jeg skældte ham ud for den værste Sjover og Bandit i hele Kongens Køben­ havn.“ A.: „Hvad sagde han til d e t? “ B .: „Det véd jeg sgu ikke. Jeg ringede af paa Telefonen, saa snart jeg havde sagt, hvad jeg vilde sige.“ En gammel Gnier i en af Provinsbyerne saa sig nylig tvungen til at søge La^gehjælp til sin Kone. „Jeg gi’er Dem 20 Kr., Doktor,“ sagde han, „enten De kurerer hende eller slaar hende ihjel.“ Konen stod ikke til at redde, og da hun var vel begravet, forlangte Doktoren de 20 Kr. „P en ge!“ sagde Enkemanden forbavset. „De skal ingen Penge have. Har De slaaet hende ih je l? “ „Er De gal! Jeg gjorde alt for at redde hende.“ „Naa,“ sagde Gnieren, „Dog kureret hende har De s’gu da heller ikke, saa jeg véd ikke, hvad De har at forlange. Jeg sagde udtrykkelig, at De fik 20 Kr., enten De kurerede hende eller slog hende ihjel, og De indrømmer selv, at De ikke har gjort nogen af Delene. Farvel.“ Fru Mejer: „Det var kedeligt; jeg op­ dager nu, at vi bliver tretten til Bords.“ Hendes lille Søn: „Det gør ikke noget, Mor, jeg kan spise for to.“ A.: „Kan De sige mig en sikker Maade at bedømme en Hests Alder paa.“ B .: „Spørg Sælgeren og multiplicer med 2.“ Bladet udgaar 2 Gange maanedlig nemlig hver 14de Dag. Der udkommer altsaa 24 Numre aarlig og Abonnementsprisen er 60 Ore Kvartalet. Tegn strax Abonnement. "W2 (Send Rekvisitionen til Kontoret. 16 K ultorvet).

C h a r i v a r i . Brandere, Anekdoter, Smaahistorier, Epigrammer, Ordsprog etc.

Redaktionen indbyder herved Bladets Læsere til at indsende o rig in a le Bidrag til denne Afdeling. Det af de indsendte Manuskripter som efter vort Skøn er det bedste, præmieres med Varer efter eget Valg til en Værdi aj 6 K r o n e r fra Zachariaes Magasiner Kultorvet 16. Manuskript lhaa indsendes i Konvolut mrkt. ■ Charivai-i « og til Redaktionens Efterretning være forsynet med Indsendei'ens Navn og Adresse. Redaktionen forbeholder sig Ret til i Bladet at aftrykke alle indsendte Bidrag. Bidrag modtages indtil 26. Februar 1915. Præmien er tilkendt følgende Vittighed i indsendt under Mærket „Adam“. En m a t e m a t is k U m u lig h e d . „Hvormange Søstre har Din ny Skole- ; kammerat?“ „Han har én, Mama. Han prøvede at bilde mig ind, at han havde 2 Halvsøstre; han vidste ikke af, at jeg havde lært at regne j med Brøker.“ Lærerinden: „Hvad véd Du at fortælle om Paasken, lille Jesper?“ Jesper: „Det er den eneste Tid paa Aaret, da Hønsene lægger kulørte Æg.“ Jensen: „Jeg kan altid mærke, naar min Kone har købt alt det V intertøj, hun øn­ sker.“ Hansen: „Hvordan d e t? “ Jensen: „Saa begynder hun at tale om, kvad jeg selv trænger til.“ Damen (der har stødt en Herre med en Paraply): „Beder m eget om F orladelse!“ Høflig H erre: „Bryd Dem bare ikke om det. Jeg har et Øje endnu.“ Anna: „Jeg synes ikke om de lange For­ lovelser. Hvad mener D u ? “ Hans: „Jeg' mener, at lange Forlovelser er bedre end slet ingen.“ Fru Jensen: „Er det sandt, at Du har Sivet Din Mand en Gadedørsnøgle?“ Fru Svendsen: „Ja; men den passer ikke «I Døren. Han fik den blot for at vise sine Fenner den paa Vinstuen, det Skind; saa Var han saa stolt.“ A.: „Der er en Historie, som alle Damer kar fortalt saa ofte, at de tror den selv.“ B.: „Hvad er d e t? “ A.: „Historien om en rig Mand, som de kunde have æ gtet.“