S_Borgmesterbogen_1870-1928

236

H V E R V E T S TÆNK E B OG

ledes at de blev iøjnefaldende. Søjlen fik bug som ganske betog den dens oprindelige gratiøse lethed og gesimslinjerne fik ligeledes krummet ryggen udefter, og derved var vi inde i forfaldsperioden. Ved den i Italien senere fremblomstrende renaissance fortsatte man kursen og forsøgte at forhøje den perspektivske virkning i bygningens indre. Man indsnævrede f. eks. kirkens hovedskib og gjorde afstanden mellem søj­ lerne som adskilte hovedskib fra sideskib, gradvis kortere som de fjernede sig fra indgangen for derved at give rummet udseende af at være længere end det i v irke­ ligheden var. En falsk og overspændt udvikling om hvilken det skæve tårn i Pisa står som et fremtrædende monument. Imidlertid udvikledes gotiken i Nordeuropa og denne gav ved sin rige anvendelse af geometriske former, en ny retning for my- stiken. En kendsgerning vi er m indet om ved overvejelserne angående Trondhjems domkirkes istandsæ ttelse. Men den mystiske teknik har fortsat sig til vore dage, og forsøg gøres af og til på at finde formler for rumforhold og planer af selv små borger­ lige huse. Hvorvidt man kan henregne disse udskejelser til de dysmorfiske bestræbelser indenfor kunstrigets grænser, er måske tv iv lsom t. De er i hvert fald historiske kends­ gerninger som det har sin interesse at bevare minderne om og som stadig finder ny udslag f. eks. i kubismen. De vanskelige spørgsmål om proportioner, forholdsmål og harmoni i bygningskunsten er bestandig åbne og vil vel altid blive så, fordi de i så høj grad er afhængig af smag og fantasi. De er afhængige af personligt skøn. Men den barnlige ide om at detaillerne gradvis må gøres grovere jo fjernere fra øjet de anbringes, i den perspektiviske virkning, må kunne sendes til pulterkamret m el­ lem andre opgivne vildfarelser. De mest slående eksempler kan observeres i vore kulturcentre, i Wien f. eks. ved udstillingen 1873 var opført en anselig rotunda eller hædershalle som måske står endnu. Dens tag var formet i lighed med en udslået paraply, i hvis indre felter var malet kæmpestore kvindelige genier, hvilke ganske forstyrrede størrelsesforholdet. Man havde ofret en større sum på her at skaffe en imponerende forhal til udstillingen, man savnede ævne til at fastholde denne ide ved passende dekoration. Figurernes størrelse virkede i høj grad formindskende på størrelsesindtrykket. Et andet eksempel er hovedfagaden af Paris’ store opera byg ­ ning, hvor kolossale figurer kroner fagadens øverste del, medens små lettere figurer smykker den lavere del som gør hovedindtrykket disharmonisk ved at undertrykke den naturlige perspektiv. Den gyldne vej til gode forholdsmål leder os til den græske søjles entasis. Fø l­ ger v i dens anvisning og reducerer detaillerne opefter på lignende måde, uden over­ drivelse, så er man på den sikre vej til et godt resultat, hvis planen ellers er god. I den retning er pariseroperaen særdeles lærerig, thi de forhold som førte til de vanskabte facadeforhold er de samme som gav planen sit forførende udtryk og teg ­ ningerne deres kunstneriske flothed. Mellem de konstruktioner som tjener til at give vore bygninger deres særegne lokalpræg, er vinduesformen fremtrædende idet vore gadebilleder hidtil har været afhængige af denne, og et kuriøst eksempel på betydningen i så henseende har Ame­ rika leveret. Efter borgerkrigens afslutning udfoldedes bestræbelser for at skabe en bedre og mere stedpræget arkitektur og motiverne hentede man hos den franske experimentale „Neogree og forenede denne med en stærkere brug af verticale lin ­ jer. Vinduerne blev da høje og smalle og eksempler med 3 eller 4 rammer i højden