S_FørOgNu_1915_1

N r . 22

15. NOVEMBER 1915

EØR OG NU

fattig t Vindue paa Kvisten ser en U rtepotte med en Gyldenlak i Blomst. Og det er denne Trangs Berettigelse, der har fundet Udtryk i det gamle, bibelske Ord om, at Mennesket ikke lever alene af Brød. Der skal mere til end at æde og drikke, hvis man skal kunne sige om os, at vi lever et Liv, der er Mennesker værdigt. I Sandhed — det er ikke uden Grund sagt om os Danske, at vi er et godmodigt Folkefærd, og det er velfortjent, naar man med et kollektivt Navn har kaldt os Allesammen Sørensen, et Navn, der klinger symbolsk. — Sørensen, Skikkelighedens og den aandelige U interessertheds Begreb. Har man færdedes ude i Verden og set den K raft, Energi og flammende Begejstring, der rører sig i Dybet hos fremmede Folkeslag, griber man sig som Dansk ofte i sin egen Barm og

Hovedstad et saadant Ejendommelighedspræg; de var et væsent­ ligt Træk i dens Fysiognomi og tilfø rte den en mild og hjem lig Ynde, der aldrig vil kunne erstattes. M aterielt set var det sagtens en Vinding at faa skaffet Bygge­ plads til disse Tusinder af Huse i hæslig Kasernestil, men aan ­ delig set var Tabet mange Gange større end Gevinsten. Man har ta lt om hygiejniske Fordele, — jo pyt! Saadan snakker de Ræve for de Gæs! Man fortalte os, a t Voldene kunde være kønne nok, men de spærrede for Luftens Tilgang ude fra L an d e t! Hvem tror paa en saadan Krønike ? Og var der virkelig Sandhed i denne Paastand, kunde der da ikke paa forskellig Maade — f. Eks. ved enkelte Gennembrydninger hist og her — være sørget for at skaffe L uft? Nej — M agistraten vilde have sin Vilje, — og fik

D en s to r e R u n d d e l i S t a d s g r a v e n u d f o r M id te n af V a n d v æ r k e t , s e t f ra P i le g a n g e n i D ir e k tø r P o u ls e n s H a v e 1880.

den desvæ rre! Saaledes har det altid væ ret Sæd og Skik i vort kære Land, naar vi har træ ng t til at høre den store, brede Be­ folknings Mening! Der var Ingen, der spurgte om den, og af sig selv y ttrede den sig ikke, ialfald ikke paa tilstræ kkelig kraftig Maade. Hvad nyttede vel de Enkelte Ramaskrig over den Vandalisme, man saa fuldbyrdes Dag for Dag, dengang man, som Digteren Kaalund sang i de vemodige, skønne Vers, trillede vore dyrebare Minder bort paa Skubkarrer ? Nutiden krævede sin Ret, svarede man. Bort med al blød­ søden Ømhed for gamle Minder! Hvad er gamle Minder værd i klingende Mønt ? Kan de parcelleres ud i K vadratalen til Bygge­ grunde ? Lad Poeterne klynke, saa meget de v il! Bort med al Ø llebrødsbarmhjertighed! Det er Livet, det gælder, — Fremskridt og Hygiejne! Vi kan ikke leve af Poesi! \a , nej! Men u n d v æ re Poesien kan et Folk nu ikke, lige saa lid t som det enkelte Menneske. Trangen til at modtage Skønhedsindtryk er nedlagt i os alle. Det er denne Trang, der i det Smaa skaffer sig ofte rørende Udløb, f. Eks. naar vi i et

spørger sig selv om, hvad der mon skal til, for at vi herhjemme skulde vækkes af Døsen, saa at Befolkningen, naar Lejligheden frembød sig, rejste sig alle som én Mand og krævede Respekt for sig og sin Mening. Ja, hvad skulde der til? Det er nok store Ting, hvis vi knyt­ ter Haanden — i Lommen! A utoritetstroen ligger os i Blodet, og hvad Byens vise Raad bestemmer for Dig og mig, det er na­ turligvis rigtigt. Og er det ikke os selv, der vælger Byens vise R a a d ! Vor Bys naturlige Beliggenhed er saa skøn, a t vi endnu tør rose os af, at vi i København ejer en Hovedstad, der kan kaldes smuk. Men dengang Voldene raseredes uden Skaansel, blev den berøvet sin kosteligste Perle i sin Skønhedskrans. Endnu ligger der en Voldrest tilbage. Man spørger uvilkaar- ligt sig selv om Grunden dertil. Af Pietetshensyn er det saavist ikke! Thi den sidste Voldrest henligger i en Tilstand, der burde beskæmme os dybt. Gaa en Dag ud paa Christianshavn og tag selv Vandalismen i Øjesyn. Maaske liændes det, at En og Anden ved at se de molesterede,

2 1 6