NielsLauritsHøyensLevned_1872

346

deres Betænkelighed, saa tor som hans Natur tillod ham, og skaanede dem i det Hele taget ikke. Klokken et Kvarter paa tre ser man Hoven arbejde sig frem mellem sine Tilhørere, som endnu ikke ret ere komne til Ko. Han halter noget paa det venstre Ben. Medens han tager Hanskerne af og sætter Kalotten paa Hovedet, lader han det skarpe og hurtige Blik glide hen­ over de udstillede Billeder for endnu en Gang at mærke sig Rækkefølgen. Han gaar op paa sin Talerstol, som er noget lettere og friere i sin Construction end Universitetets Kathedre, og begynder strax ganske jævnt og naturligt paa sit Foredrag, idet han taler som om han var hjemme, og som om hans 200 Tilhørere vare hans personlige Venner. Han lader sig næsten aldrig nøje med én Times Forelæs­ ning; hyppig bruger han henimod to, og navnlig for nogle Aar tilbage hørte det ingenlunde til Sjældenhederne, i det Mindste ved hans sporadiske Foredrag, at han beholdt sit Auditorium i henved tre Timer; han havde jo efterhaanden vundet den Erfaring, at hans Tilhørere ingenlunde toge ham det ilde op. Naar det er gaaet en rum Tid, faar han Uhret op af Lommen og opdager til sin Skræk, at Klokken er bleven saa mange; men der var rigtignok et Par Ting, som han saa grumme gjerne vilde have sagt, før han sluttede. Tilhørerne give paa en lydelig Maade eller ved en talende Tavshed deres fulde Samstemning til- kjende, og han tager fat igjen og bliver maaske ved i over en Time. Han selv synes ligesaa lidt træt, naar han slut­ ter, som naar han begynder; og der er for Tilhørerne — selv om Pladsen og Lokalet ere alt andet end bekvemme —• noget overordentlig Forfriskende ved at være Vidne til en saadan Meddelelseslyst, for ej at tale om Interessen