NielsLauritsHøyensLevned_1872

229

Iivorimod lians Venner iblandt Konstnerne, baade i og udenfor Akademiet, og særlig Freund og Høyen, revsede barn alvorlig, fordi lian noget øjeblik kunde tænke paa at benytte sig af en saadan Fordel over sin Medbejler, eller kunde ønske at sejre ved saa uædelt et Middel. Øen unge Konstner havde maaske heller ikke alvorlig tænkt derpaa, men han havde ikke kunnet bare sig for at høre Friste­ rens Ord og for at tale om Sagen. Han nedlod sig ikke til at gjøre Brug af hin juridiske Exception; men den Sjælekval, han udstod i denne Tid, tærede paa hans svage Helbred. Han concurrerede paa ny; Opgaven var »Chri­ stus i Emaus«; Eddelien vandt Sejren, og Müller maatte rejse dels paa egen Bekostning dels paa mindre Stipendier. Fem Aar senere døde han af Brystsyge. Han efterlod sig et langt Brev til Høyen, skrevet Sommeren før hans Død, hvori han giver en udførlig Skildring af den nys omtalte Collision. *) Han kunde ikke finde sig i muligen at staa mindre fordelagtigt i Høyens Omdømme; men han liaabede ogsaa at kunne stifte noget Godt ved sin Skrivelse. 1 dette Øjemed opfordrede han Høyen indstændigt til at *J Brevet røber hélt igjennem inderlig Hengivenhed for Høyen. Desværre tilstede personlige Hensyn ikke at aftrykke det; men jeg skyldte baade A. Müllers og Høyens Minde at omtale det. De, der have levet i hine Tider, ville erindre, hvorledes Høyens Uvenner ogsaa benyttede denne yndede Konstners Navn til at lægge ham for Had; senere Slægter ville have ondt ved at fore­ stille sig, hvor bittert deres Had var, og med hvilken blind Lidenskab de endogsaa benyttede Pressen i dette Øjemed. Som et Exempel instar omnium skal jeg anføre Corsaren for 25de December 1845, hvori man læser følgende Sætninger: »Men hvo lagde Adam Müller i Graven? Hvo jog Simonsen i Landflygtighed? Hvem er det, der nu vil jage Gertner og Melby bort?« Som Svar følger — Høyens Portræt.