S_FørOgNu_1915
N r . 3
FØR OG NU
1. FEBRUAR 1915
Dag, da hun forsvandt næsten ligesaa my stisk, som hun var kommen —naar alt kom til alt,, var hendes gaadefulde Tale og hen des højtidelige Løfter vel ikke andet end tom Snak. I Selskabet var der en Mrs. Lord Lorton, som, efter hvad Lady Towers fortalte, havde skrevet den „dejlige, spændende Bog“, „En kalket Grav“, der var udkommet i ti Op lag paa et Aar.“ Der var den nævnte Dames Mand — „saa- dan en mageløs interessant Spiritist — for sin Fornøjelse“, tilføjede Lady Towers, „men ved Gud meget bedre Aandemaner end dem, der lever af det.“ Der var den berømte Skuespillerinde Giula Doré, der kom for samtidig at gøre Afskedsbesøg, inden hun forlod England. Der var Mr. Fitzroy Dermot, den smukke Tenorsanger, alle teatergale Damers Ideal. Der var de to Brødre Bagstaff,
havde det saaledes, men jeg fik et Indtryk af Selskabet, som om der var noget stak- aandet over dem allesammen — som om de havde en Fornemmelse af, at noget uventet kunde ske, og at de ligesaalidt som jeg vilde blive overraskede, 'hvis den almindelige Lystighed pludselig blev forstyrret af en eller anden tragisk Hændelse. Jeg følte mig mere oplivet igen, da Lady Towers henimod Klokken ti rejste sig og anmodede Selskabet om at følge med hende over i den store Sal. I den Ende af Salen, der laa vis å vis den brede Fløjdør, ad hvil ken vi kom ind, vel en halv Snes Alen fra, hvor jeg var kommen til at staa, var op hængt et stort hvidt, malerisk arrangeret Draperi, der rimeligvis dækkede en anden Fløjdør til et Værelse bagved. Først nu fornam vi alle, hvilken Hygge og Varme, det havde lykkedes vor gæstfri Vært og Værtinde at tilvejebringe i de andre Værelser, til Trods for Stormen og Uvejret. Luften i Salen føltes isnende kold, medens vi stillede os op gruppevis, afven tende nærmere Besked af Lady Towers om, hvad vi egentlig skulde foretage os. Jeg benyttede Mellemtiden til at beundre de pragtfulde Lysekroner med de utallige elek triske Lys, som Sir Thomas paa sin god modige Maade havde pralet af for en halv Timestid siden. Paa en Gang gennemrystedes Huset af et Tordenbrag, det lød, som om der skete en Eksplosion i Kælderen under vore Fødder. Der lød et halvt leende, halvt angstfuldt Skrig fra Damerne, og samtidig gik det elek triske Lys ud. Der blev et totalt Mørke og en ligesaa total Tavshed over hele Salen. Kun hist og her skimtedes nogle svage røde Lyspletter, der kom fra to skinnende røde, skæve Øjne i en indisk Ampel, af Form som et Afguds billede, der hængte paa den ene Væg. Der lød en svag Raslen af Damernes Silke kjoler, medens vi uvilkaarlig flokkede os sammen i Mørket, og pludselig hørte vi fra Draperiet en Lyd af skurende Messingringe, som om en Portiére hurtigt blev dragen til Side. Vi stirrede i spændt Forvirring i Ret ning af Lyden. En Strøm af raakold Luft, der strøg hen over vore Ansigter og Damer nes blottede Halse, sagde os, at Døren bag Draperiet var bleven aabnet. Der var endnn intet at sé, uden en Anelse af Hvidt — det var Draperiet, og midt i dette noget endnu sortere end Omgivel serne — det maatte være Døraabningen. ‘Udenfor var Stormen begyndt at rase endnu heftigere end før, som var der en Forbindelse mellem Uvejret og den pludse lige Hændelse med det elektriske Lys. Jeg har hørt overtroiske Folk tale om noget, der hedder „Varsler“, men aldrig troet der- paa. I dette Øjeblik var jeg meget nær ved at gøre det. Saa syntes det, som om Stormen sagtnede af, og da dens Bulder blev svagere, fornam vi Lyden af en sørgmodigt klingendeÆols harpe langt borte. Det lød, som om de bløde Toner kom ind igennem Aabningen i Porti- éren, og medens vore Øjne søgte mod Lyden, forekom det os, at vi skimtede noget bevæ geligt Hvidt i den mørke Døraabning. Det fortonede sig først som faldende Sne, belyst et eller andet usynligt Sted fra, og derpaa dannede der sig for vore forundrede Blikke de utydelige Omrids af en menneske lig Skikkelse. X. Kapitel. „Den am erikan ske Heks“. Noget, der lignede en hvid Sky med ube stemte Omrids, formede sig gradvis til et klassisk Draperi, i hvis bløde Folder der skimtedes ligesom to Fugle, der bevægede sig, indtil de paa en Gang blev stille, og vi saa svagt to Hænder, der foldede sig sammen. Skikkelsen voksede og blev tydeligere ind til Legemet af en rank og skøn Kvinde, i et Lysskær som af klart Maaneskin, svævede ud af de taa'gede Omgivelser. Figuren var klædt Let hvidt, tæt sluttende Draperi, der
paa en Gang dækkede og aabenbarede det fuldendt formede Legemes Linjer, medens Ansigtet var skjult under en Sky af lyst, skinnende Haar, der bølgede ned om Figu ren og næsten berørte Hofterne.
