S_FørOgNu_1915

FØR OG NU

1. FEBRUAR 1915

N r . 3

give tabt.“ Men n e j! Ned ad Bakke lyk­ kedes det virkelig Ørentvisten at trække dette enorme Læs, ganske vist ikke uden Besvær. Jeg maa bemærke, at naar Øren­ tvisten standsede, saa standsede Vognen ogsaa og rullede ikke videre af sig selv, hvoraf det altsaa fremgaar, at det var Dyret alene, der bevægede Vognen, idet „Bakken“ ikke var saa stejl, at Køretøjet kunde rulle ned ad den ved sin egen Vægt. Tavlens nøjagtige Hældning er angivet paa Fig. 10, hvor en Hest ses trækkende et Læs Tømmer af forholdsvis samme Vægt som Pengestykket. Ved Vejning viste det sig, at et Pennystykke vejer lige saa meget som 88 Tændstikker. Da en Tændstik er 4 Gange længere end en Ørentvist, maa vi altsaa dele Bjælkerne i Stykker, der for­ holdsvis svarer til Længden af en Hest, og ved et nem t Regnestykke naar vi altsaa det forbavsende Resultat, at vi behøver 332 svære B jælkestykker, lige saa lange og tykke som en Hest, for at faa et Læs, der svarer til, hvad Ørentvisten trak hen ad Tavlen. Maalt med en anden Maalestok er Sagen lige saa overraskende og giver en Forestil­ ling om Ørentvistens vældige Kræfter. Man regner, at en Hest kan trække et Læs som i Vægt svarer til to Hestes Vægt. Penny­ stykket vejer lige saa m eget som 250 Øren- tviste, og en Hest maatte altsaa, dersom den skulde trække forholdsvis det samme

nedad, medens Hjulene bestod af to Styk­ ker Blyant, fastholdte ved Naale. Til dette Køretøj blev Ørentvisten forspændt, hvorpaa jeg taalmodig satte mig ned og afventede, hvad der vilde komme. Efter at Ørentvisten havde betænkt sig lidt, tog den sig pludse­

vii kom Traaden til at danne en Løkke, som indespærrede Ørentvisten, og jeg havde nu min Morskab af at se paa Dyrets Krum­ spring for at komme ud af den Indhegning, Traaden dannede om den. Saa snart Øren­ tvisten var kommen Traaden en halv Tomme

lig sammen og slog straks over i, hvad jeg vil kalde „en jævn, lille Lunte“, idet den nok saa net trak Vognen ef­ ter sig. Jeg lagde da en Tændstik paa Køretøjet,

Fig. C. nær, standsede den pludselig, gjorde kort omkring og ilede i modsat Retning, for straks at standse paa ny, naar den var kom­

uden at det i mindste Maade syntes at af­ ficere Ørentvisten. Tændstik efter Tændstik blev derefter anbragt paa Karren, til der i alt var otte.

Paa dette Tidspunkt begyndte Dyret at vise Tegn paa, at det maatte „hænge i“ for at faa Vognen med sig, omtrent som naar en Hest arbejder sig op ad en Bakke med et tungt Læs, og skønt det viste sig, at Ørentvi­ sten kunde trække mere end otte Tændstikker, var det dog tydeligt, at den blev overan- strengt derved.

men hen til Traaden. Da den i nogle Mi­ nutter havde forlystet sig paa denne Maade, begyndte den at dreje sig om sig selv lige

Jeg vejede nu de otte Tændstikker og fandt, at deres sam lede Vægt var 24 Gange saa stor som Insektets. Hver Tændstik var fire

Læs, som Ørentvisten trak, have ikke to, men 250 Heste paa Vog­ nen. — Under de foregaaende Beregninger har jeg forudsat, at de to Køretøjer, som Hesten og Ørentvisten trak, havde for-

Gange saa lang som Øren­ tvisten, alle otte altsaa 82 Gange længere end Dyret. Naar man ser bort fra det

Fig. 8. i Midten af Indhegningen, idet den uafbrudt holdt Bagkroppen i Vejret og øjensynlig forsøgte at knibe sig selv i Halsen. Den

Fig.11. holdsvis samme Vægt; men i Virkeligheden har Ørentvisten slaaet Hesten med en overor­ dentlig smuk Rekord, idet Papvognen med sine to solide Blyantshjul vejede 46 Gange mere end Ørentvisten selv. Den sidste Opgave,

forskellige Antal Ben, svarer en Hests og en Ørentvists Proportioner omtrent til hin­ anden. Jeg har derfor paa Fig. 7 afbildet en Hest, der trækker Bjælker, som i For­ hold til Hesten er lige saa lange, som Tænd­ stikkerne er det i Forhold til Ørentvisten. Jeg antager næppe, at man vilde sæ tte en alm indelig Hest — maaske ikke engang to — til at trække otte saadanne Bjælker. Dersom Bjælkerne blev skaarne til i Styk­ ker, lige store paa alle tre Ledder, vilde der udkræves et meget langt Køretøj til at

opførte sig, som om den var gaaet helt fra Forstan­ den, og troede sik­ kert, at Løkken var en kæmpemæs­ sig Slange, der vilde æde den. Da jeg havde set mig mæt paa den, be­ friede jeg den fra den indbildte Fare, fodrede den op og opnaaede omsider at faa en Traad anbragt om Livet paa den. Den kun­ de først slet ikke finde sig til Rette i sin nye Stilling, men efterhaanden vænnede den sig til Traaden, hvor­ paa jegskred tild e egentlige Forsøg.

jeg stillede min dyre­ bare Ørentvist, er af-

transportere dem p a a ; dets for­ holdsvise Størrelse er vist paa Fig. 8. Otte Tændstikker var normalt Læs for Ørentvisten, som ikke havde Øvelse i den Slags Arbejde og selvfølgelig ikke var gunstig stem t imod det, fordi den ikke, som Hesten, ved, at efter Arbejde følger Hvile. Med Hensyn til, hvad en Øren­ tvist v i r k e l i g kan trække, be­ høver De kun at se paa Fig. 9,

bildet paa Fig. 11. Jeg holdt den svævende i Luften og lod den selv vælge sig en Strimmel svært, blaat Papir. Der var ikke Tale om at anvende T va n g; den kunde tage Papiret eller lade være. Om Dyret vilde „vigte sig“ med sine Kræfter, ved jeg ikke, men det gav sig dristigt i Lag med en Strimmel, der var 20 Gange saa lang og rigelig saa bred som det selv. Det er værd at lægge Mærke til, at Ørentvisten kun brugte to af sine Ben til at løfte Papiret med, og i Modsætning til Fluen vendte og drejede den ikke paa det, men holdt kun fast paa det i bister Ko. Jeg vejede Papiret, hvis Vægt viste sig at svare til 12 Ørentviste. Paa Fig. 12 har jeg afbildet, hvad dette vil sige, dersom Talen er om Mennesker. De Reb, som binder Mændene sammen kan godt lades ude a Betragtning; thi Ørentvisten løftede Papir- trimler, som var tungere end den, der her er lagt til Grund for Beregningen.

for at forstaa, hvor stort dens Læs da bliver. Jog gav en Tavle en svagt skraanende Stilling ved at lægge en Blyant under den ene Ende og satte Ørentvisten og dens Vogn derpaa. Det gik som en Leg for den. Saa lagde jeg et Møntstykke paa Vognen og tænkte: „Naa, min Ven! Nu maa Du vist

Jeg havde i Forvejen lavet en lille Karre, 1 Tomme lang og */* Tomme bred, dannet af et Stykke Pap, hvis Sider var bøjede

Fig. 10.