RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

200

»FORHOLDSREGLERNE« AF 1857

Sagen med Petersen. Bestemmelserne blev omtrent som de tidligere fra 1843 (Side 122), kun med en noget anden Ordning og Udeladelse af, hvad der ikke berørte Alumnerne direkte. De af Petersen saa elskede Ganginspektørei var dog bortfaldne som overflødige, til Gengæld var der kommet den Bestemmelse til, som Fabricius med Grund ironiserede over: »Hunde maa ikke holdes paa Regentsen eller der have stadig Gang«. Viceprovsten henviste ogsaa til Faren for Tyverier paa Regensen og Nødvendigheden af, a t Alumnerne blev instruerede om a t holde deres Værelser lukkede .146 E t personligt Offer bragte derimod Petersen, da der i 1852 frem­ kom et Forslag om Opførelsen af en Materialbygning og en Hem­ melighed, nemlig a t renoncere paa sin Have til den nødvendige Plads dertil, kun med det Forbehold, a t de større Træer skulde faa Lov til a t blive staaende. Under Navnet »Trekroner« har den sidste af disse Bygninger vundet stor Berømmelse i Regensens Annaler. I smaat og stort var den gamle Regensprovst altid paa Færde for a t gøre det saa godt som muligt for Beboerne. Snart maatte han til sin Ærgrelse opgive Kampen mod Væggetøjet, da der paa højere Sted resolveredes, a t der »intet skulde foretages«. Hans trofaste Vice- provst trøstede ham saa med, a t »det Comiske i a t have en Mini- sterialresolution for, a t »Væggelusene ikke maae fordi ives« har vir­ kelig hos mig seiret over det Ærgerlige«. Snart bekæmpede Provsten, og med større Held, det Hasardspil, som enkelte Alumner forfaldt til, og som Rygtet endog foi talte blev drevet inden for Regensens Mure. Dette var ganske vist en Overdrivelse, men det kunde hænde, a t Politiet ude i Byen ved Overrumpling af en Hasardbule fik en Regensianer med i Nættet. Endnu findes der i gamle Petersens Papirer en Koncept til en Røffel til saadan en Synder. Men næsten rørende er det a t se, hvilken Langmodighed Provsten udviste i denne Sag, han lovede a t lægge Sagen ad acta under Forudsætning af, a t Fejltrinnet ikke gentoges .147 Naturligvis var det særlig Islænderne, som satte Provsten graa Haar i Hovedet. Fabricius mente, a t »det kan jo ikke godt være anderledes, da de unge Islændere ved deres Ankomst strax modtages af den faste Stok, som ikke tillader, a t de pleie danske Bekj endt- skaber; og da de, som strax faae Stipendierne, i Begyndelsen især, ere godt, altfor godt forsynede med Penge, ere Fristelserne for store til a t kunne modstaaes«. Hvert Aar var der i Virkeligheden en eller et Par Stykker af dem, som gik i Hundene. Petersen søgte a t stive dem af, og han holdt Dossier over de værstes Bedrifter. 1847—57