PeterFrederikSuhm_1898

P eter F red erik Suhm .

2 9 2

{inde een Ven, fordi vi ej selv vide at være Venner.« Derefter følger et Citat af den romerske Digter Lucanas". Ved Aaret 1036 fortælles om den grusomme Død, en engelsk Prinds leed, og Suhm udbryder da: »Er det Menneskers Hi­ storie jeg beskriver, jo, det er Menneskers og Christnes.« I Anledning af Krig mellem den norske Konge Haiald og den danske Konge Svend Estridsen, skriver Suhm: »Saaledes tænkte og hadede Danske og Norske hinanden, ej forestillende sig, at den Tid skulde komme, da de vilde blive eet Brødre- Folk, og hver med Billighed ansee hinandens Skade og For­ dærv som sin egen.« Der fortælles, hvorledes en Biskop Johannes i Meklenborg leed Martyrdøden, og saa skrives Følgende: »Om end nogle af disse Martyrer have havt deres Skrøbeligheder og været befængte med en Del vrange Meninger i Tioens Læi domme, efter Tidernes Maade, saa kan man dog ej andet end beundre deres Heltemod i at overvinde Pinsler og Død, ej nok takke dem, at de ved deres Gjenvordigheder have forskaffet os Fred, Lise, Ro og Oplysning, ej nok erkjende, at de med deres Fare have tæmmet grumme og vilde Folk, og frembragt milde og velgjørende Sæder. Dem maa vi takke for at vi ere sædelige, og at vi nu undgaa at sættes paa saa haarde Prøver for Op­ lysning og Retskaffenhed. Hvor gjerne vilde jeg ønske, at kunne trække et evigt Slør over vore Fædres, Nordiskes og Venders Grumhed og Blod-Religion, men Historiens Love byde mig at tale Sandhed.« Den bekjendte Strid, som 1159 forefaldt imellem Valdemar den Store og Absalon, fortælles, og Suhm bemærker da: »Der vilde ej være saamange slette Konger, der sove bort paa Thro- nen, om deres Mænd havde Mod i Brystet, vare redelige og ej dreves af Ærgjerrighed,« og efter at de Ord ere meddelte, med hvilke Valdemar søger at forsvare sin Opførsel, hedder det: »Saaledes ville Konger og store Herrer især, ja alle Menne­ sker gjerne besmykke deres Fejl.«

* Lucanus, Pliarsal., I., v. 458—62:

Certe populi, quos clespicit Arctos, Felices errore suo, quos ille timorum

Maximus haud urguet leti metus. Inde ruendi In ferrum mens prona viris, animaeque capaces Mortis: et ignavum rediturae parcere vitae.