I et Par Sekunder stod Skikkelsen ube vægelig, kun at den ligesom svajede umærke ligt som en Lilje, der røres af Vinden, og derpaa med en lynsnar Bevægelse af Hæn derne, blev den bølgende Haarfylde strøget tilside fra Ansigtet, og et Par Øjne som -to skinnende mørke Juveler lynede os i Møde. Jeg havde ikke behøvet at se dette An sigt, thi den venstre Haands Perlehandske havde sagt mig, hvem det var. Og dog — dette var ingen Kvinde af Kød og Blod; det var kun et Genskin af Virkeligheden. Jeg forstod det ikke. Det m aatte vel alligevel være et i Forvejen arrangeret Spil, eller — nej, der var ikke noget andet Alternativ, undtagen en overnaturlig Aabenbaring, hvad jeg bestemt vilde have protesteret imod at tro paa til enhver anden Tid, og paa ethvert aridet Sted, end her i Mørket i den vilde Valpurgisnats Storm. Som det var —med den usigelig gribende Musik fra Æolsharpen i mine Øren, blandet med Vindens Susen, den spændte, angstfulde Tavshed hos de Omkringstaaende, Mørket, der var traadt i Stedet for det blændende Lys — var jeg noget nær i Stand til at tro, hvad det skulde være. Min Onkel, som var gaaet foran mig ind i Salen, stod tæt op til mig. Jeg vidste, at det var hans Skulder, jeg havde berørt, da Lyset gik ud, og jeg var sikker paa, at det var ham og ingen anden, der ved en uvil kaarlig Bevægelse havde tilkendegivet sin Overraskelse, da de bølgende Haarmasser blev strøget tilside for det Ansigt, der sik kert havde optaget hans fleste Tanker i de forløbne Dage. Idet jeg erindrede mig hans Besvimelse for otte Dage siden, blev jeg pludselig angst for ham og stak min Arm ind under hans for at holde fast paa ham, hvis det var nødvendigt. Som jeg gjorde dette, lød Sig- nora Dorés klokkeklare italienske Røst paa en Gang igennem Mørket: „Hvad er det? Oh, Sanctissima Maria, vil nogen sige mig, hvad det er!“ Hendes Udbrud, der udtrykte den højeste Grad af Bestyrtelse og Angst, blev besvaret af den hvid£ Skikkelse med et Smil, der viste de to Smilehuller, jeg kendte saa godt paa Miss Hopes Kinder. Derpaa, som et Lyn, forsvandt Skikkelsen i Mørket. Den var borte —komplet visket ud! Og medens vi endnu stod og stirrede efter den, skin nede det elektriske Lys igen rundt om kring os. Visionen var tilende. Tonerne fra Æols harpen forstummede. Vi yar igen et dag ligdags Selskab af Herrer og Damer i Sel skabsdragt, grupperede i den store, straalende
som i Forening redigerede „et af de aand- rigste Ugeblade i Hovedstaden“. Og ende lig havde Huset Besøg af Forfatterinden til „Fluen i Nettet“ — saadan en kvik Ameri kanerinde, der gik under Navnet „Den amerikanske Heks“ paa Grund af den Trold dom, hendes Bog havde øvet paa Sindene. —„Ja, vi havde naturligvis læst den,“ sagde Lady Towers, „for det havde jo alle Menne sker.“ Hverken Onkel Wilfrid eller jeg havde megen Sympati for den nymodens Retning i Litteraturen, men „Fluen i Nettet“ var noget udenfor det almindelige. Den havde vi læst. Jeg var bleven gjort opmærksom paa den for nogle Maaneder siden, læste den med den største Interesse og fik min Onkel til at gøre det samme. Vi huskede den godt begge to, og i den nedslaaede Stemning, hvori vort fælles fejlslagne Haab havde sat os, blev vi for en Stund oplivede igen ved Udsigten til at møde den Kvinde, hvis mærke lige, simple lille Historie havde gjort et saa dybt Indtryk paa os. Men heller ikke heri syntes Skæbnen at ville imødekomme os. Den amerikanske Forfatterinde var „upasse lig“ og maatte renoncere paa Selskabet for at blive i sin Seng et Par Dage, hed det sig. Der var neget tragikomisk i Situationen baade for Onkel og mig. Dér havde vi jaget en hel Uge efter en Vildgaas uden at have Held med os, saa vilde vi trøste os med en And, og heller ikke den skulde vi faa fat i. Tre—fire spildte Dage for Sir Wilfrid Amory °g lige saa mange dræbende kedsommelige Dage for mig. Paula havde, det bedst. Hun gottede sig naturligvis indvendig. Og næg tes kunde det jo ikke, overfor hende havde U gjort os temmelig grundig til Nar. Ifølge den fri Tone, der herkede paa Hazel- wount gik Damer og Herrer ikke hver til fiin Side efter Bordet. Man blandede sig ugenert imellem hinanden, talende sammen 0lu alt muligt mellem Himmel og Jord, og begge Køn rygende, Damerne fortrinsvis tyrkiske Cigaretter. Jeg havde taget Mrs. Lord Lorton paa ¡Mn Samvittighed. Det var en godmodig Sjæl, ganske køn, men af temmelig „sat“ Alder. Hun talte i Epigrammer, men hen- uesAandrigheder lød falske i mine prosaiske Øren. Og det øvrige Selskab lod ikke til at V£ere stort bedre. De „pikante“ Historier u? den utøjlede Latter, der hørtes rundt om, l0d uharmonisk og støjende, som Torden- vejret og Stormen udenfor. Det var vel sagtens kun mig selv, der
Made with FlippingBook