OffentligeForlystelserIFrederikDenSjettesTid

23

LIN EDANSERE

drikke Brændevin i Stedet for Kildevand, hvilket de mente var sundere — og det var næppe bedre fat ved Dyrehavskilden i 1772. Ved alle Leddene kunde man træffe vanføre Stakler; men om Aftenen traadte den eenbenede en sirlig Menuet i Fortunen — hvor Kildegæsterne den Gang sluttede Dagen —, og den blinde fandt uden Vanskelighed Vej til Kroen. Man havde endnu ingen til at agere for sig, først omkring 1775 fik Linedanserne Indpas ved Kilden. Nogle Artikler i Københavns Aftenpost er i denne Henseende ' oplysende. I Sommeren 1772 gav den bekendte Antonio Brambilla med sit Linedansersel­ skab Forestillinger paa det kgl. Teater, og dette Fæ­ nomen diskuteres i Bladet i en Række satiriske, men ret udvandede Bemærkninger; bl. a. falder den Ytring, at de „ret belejlig kunde lade deres Kunster se ved Kilden, nu da alle stormer til den“. Det synes at tyde paa, at den Art Forestillinger tidligere har væ­ ret ukendt der. Faa Aar efter, i 1776, er Savnet imidlertid lykkelig afhjulpet — en lille kvikt fortalt Satire giver os Beviset i Hænde. Et muntert Sel­ skab, der har slaaet sig ned ved Kilden, morer sig med Ølkander og Brændevinsglas, og en Linedanser faar i Hast sin Skueplads færdig. Han svinger sig lystigt, til stor Glæde for sit Publikum, men Linen brister, han falder ned og kommer til at ride paa en gammel Flæskepapas Skulder, der netop skal føre Kanden til Munden; han taber den og over­ spilder sin Kones Triumfantes-Skørt. Konen skraa- ler op, Manden bander og der bliver stor Staahej,