NielsLauritsHøyensLevned_1872

347 veel det, som han meddeler. Jeg har i Studenterforenin­ gens gamle, gyselige Sal i Boldhusgade hort ham tale i henved tre Timer om Thorvaldsen, en Loverdag Aften stærkt henimod Midnat. Han skal have holdt et lige saa langt Foredrag i Arbejderforeningen over Lionardo da Vinci, til levende Glæde for sit overordentlig talrige Publikum, hvoraf den allerstørste Del maatte staa. Saalænge hans Foredrag varer, er Tilhørernes Opmærksomhed fængslet til det, som han taler om; først naar han har sluttet, og allermest nu, da han har sluttet for bestandig, træder Billedet af hans Talerpersonlighed frem for Mindet med sin fulde Styrke. Hans Foredrag er letflydende, naturligt og fortroligt; det gaar paa ingen Maade paa Kothurne, i hvor vel det er baaret af et stærkt Liv, og undertiden hæves af en stærk og varm Begejstring. Han har naturligvis som gammel Taler enkelte staaende Udtryk, der have sat sig fast som Vaner i Aarenes Løb; enhver af hans jævnlige Tilhørere kan dem udenad, og hans Brug af Ordet »kostelig« er gaaet i Arv til de Heste af dem; men forøvrigt er hans Foredrag frit baade for Manér og for Stil, undtagen den ægte Stil, som en berømt Franskmand har defineret som »Menne­ sket« („Le style c ’e d l’homme méme“). Det er overordentlig stofrigt; ja det lider undertiden af Stofrigdom; men ellers er denne Egenskab en Fordel; man føler, at Manden ikke balancerer paa en tynd Linie, men bevæger sig i Kund­ skaben som i sit Element. Hans Foredrags Udtryk er som et mangestemmet Instrument, hvilket han med den ægte Konstners sikre Følelse stemmer sammen med enhver sjælelig Ejendommelighed, som det er hans Opgave at skildre, og uagtet hans Talekonst aldrig gaar over i Skue- spilkonst, saa mangler hans ydre Personlighed ikke sin

(

,