PVJacobsensBreve_1899

1 89

G runde, som vi ikke finde det passende her at anføre, herved tilbagekalde den tidligere O rdre af . . ., saa til­ lades det Dig at udgive i Trykken« hvilke Arbejder han selv vilde, kun at han holdt sig Love og Anord­ ninger efterrettelige. Paa samme Maade skal, da General- krigscomm issair Neergaard (Heste- og Temperam entslæ re- M anden)1) for noget siden havde en Audiens hos Kongen, denne have faret i ham med mange og m eget haarde Ord. Da han var færdig, begyndte Neergaard at tage til Genmæ le i et udførligt m undtligt Indlæg, og da denne nok noget lange T ale var til Ende, skal Kongen have sagt: »Naa, saa troer De virkeligt det, Neergaard? J a , ja da; saa kan De gaa ned til Biilow og tale næ rm ere med ham om Deres Sag, saa skulle Vi se, hvad Vi kunne gjøre.« Endel af dette kunde man anse som Løgn, da disse Mænd just ikke ere de allertro- væ rdigste; m en lignende T ing i det m indste lige med det i Hens. til Neergaard passerede — er jo dog tidligere, efter hvad der ellers er sagt, sket med Gad, Clausen og Andre. — Forresten m ister Kongen uden Tvivl snart en Mand, som han længe har holdt fast ved, og som i det m indste ikke har gjort alt det Onde, han kunde have gjort paa den Plads, han stod paa. Det er Biilow, der har ligget syg et halvt Aars T id, enten af et apoplektisk Anfald eller af anden Lamhed i Benene, eller af Vattersot, eller af Andet. Kongen siges at komme ud til ham og høre hans Referater (fra Com- m ando-Contoiret), medens Biilow ligger i Sengen . . . . 1 ) J. V . N e e rg a a rd , f. 1775 , v ar e n lig e in te re s s e re t H ippo- o g P h re n o lo g ; i 1824—26 h o ld t h a n o ffen tlig e F o re læ s­ n in g e r o v e r » T e m p e ra m e n tslæ re n * . H an u d g a v e n M æ n g d e S k rifter o m de o v e n n æ v n te E m n e r.