NielsLauritsHøyensLevned_1872

121

moderne elegante Boutikker, lier havde conserveret sig paa saa m ange Steder, da dog de ikke faae nye B ygninger v iste , at man m eget vel kiendte den nyere Mode. A lleernes og Kana­ lernes Land var her forsvundet. Krumme og krogede, men forholdsviis m eget bredere end i H ollan d, snoede Gaderne sig her i hverandre, men Bodernes afvexlende, oplivende Syn traf je g ikke; de mørke Stuer med de liøie, dunkle, støvede Vinduer udbredte snarere et m elancholsk Skiær over det H ele. Ogsaa Costumerne vare ei længer de samme. Blaae Blouser m ødte jeg hvert G ieblik; D rengen bærer den ligesaagodt som Manden, og endnu veed jeg ikke, 011 Sparsomhed og Arbeide eller Mo­ den giør denne D ragt saa gæ ngs i den arbeidende Classe. Fruentimm erne vare næ sten alle indhyllede i Kaaber eller bare et stort sort eller mørkfarvet Schaw l som et Slør over Hoved og Nakke. Men som jeg kom op i Byen, bleve Billederne mere livlige og afvexlende. I lange Bækkef sadde Bønderkonerne med deres Grønkurve, og H avesagerne vare her (ligesom i Dortrecht) i saadan F ylde og Mængde, at man næsten skulde troe, at Kiød hørte til de forbudne Ting. E ndelig kom den » g r ø n n e « P la d s frem for m it G ie; elegante Cavalerer nøde deres Frokost under de store udspændte Telte foran C affehusene; Janitschar-M usik nærmede s ig , og Pladsen erholdt, da et Kegim enl m arscherede op og Tilskuerne sam lede s ig , et saa m oderat og ly stig t Udseende, som jeg i det G ieblik kunde ønske m ig. De mere h eftige Gebærder, de mere høirøstede Stemmer, end jeg hidindtil har været vant at see og høre, lode m ig og­ saa vide, at jeg var nu i et L and, hvor sydlig Livlighed ikke er bleven tilbageviist af nordisk P hlegm a. Idet jeg dreiede ud a f en lille Gade fra P lad sen , stod je g , uden at have betænkt det, uden for Hovedindgangen til Domkirken. Klokkerne ringede til H øim esse, og jeg gik ind ad Døren, med flere A ndre, men vistnok ikke i den samme H ensigt. Da jeg var kommet ind, standsede jeg. De ranke P iller, som Stammerne i en frodig Skov, stode uhindrede af Altere og Epitaphier og flettede de