RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

202

TR IN ITAT IS ’ PRÆSTEGAARD

Grendser ingenlunde bør modarbeides. Dertil hører, at Regent- sianerne maae i hjemlig Negligé kunne spadsere, samtale og røge deres Pibe i Regentsgaarden uden a t begloes og kritiseres, eller — hvis Skiebnen vil det saa — beundres og findes »allerkiæreste« af Nabohusets Beboere og disses Bekiendtskaber. Følgen vilde blive, a t enten gik Alumnerne ind derpaa og coquetterede dermed, eller de trodsede det og henfaldt til en Cynisme, som vi heldigviis for­ længst er bievne fri for. I begge Tilfælde vil det rette, sunde Regents­ liv lide derunder.« At han ender med ogsaa a t pege paa andre mulige Ulemper som »larmende, rygende, lugtende Fabrik- eller Haandværksdrift«, »for­ styrrende Skoleforhold«, »Beværtning« o. 1., har i denne Forbindelse mindre Interesse. I sin Pris af det jevne og ugenerte Regensliv har Petersen i Virkeligheden ristet sig selv den bedste Minderune .149 Og virkelig var Gubben nu ved for Alvor a t blive gammel. Han var jevnlig syg, i November 1857 saaledes af Rosen. En Maaned tidligere havde han haft den Sorg a t miste sin Søn Fritz. Alumnerne bar Kisten til Kirken og derfra ud til Ligvognen, men da de vilde følge efter den helt ud paa Kirkegaarden, frabad den gamle Romer sig det. I 1858 var det a tte r daarligt med Helbredet, især klagede Petersen over Øjnene, men da de nye Alumner skulde modtages i Februar, skrev han i sin Dagbog om Optagelsen: »Jeg foretog denne selv. Jeg kunde ikke overtale mig til a t frasige mig denne Handling.« Var det Hen­ givenhed eller Pligtfølelse, eller, maaske snarest, begge Dele, som drev ham hertil? Nu var han imidlertid klar over, a t Afskedens Time nærmede sig. Han ordnede sit Bo og benyttede Sommeren til a t gennemgaa Regensarkivet, der i den store Korrespondance i Aarenes Løb mellem ham og den døve Fabricius »indeholder mange værdifulde Bidrag til Regentsens indre Historie og afgiver et hæder­ ligt Vidnesbyrd om den meget væsentlige Andeel, Fabricius har hav t i, hvad Godt der ved vore fælles Bestræbelser er virket for Regentsen«. Hvor gerne havde han ikke selv bearbejdet dette rige Stof, der gav et karakteristisk Udsnit af hele Tidens Udvikling! »Det var i længere Tid mit Forsæt a t skrive Regentsens Historie, men min Helbredstilstand, som den har været i de sidste Aar, har hindret mig deri. Om jeg nu eller senere vilde kunne skrive den, er uvist, men nu da jeg er fjernet fra mine i Archivet indeholdte Samlinger dertil, er der ikke mere a t tænke derpaa.« Med disse Ord ender Petersen sin Dagbog. Men vi har foregrebet Begivenhedernes Udvikling. D. 9. Decbr. 1858 indsendte han sin