NielsLauritsHøyensLevned_1872

210

hvorpaa Forbindelsen blev tilvejebragt. I Stedet for, som det skete i Konstens bedste Dage, at lade Haandværket, det absolut Nødvendige, være Udgangspunktet, og lade Konsten udvikle sig deraf som den skjonneste og fuld- endteste Blomst, var man gaaet den modsatte Vej. Man liavde villet udvikle Blomsten for sig uden at undersøge, om Planten havde Kraft til at bære den, og deraf blev Følgen, at Blomsten ofte manglede den rette Kraft og Naturlighed, og at Planten sjælden satte Blomst. For den enkelte Lærling vare Følgerne ofte fordærvelige. Drengen, der kunde blive en dygtig Haandværker, blev sat i den Skole, der var beregnet paa Uddannelsen af Konstnere, hvor Oprykningen fra den lavere Klasse til den højere skete igjennem Concurser og belønnedes med Medailler. Havde han Sands og Haandfærdighed nok til at opnaa disse, ansaa han sig allerede for en halv Konstner; han gik videre paa denne Bane, og stræbte efter et Maal, lian ikke kunde naa. I Stedet for en hæderlig og nyttig Virksomhed, hvortil en sund Udvikling vilde have ført ham, laa nu et forspildt Liv for ham. Maaske havde han virkelig en vis konstnerisk Begavelse; men ydre Omstæn­ digheder, Trang eller Sygdom, hindrede den i at trænge igjennem, og naar han nu ønskede at forlade Konsten for at tage fat paa Haandværket, saa manglede han den prak­ tiske Færdighed, der var den nødvendige Forudsætning for dette. Disse Ulemper vare ikke lige synlige for Alle; men Et var der, som Alle kunde se; det var, at Akademiet hverken havde Plads eller Kræfter til en saadan Udvidelse, som man havde villet give det, og at denne, om den end i sin Tid kunde synes ønskelig, dog nu var aldeles over­ flødig efter at den Indflydelse, der var udgaaet fra Akademiet,