NielsLauritsHøyensLevned_1872

359

Stykke for Stykke, og de skrobelige Kalksten maatte da helst erstattes' af den faste Granit. Der var nu dem, der fandt, at man derved forgreb sig paa dette gamle historiske Minde; »man rev jo den gamle Kirke ned og opførte en hel ny«! De forstod ikke, eller vilde ikke for- staa, at dette var den eneste Maade, hvorpaa dette ær­ værdige og lierlige Minde kunde bevares fra at synke sammen til en Grushob; at Bygmesteren her ikke gjorde Andet end hvad han altid er nødt til at gjøre under lignende Forhold; at Konstværkets Betydning ikke ligger i det døde Stof, men i de levende Former, hvori dette er udpræget, og at en Bygning ligesaa lidt ophører at være sig selv, fordi Stoffet fornyes, som Mennesket gjør det, fordi dets Legems Stofdele idelig forandres. Ligeoverfor de sagkyndige Architekters Erklæring, at de gamle Stene ikke kunde holde, paastod man dristig det Modsatte, som om der var Nogen, der mere end den samvittighedsfulde Bygmester selv var interesseret i at beholde Alt hvad der kunde beholdes af det Gamle. Paa den anden Side var der dem — og det var navnlig Gejst­ lige — som fandt det rimeligt nok, at man nedrev den faldefærdige Kirke og opførte den af ny, men fandt det uforsvarligt, at man vilde opføre den som den fra først af havde været, og lægge fladt Loft over Hovedskibet i Stedet for Hvælvinger, hvilket efter deres Mening var det Eneste, der stemmede med Christendommens Aand; Restavrationen, mente de, burde gjøre den til, hvad enhver Kirke skulde være, en gothisk og spidsbuet Bygning. Men saa høj­ røstede disse Stemmer vare, stode de dog heldigvis tem­ melig ene. Det danske Folk havde for megen sund Sands til at lade sig paavirke af Enkeltes forfængelige Rethaveri.