NielsLauritsHøyensLevned_1872

230

gjøre Alt hvad han kunde for at virke til Afskaffelsen af de akademiske Concurser, hvori han kun saa en Kilde til Splid imellem Yenner, en Snare, der tidt ledte en Konst- ner ind paa en Bane, hvor han ikke herte hjemme, og hvori han søgte Anledningen til sin egen Brystsvaghed og ventede Død. Vi have sét, at denne Anmodning stemte netop med Høyens egen Anskuelse. Han bekæmpede stadig Concurserne, og Sølvmedaille-Concurserne lykkedes- det ham at faa afskaffede. Større Glæde havde Høyen af Samlivet med Ivøbke. Denne brave Konstner, som kunde være bleven Danmarks første Portrætmaler, hvis han ikke havde foretrukket at bryde Banen for Landskabsmaleriet, hørte til Høyens nær­ meste Venner, og det var ham en stor Sorg, da han i. Begyndelsen af 1848 blev bortrevet af en hidsig Sygdom.. Men skulde vi nævne Nogen af de Yngre, som mere end Andre kunde kaldes Høyens Yndling, da var det Johan. Th oma s Lundby . I denne dybe og fintfølende Sjæl var Barnets Uskyldighed forbundet med det modneste Om­ dømme, ikke som Følge af dyrekjøbt Erfaring, men hans egen ufordærvede Naturs Gave. Naar de store Evner, hvormed han var udrustet, den Lethed, hvormed han op­ fattede og fastholdt et Motiv, og den Sikkerhed hvormed han gjengav det, ikke førte ham paa Afveje, men han be­ standig lige trofast arbejdede henimod Maalet, der endnu syntes ham saa fjernt, saa tilskrev han ikke dette sin egen naturlige Beskedenhed eller den oprigtige Kjærlighed, han nærede til sin Konst, men Høyens Indflydelse, og det er vel ogsaa sandt, at hans Sjæls Strænge klang fuldere, fordi de mødte beslægtede Toner. Han nærede den inderligste Taknemmelighed og Kjærlighed til Høyen; han fik Trøst­