PVJacobsensBreve_1899

berde«. Da hun ikke kunde blive af med ham med det gode, gav hun ham et Ørefigen, og han hende derpaa eet igen . . . .

Ørnegaarden pr. 5 Fjerdingvejsmilepælen paa Vejen fra Kbhvn. til Lyngbye d. 5 . og 6 . Juli 1829 .

Gud hjælpe, først og fremmest mig, kære Adler, og siden Dig; thi hvis han ikke giver mig en Haand, i det mindste som Holger Danskes, og Dig Øjne med Briller saa stærke som Herschels Teleskop, saa vil det se galt ud for os begge. — Jeg er nemlig bleven paa det betydeligste stødt over dit sidste Brevs Begyndelse. Der forekommer Finter om at skrive kort, ikke at skrive con amore , at skrive saaledes, at man maafrygtefor etc. etc., og jeg har derfor taget 2 Brevark for mig med den allerfasteste Beslutning at skrive dem ganske fuldt og færdigt, alt medens jeg sidderher tværs over for 1 Vi Milspælen paa Vejen til Lyngbye. Men hvorledes dette skal kunne lykkes, vil være vanskeligt at sige. Jeg behøver unægteligt ikke at frygte for at forstyrres ved nogen Fristelse til at gaa udenfor den veltillukkede Stue, som jeg sidder i; thi det øser Vande ned og tuder, som det var midt i October. Men Tiden er ikke det eneste, man behøver, naar man skal skrive. Foruden Haand, Pen, Papir, Blæk, Bord og Stole m. v., som man har nødig, og hvilket jeg alt­ sammen har, er det vigtigste endnu tilbage, Stof eller Silketøj, og hvor faar jeg det fra. Det er let nok sagt, »Skriv lange Breve«; men jeg vilde ønske, Du sad her, °g jeg i Ribe (et Ønske, Du kunde være ond nok til