PlytekniskeLæreanstalt

H Ø J S K O L E N I D E N S I D S T E M E N N E S K E A L D E R

nestuerne, således at det kun var hos kemikerne, at laboratorieøvelser spillede nogen større rolle. Om en deltagelse i ingeniørvidenskabelig forskning efter studietiden var der ikke tale. Selvom konstruktions­ stuen ikke har tabt sin betydning, gennemfører nu alle højskolens stu­ derende laboratorieøvelser, og deres eksamensarbejder, der tidligere alene bestod i løsning af konstruktive opgaver, kan nu også tage form af opgaver, der må løses ved laboratoriets hjælp. En fordel ved de nye uddannelsesformer er, at de giver erhvervs­ livet mulighed for langt bedre end før at vælge nye medarbejdere under hensyn til de særlige opgaver, der vil blive dem betroet. Som bekendt er det to væsensforskellige mentaliteter, der er brug for, efter­ som det drejer sig om en administrator og organisator eller en analy­ serende og konstruerende forskernatur. Det skal her erindres, at lære­ anstalten under alt dette, trods den uhyre vækst i vor naturerkendelse og teknik, har bestræbt sig for ikke at gøre studietiden længere, sam­ tidig med at man ikke har lagt mindre vægt på en grundig, alsidig teoretisk uddannelse. Under de forhandlinger, der fandt sted med myndighederne i an­ ledning af højskolens nybygninger ved Øster Voldgade, blev det ud­ trykkelig betonet, at denne udvidelse ikke så meget tilsigtede en for­ øgelse af antallet af ingeniørstuderende. Formålet var at skaffe plads til de teknisk-videnskabelige laboratorier. Der foreligger fra højsko­ lens side et officielt dokument, afgivet til den daværende regering om, at dette og alene dette var udvidelsens formål. Der var på det tids­ punkt (omkring 1927) heller ikke særlig grund til at søge elevantallet, som dengang udgjorde ca. 800 studerende, forøget, idet netop dette tal svarede til landets behov for civilingeniører. Under den første ver­ denskrig og i de første år efter denne havde tilgangen været særlig stor, svarende til et antal af ca. 1100, hvilket i de følgende år førte til en ikke ringe arbejdsløshed blandt ingeniører. Med de forhåndenværende lærerkræfter og laboratorieforhold kunne man under sådanne forhold ikke yde en fuldt forsvarlig undervisning, og med Dansk Ingeniørfor­ enings fulde tilslutning måtte højskolen bede ministeriet om tilladelse til at iværksætte en begrænsning af antallet af nyoptagne. En sådan tilladelse opnåedes for første gang i højskolens historie ved kongelig resolution af 15. maj 1919. Denne adgangsbegrænsning har ikke kun­

3 i