OffentligeForlystelserIFrederikDenSjettesTid

22

K ILD EFO R L Y STE LSER I DYREHAVEN

æltet i en Smørbøtte. — En af Amagerne falder over Tømmestrengen, slaar en Kolbøtte over sin Datter, saa hun faar den ene Fod i Flødekrukken og væl­ ter den skønne Fløde ud i G ræ s s e t—- Matthias! He r er det Land, som flyder med Mælk og Honning! Hundsvot, Slyngel, Fukssvanser, Mameluk! Hille­ mænd, hvor det regner med Skældsord hist henne! H e r kan man komme i Rangen for et godt Ord, ellers koster det Penge . . . . Et andet Sted er Op­ brudet i fuld Gang, man drikker den sidste Sop- ken: Es lebe Frederike! Es lebe Christiane! Es lebe alle die Schönen! Und sterbe alle die Grim­ men! Adieu Monfrére! Adieu Masceur! Ha ra sa! ha ra sa! along! along! hui! hui! hurra! Kildelivet havde næppe ændret sig synderligt si­ den Aarhundredets Begyndelse. Der var sket For­ skydninger i de ydre Former, som Tidernes Foran­ dring og skiftende Moder førte med sig, men i Dyre­ haven som ved Vartov-Kilden morede Folk sig selv, assisteret af en Bierfidler eller Lire. Halte, blinde og lamme, der fordum havde søgt Lindring ved Kil­ den, kom nu for at indhøste en Skærv, og deres Legemsbrist var ikke altid saa slem som den saa ud til. Allerede ved Vartov-Kilden spekuleredes der i Kildegæsternes Medlidenhed; Phönixberg harcelle- rer i „Den forkerte Mercurius“ 1727 over Stodderne, der henimod Aften „indpakke deres Arme og B en “, som næst deres Veltalenhed havde indbragt dem de Skillinger, for hvilke de næstkommende Nat vilde