OffentligeForlystelserIFrederikDenSjettesTid

25

ANDRE KUN STM AG ERE

posten opregner 1785 som de fornemste Forlystelser ved Kilden foruden Linedanseren kun den italienske Sanger med Brillerne, Lirendrejeren, der er ekscel- lent, og Teltet, hvori der spilles paa Davidsharpe,*) og naar den nysnævnte Malene i Aftenposten for 1786 baade husker en stærk Mand, en Madame, der gik paa gloende Jern, Bjørnetrækkere og Manden med Gripomenussen (o: Rinocerossen) foruden Voks­ dukkerne („var det andet end Fandens Kunster, at de saadan nikkede og drejede Hovederne,“ siger hun) — saa synes det at fremgaa af Sammenhæn­ gen, at der snarere sigtes til Gøglere, som af og til søgte til Hovedstaden, end til Kildens Kunstmagere. Men netop i disse Aar begyndte Udviklingen at tage Fart. Utvivlsomt har der mod Slutningen af Firserne været en Marionetbod i Dyrehaven og nogle magiske Kunster eller Ombres chinoises. „Harlekins- Manden“, Oprindelsen til senere Tiders blaarædende Pjerrot, synes ligeledes i en temmelig tidlig Periode at have faaet Indpas ved Kilden; Oehlenschlager saa allerede som Barn Mester Jakel og Harlekin, der spiste Blaar. Medens det længer ned i Tiden kunde blive en kostbar Historie at gøre sig bekendt med samtlige Dyrehavens Herligheder, navnlig for „Standspersoner“, som betalte „efter Behag“, var Forholdet et andet nu; man kunde den Gang skri*) De gammeldags folkelige Musikinstrumenter, Harpe, Hammel og Lire, var stadig i Brug i Dyrehaven. Af Harper var der Davidsharpen og Spidsharpen, den første med Tarm-, den sidste med Messingstrenge. Hummelen var en Slags Citar med afsitemte Messingstrenge, der sloges med en Pind eller Pennefjer.' Endelig Liren: et Strengeinstrument med Tangenter og Haandsving i Enden; den er nu her i Landet næsten helt fortrængt af den i det 19. Aarhundrede opfundne Lire­ kasse eller Positiv.