OffentligeForlystelserIFrederikDenSjettesTid

24

K ILD EFOR L Y STE LSER I DYREHAVEN

indtil Matroserne tilsidst kommer imellem og gør rent Bord. — Linedanserne har utvivlsomt været Dyrehavskildens tidligste Kunstnere — et højst ambulant Folkefærd, der næppe havde fast Stade, men spændte Linen ud mellem to Træer og producerede sig, hvor der var Publikum. Det maa være en af disse, en Forfatter i „Nyeste Skilderi af København“ 1806 sigter til, naar han fortæller, at der for tyve Aar siden ikke var andre Gøglere end en gammel Linedanser, der uden for Kildetiden var Kok af Profession, og som kun drejede sig tre-fire Gange rundt paa en slap Line, mens han bestandig raabte: Geben Sie nun wohl Achtung!, men alligevel ansaas for et rent Vid­ under i Linedanserkunsten. Han tænker næppe paa den Linedanser, Luxdorph i Kildetiden 1786 tog ud i Dyrehaven for at se, thi det var utvivlsomt Spina- cutta, som denne Sommer tillige optraadte et Par Gange paa det kgl. Teater. Hele Byen talte om ham, han besynges i en Gadevise som større end Tubal- Kain og i Aftenposten lægger Malene, Husets jydske Pige, sin Beundring for Dagen i en Ytring om, at den Karl absolut maa have med Fanden at bestille. Selv Pram og Rahbek tog i Minerva, i deres eget Blad, en venskabelig Holmgang for hans Skyld; Rahbek mente, at Skuepladsen profaneredes ved en Linedan­ ser, men deri var Pram ganske uenig med ham. Werlauff, der var født 1781, fortæller ogsaa, at det i hans tidlige Barndom næsten udelukkende var Line­ dansere, der forlystede Dyrehavens Publikum. Aften