NielsLauritsHøyensLevned_1872

228

verne i den frodigste Vaar. Under Eckersbergs Vejledning opvoxede en Skare af unge, begavede Konstnere, som Høyen selvfølgelig fulgte med den største Deltagelse, lige­ som de paa den anden Side med Glæde lyttede til hans aandrige Tale. En af disse unge Talenter, som i denne Tid søgte Eaad og Opmuntring hos Høyen,, var Ad am Mül l er . Historikeren, Biskop P. E. Mül­ lers Søn følte sig særlig tiltrukken af denne Mand,, hos hvem den historiske Videnskab og Konsten befandt sig i en saa fuldendt Forening, og hans Bestræbelser for at løse de af Høyen stillede Opgaver, »Hans Tavsen og Biskop Rønnov« og »Luther i Worms«, nærmede dem endnu mere til hinanden. Adam Müller var Publikums Yndling og gjennemløb i kort Tid den akademiske Bane. 1838 vandt han den store Guldmedaille^for Stykket »David opmuntrer Saul ved sit Harpespil.« Men den samme Me­ daille blev ogsaa tilkjendt Eddelien, og Spørgsmaalet om hvem af dem der skulde have det til denne knyttede akade­ miske Rejsestipendium maatte efter Akademiets Fundats afgjøres ved en ny Concurs. Müller havde liden Lyst til at fortsætte Kampen, men hans Venner raadede ham alle til ikke at give tabt. Da blev pludselig en af hans Faders gamle Venner opmærksom paa, at Eddelien, som født Ham­ borger, ikke havde Indfødsret, ogaltsaa ikke kunde komme i Betragtning ved Bortgivelsen af Stipendiet. Hverken Edde­ lien selv eller Akademiet havde tænkt paa denne Hindring i man havde betragtet ham som Holstener; ellers havde det været en let Sag at skaffe ham den manglende Ind­ fødsret ved en kongelig Bevilling, og den kunde skaffes endnu. Müllers juridiske Consulenter mente, at det var for sildigt, og tilbød at skaffe ham Ret ved Domstolene,

I