NielsLauritsHøyensLevned_1872

370

»Denne Sals Udseende, hvori vi befinde os, denne Kreds, der er samlet lier, de Ord, der allerede have lydt, Alt viser, at her fejres en Sørgefest over en højtbegavet Mand, hvis Tab vi alle føle. Hans Liv gik stille, i visse Henseender endogsaa ubemærket hen, men hans heden­ gangne Aand vil dog ikke vredes over, at man her mindes ham med en Sørgefest, der er forberedt og fremkaldt af Kjærlighed og Højagtelse, og som vilde opfylde sin Be­ stemmelse, hvis den svarede til den Betydning, han har havt. »Der er Konstnere — deres Tal er ikke stort — hvis Arbejder, naar vi træde hen for dem, ikke blot tiltale os ved deres konstneriske Skjønhed, men ved den Ærlighed, den Renhed i Følelsen og den Overbevisning, der afspejler sig deri. Til disse Konstnere hørte Bissen. Der gives Tider og Stemninger i Folkene, hvorunder Konstneren bæres frem af fælles Harmoni, fælles Stræben; men del­ er andre Tider, hvor den Stemning, der møder ham, strider imod hans Overbevisning. Naar disse Tider komme, gjælder det om at vise Selvfornægtelse og give Afkald paa verds­ lig Hæder og Anseelse. At Bissen besad en saadan Selv­ fornægtelse, det afspejler sig i hans Værker. Men denne Selvfornægtelse eller, dybere opfattet, Selverkjendelse, har ogsaa sin Løn i et uforstyrret Liv i Konstnerens rette Kreds, og denne Løn nød Bissen i fuldeste Maal. »Han besad næsten en Seers Blik til at gjennemtrænge Personligheden og gribe det Ejendommelige i den. Selv om han aldrig havde sét den, hvis Buste han skulde skabe, selv om det kun var en død, kold Maske, et Fotografi eller et andet Billede, hvorefter han skulde arbejde, saa lykkedes det ham dog at fremkalde de Træk, som de Efter